Mobili vil bryde Grønlands telemonopol
Navnet på det nye Grønlandske teleselskab, der skal bryde telemonopolet, bliver Mobili. Grønlands pendant til Call Me, lyder det fra stifterne.
Mobili er navnet på et ny Grønlandsk teleselskab. Bag det nye selskab står en række erfarne folk, der har både politiske og tekniske erfaringer med i bagagen.
Den tidligere politiker, og nuværende tandlæge, Palle Christiansen, den tidligere tekniske direktør i Tele-Post, Kim Scwartz, og Lars Andersen, der har lang erfaring som devicemanager, er med i selskabet. Kim Schwartz er udnævnt til direktør.
Tele-Post har indtil nu haft monopol på mobiltelefoni i Grønland, og det nye selskab vil skabe konkurrence og samtidig skære 30 procent af prisen på telefoni. Det skriver ugebladet AG.
Mobili forventes lanceret i 2017, men selskabets fremtid er endnu usikker, da det afhænger af en på nuværende tidspunkt usikker liberalisering af teleområdet i Grønland. Teleområdet er nemlig stadigvæk underlagt monopol, men det forventes, at teleområdet bliver liberaliseret fra 2017, hvis de grønlandske politikere træffer beslutningen.
– “Firmaet er nu stiftet, og vi kommer med stærk indsigt i både teknologien og det tekniske, og vi er i dialog med de relevante finansieringskilder. Vi har en rigtig god plan, der betyder, at vi er klar til at indgå i en forhandling med Tele-Post, når der træffes beslutning om en liberalisering, hvilket jo er meldt ud, vil ske med virkning fra 2017,” siger Palle Christiansen til AG.
Mobili beskriver sig selv som en Grønlands pendant til Call Me. Teleselskabet har endnu ikke en hjemmeside, men selskabet har dog oprettet en Facebook side.
På MereMobil.dk følger vi sagen og udviklingen til ære for vores mange grønlandske læsere.
– Podcast: Så vildt er det grønlandske telenet
Mere til historien
Mobili forventer ingen fysiske butikker, men vil sælge deres produkter i samarbejde med lokale butikker