Analyse: Huawei brager frem i Danmark
Huawei klarer sig godt, men det er Samsung, der tydeligt sidder på salget af Android-telefoner i Danmark.
Selvom det kan være vanskeligt at udtale Huawei (”Hwah-way”) betyder det ikke, at danskerne har vendt ryggen til den kinesiske smartphone- og netværksvirksomhed, der etablerede sig i Danmark for to år siden.
– Huawei sætter fokus på danske arbejdspladser
Tal fra analyseinstituttet GfK viser ifølge en pressemeddelelse, at Huawei er den Android smartphone-producent, der på det danske marked i 2013, oplevede den største vækst. Salget steg mere end 100 procent sammenlignet med 2012.
Når man ser på salget i det åbne marked, altså uden om teleoperatørerne, så var Huaweis telefoner de næstmest solgte i perioden august til november 2013.
Det samlede telefonsalg fra alle producenter, uden om teleselskaberne, er 40 procent, mens operatørerne altså sidder på 60 procent af salget.
– ”Det er flot at en ukendt producent så hurtigt kan tage markedsandele, men den store vækst skal ses i lyset af, at Huawei er kommet fra et meget lavt starttal, hvilket naturligt booster procenten. Desuden forholder analysen sig kun til salg uden om operatørerne, der fortsat sidder på en væsentlig andel af salget i Danmark,” fortæller mobilekspert fra MereMobil.dk, John G. Pedersen, der i mere end 10 år har fulgt mobilmarkedet.
– Test: Huawei Ascend P6 er en designperle
Indblik i tallene
Normalt er markedstal ikke offentligt tilgængelige, men MereMobil.dk har fået adgang til at kigge i rapporten. I det samlede danske marked sad Samsung i oktober 2013 på 38 procent af salget målt i styks, mens Apple kunne notere sig 35 procent.
Huawei havde her 4 procent, hvilket er omtrent det samme som LG og Nokia. HTC havde i den måned 7 procent af salget, mens Sony fik 6 procent. I den efterfølgende måned faldt Huawei til 3 procent.
Den seneste telefon producenten har præsenteret er Huawei Ascend Mate 2 4G, der også kommer på markedet i Danmark.
Mere til historien
Huaweis bedst sælgende telefoner er Y200 og Y300, mens det er Ascend P2 og P6, der har trukket overskrifterne. P2 på grund af lynende hurtig 4G performance. P6 udmærkede sig på designet.