OnePlus 15R test: Batteriet er genialt, men der er kameraknas
TEST: Med et gigantisk 7.400 mAh batteri og vild gaming-ydelse leverer OnePlus 15R, men på bagsiden gemmer der sig en skuffelse, du bør kende til før køb.

OnePlus er gode til at lave kraftfulde telefoner, til en mere overkommelig pris. Og OnePlus 15R er seneste bud på en sådan.
Et hurtigt blik ned over specifikationerne, giver da også et godt første indtryk med et rigtig hurtigt chipset, stor skærm med 165 Hz opdatering og det største batteri nogensinde i en OnePlus telefon.
Men uanset hvor gode OnePlus er til at holde prisen nede, kan du ikke få det hele for det halve. Derfor har sparekniven også været fremme flere steder. Nogle mere kritiske end andre. Det gør ikke OnePlus 15R til en dårlig telefon. Du skal dog gøre dig nogle overvejelser, før du køber.
Læs med her og hør hvorfor jeg har nydt min tid med telefonen, men ville have betænkeligheder, hvis jeg skulle ud at investere i en ny telefon.
Specifikationer på OnePlus 15R
- Mål og Vægt: 163,4 x 77 x 8,1 mm, 213 g
- Skærm: 6,83″ AMOLED, 165 Hz, 3600 nits
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 8 Gen 5 (3 nm)
- RAM: 12 GB
- Lagerplads: 256 el. 512 GB, UFS 4.1
- Kameraer: Bag: 50 MP (vidvinkel) + 8 MP (ultravidvinkel)
- Frontkamera: 32 MP
- Batteri: 7.400 mAh (Si/C Li-Ion)
- Opladning: 80 watt hurtigopladning (kabel)
- Forbindelser: Wi-Fi 7, Bluetooth 6, NFC, USB-C 2.0
- Styresystem: Android 16 med OxygenOS 16 (4 års store OS-opdateringer)
Hårdfør som meget få: IP69K-certificering og solid byggekvalitet

OnePlus 15R er ikke nogen lille fin telefon. Det er en ordentlig basse med en skærm på 6,83 tommer og en vægt på 213 gram. Det betyder, at du ikke er i tvivl, når den ligger i lommen, og enhåndsbetjening kræver evner, de færreste besidder.
Har du begge hænder til rådighed, står du til gengæld med følelsen af en solid og holdbar telefon. Og det er den bestemt også, med en skærm beskyttet af Gorilla Glass 7i og IP68/IP69K certificeringer.
Det gør den modstandsdygtig overfor støv, vand, “højtryksspuling” og nedsænkning i vand op til 2 meter i 30 minutter. Du skal altså befinde dig i et ret barskt miljø, for at tage livet af OnePlus 15R.
På trods af hårdførheden, er det en rigtig pæn telefon. Det aflange kameramodul med afrundede hjørner og det diskret indgraverede OnePlus-logo giver et raffineret look.
Desværre mangler der noget. Den ellers obligatoriske Alert Slider er nu blevet til en multifunktionsknap, kaldet Plus Key. Den er tiltænkt OnePlus’s Mind Space AI, men kan tildeles andre funktioner.
Jeg har ændret funktionen til skift mellem lyd, vibration og lydløs. Det er desværre langt fra så intuitivt, som den gamle Alert Slider. Det er et kritikpunkt, vi også fremhævede i vores test af OnePlus 15, hvor den fysiske slider ligeledes savnes.
Lynhurtig 165 Hz skærm er en drøm for gamere

Med en AMOLED skærm på 6,83 tommer og en opdateringshastighed på 165Hz, er OnePlus 15R enhver gamers drøm. Farverne er flotte og lysstyrken er kraftig nok til, at du uden problemer kan se skærmen under alle forhold.
De tynde kanter om skærmen og understøttelsen af HDR10 og HDR10+, gør det også til en særdeles god oplevelse at se film og serier.
Det er også i skærmen vi finder den ultrasoniske fingeraftrykssensor. Hvilket er en lækker detalje for prisklassen. Den er er både hurtig og stabil.
Ydelse under pres: OnePlus 15R kan blive meget varm

