Salget af tablets styrtdykker
Salget af tablets oplever en kraftig nedgang og det er kun 17 procent af forbrugerne, som planlægger at købe en ny tablet næste år.
Er tabletmarkedet på vej til at uddø? Netop nu oplever tablet-salget en kraftig nedgang i salget og det ser ud til, at dette vil fortsætte langt ind i fremtiden.
I tredje kvartal faldt salget hele 20 procent i forhold til samme kvartal sidste år – hvor det i øvrigt også var faldet i forhold til samme kvartal 2013.
Og en ny undersøgelse, der er foretaget af analysefirmaet Gartner viser, at kun 17 procent af forbrugerne planlægger at købe en ny tablet inden for det næste års tid. Denne undersøgelse er foretaget med en rundspørge af 19.000 privatforbrugere fordelt i seks lande. Det skriver Computerworld.dk.
– Tablets og bærbare fylder taskerne hos de små elever
Ifølge Gartner er grunden til denne nedgang i tablet-salget, som har præget markedet i mere end et år, at smartphonen efterhånden har så store skærme de bliver små tablets. Derfor er berettigelsen for en tablet ikke længere så stor.
Foruden smartphone-udviklingen, så har tablet-salget også en konkurrent i de såkaldte ”2-in-1” enheder, som eksempelvis Microsofts Surface.
Det er særligt i den vestlige verden at markedet for tablets er mættet. I USA har mere end to tredjedele af husstandene en tablet – og dette gør sig gældende i mange andre lande.
– iPhone sælges stadig i millioner, men iPad halter igen
Det største fald i antallet af solgte enheder er på det kinesiske marked, hvor salget er faldet med hele 34 procent i forhold til samme kvartal i fjor.
Gartner mener, at tablet-salget fortsat vil falde indtil tablets igen tilbyder noget nyt.
Mere til historien
Det var Apple, som for alvor satte skub i tablet-markedet, da de lancerede iPad’en tilbage i 2010. Og de lige nu på trapperne med to nye iPad-modeller, nemlig iPad Pro og iPad Mini 4.