Betaler du for at betale din mobilregning?
Betalingsgebyret er en hemmelighed mange skjuler for sig selv. Vælger man MobilePay eller automatisk kortbetaling slipper man helt for gebyrer hos teleselskabet 3.
På baggrund af en undersøgelse tilbyder telefonselskabet 3 nu to muligheder for at slippe for betalingsgebyr, når der skal betales regninger fra selskabet.
De to muligheder er MobilePay eller automatisk kortbetaling.
– Nu kan du betale abonnementer med MobilePay
Mantraet for selskabet i denne problematik er ifølge direktør David Elsass, at “man kan spørge sig selv – hvorfor egentlig betale for at betale?”.
Men hvis man insisterer på, at telefonregningen skal koste mere end abonnementet kræver, så kan man betale sin regning via Betalingsservice eller via faktura. Det koster henholdsvis 9,25 kroner og 49 kroner.
Den undersøgelse, som 3 baserer beslutningen på er lavet af analyseinstituttet Wilke. Og her kan man læse, at 22 procent af de 1.018 respondenter der deltog i april 2017 faktisk ikke ved, om de overhovedet pålægges gebyr i forbindelse med betaling af deres mobilregning.
Hver fjerde er godt klar over, at de pålægges et gebyr, men de ved bare ikke hvor meget. Så med lidt talmagi er i nærheden af halvdelen af respondenterne tæt på, at være bedøvende ligeglade med, hvor meget deres telefonabonnement belaster lommepengene.
– EU-roaming: Tjek disse 5 ting og spar penge på mobilregningen
I en pressemeddelelse lægger 3 ikke skjul på, at gebyrer er et parameter i konkurrencen om kunderne, og ifølge undersøgelsen kunne 47 procent af de adspurgte finde på at skifte betalingsløsning, hvis de kunne spare penge på det.
– “Mange selskaber tilbyder flere betalingsmuligheder, og der kan derfor være penge at spare ved at skifte betalingsløsning,” siger Davis Elsass fra 3 og tilføjer, at der er kunder, som foretrækker at betale 49 kroner for en faktura, men at langt de fleste vil have en billig og automatisk løsning, som kører af sig selv.
Fakta om og fra undersøgelsen
Undersøgelsen blev gennemført i april 2017 med 1018 respondenter repræsentativt fordelt blandt den danske befolkning. Følgende spørgsmål blev stillet:
Betaler du gebyr for at betale dit mobilabonnement?
Ja: 25 procent
Nej: 53 procent
Ved ikke: 22 procent
Ved du, hvad du betaler i betalingsgebyr?
Ja: 74 procent
Nej: 26 procent
Hvad synes du om beløbet for dit betalingsgebyr?
Det er ok: 24 procent
Det er for højt, men jeg har ikke undersøgt, om der findes en billigere mulighed hos mit teleselskab: 26 procent
Det er for højt, men der findes ikke en billigere mulighed hos mit teleselskab: 44 procent
Ved ikke: 5 procent
Kunne du finde på at ændre din valgte betalingsløsning?
Ja, hvis det er muligt at spare penge: 47 procent
Ja, hvis jeg får et bedre overblik: 12 procent
Ja, hvis betaling sker automatisk: 16 procent
Ja, andre årsager: 3 procent
Nej: 38 procent
Mere til historien
Hos 3 kan du nu også købe applikationer i iTunes via mobilregningen.