Nu kommer Night Shift til MacOS
KORT NYT: Night Shift, der kendes fra iPhone og iPad, kommer nu også til Mac-computere.
Night Shift – eller Nattilstand på dansk, har et stykke tid været blandt standardfunktionerne på iPhone og iPad. Idéen er, at filtrere det blå skærmlys fra, så vi får lettere ved at sove, når de lysende skærme bruges tæt op mod sengetid.
Hvorvidt Night Shift reelt virker skal jeg ikke kunne svare på, men i hvert fald er Apple i gang med at gøre funktionen tilgængelig på Mac-computere, skriver The Verge.
I forbindelse med den seneste betaversion af MacOS, version 10.12.4 beta, optræder Night Shift nu også her. Dermed slutter Apple cirklen, og har nattilstanden på alle de store skærmenheder.
Night Shift på Mac er placeret i notifikationscenteret i toppen af ”i dag”-feltet.
Det vides ikke, hvornår betaversionen af MacOS ændres til en offentlig release. Lige nu er det aktuelle versionsnummer på MacOS Sierra 10.12.3.
– Ny Macbook Pro – det vildeste vi længe har set
Mere til historien
Android-brugere med Android 7.0 Nougat har en tilsvarende funktion. Denne hedder Night Mode – på dansk Nattelys. Ligesom på iOS kan denne også køres efter en tidsplan så den automatisk aktiveres klokken f.eks. klokken 22 og slukkes klokken 6 næste morgen.