Hvad angår varmeudvikling, er OnePlus 15R en lidt sjov telefon.
Benchmarkmålinger er ikke nødvendigvis et udtryk for, om en telefon fungerer i hverdagen. Men de giver en god idé om, hvad en telefon kan under pres. Og under disse målinger havde jeg en lidt sjov oplevelse.
Ved 3D Mark og Geekbench målingerne, præsterede telefonen godt uden nævneværdig varmeudvikling. Da det så kom til Antutu testen, præsterede den stadig godt, men blev voldsomt varm. Vi snakker lidt over 44 grader, målt på telefonens bagside. Det føles meget varmt, ved berøring.
Jeg har efterfølgende prøvet at genskabe varmeudviklingen i hverdagen, med at se film, optage videoer og spille Fortnite i timevis. Hvad jeg dog ikke gjorde, var for en god test. Det var dog forgæves, og jeg opnåede ikke mere end en tilnærmelsesvis lun telefon.
Så på trods af min første forskrækkelse, må jeg sige, at OnePlus 15R gør det rigtig godt. Den er ikke helt så hurtig som den dyrere OnePlus 15, men rigeligt hurtig til alt, hvad jeg har udsat den for. Og nej! Varmeudviklingen er ikke et problem i den praktiske dagligdag.
| Antutu | 3D Mark | GB 1/2 | GB OpenCL | |
| OnePlus 15R | 2.979.725 | 5.408 | 2.889/9.555 | 18.003 |
| OnePlus 15 | 3.567.736 | 6.705 | 3.597/10.052 | 24.296 |
| OnePlus 13 | 2.306.302 | 6.478 | 1.106/5.036 | 18.255 |
Kameradelen halter: Fine dagslysfotos, men intet zoom

Tag et kig på telefonens bagside, og du vil se endnu et sted, der er sparet. For det første er der ikke nogen telefoto/zoomlinse. Men det kan der ses gennem fingrene med, til prisen.
For det andet virker ultravidvinkelkameraet, med sin 8 megapixels-sensor, mest som noget der bare skal krydses af på specifikationslisten. Det leverer med det helt rigtige lys, billeder der kan bruges på telefonens skærm. Men du skal ikke begynde at kigge i detaljer, for de er oftest ikke til stede. Og den trend bliver bare værre, med samme hastighed som lyset forsvinder.
Hovedkameraet gør det langt bedre, men er ikke uden udfordringer.
Det er samme 50 megapixels sensor som vi så i OnePlus 15. Det skyder nogle fine, farverige billeder, men igen er mørke omgivelser en udfordring. Jeg vil til gengæld give point for, at man nu kan optage video i 4K 120fps. Og det ser igen flot ud, så længe lyset er godt.
Mine billeder taget med OnePlus 15R









OxygenOS 16: God software spækket med bloatware
Telefonen er født med Android 16 og OxygenOS 16. Og desværre en del bloatware. Det er ting som TikTok, Instagram, Facebook, LinkedIn og Netflix, der allerede føler sig hjemme på telefonen, uden jeg har noget at skulle have sagt. Ja, det kan slettes. Men det passer mig meget dårligt at skulle starte oplevelsen af en ny telefon, med en hovedrengøring.
Udover oprydning, er OxygenOS altid en positiv oplevelse. Det føles hurtigt, effektivt og er let at finde rundt i.
Selvom OnePlus 15R ikke bliver solgt som en AI-telefon, i samme grad som for eksempel Samsungs telefoner, er der stadig AI på telefonen. Det kommer blandt andet i form af Mind Space, din digitale opslagstavle til organisering af notater og screenshots. Det er ovenikøbet integreret med Google Gemini.
Det virker godt og er en sjov måde at benytte AI.
OnePlus lover 4 store OS opdateringer og 6 års sikkerhedsopdateringer – lidt i underkanten når vi sammenligner med Googles og Samsungs 7 års opdateringer.
Batterimonster: 7.400 mAh rækker til flere dage
OnePlus 15R har et imponerende 7.400 mAh batteri. Med brugen af Silicon Nanostack-teknologi og den medfølgende højere energitæthed, giver det uden problemer to dages brug, før du skal kigge efter en lader. Er du mere fornuftig med din tid end jeg er, kan du strække det til tre dage.
Når det kommer til opladning, understøtter OnePlus 15R 80W SuperVOOC. Det kræver en oplader fra OnePlus, og den medfølger ikke i pakken.
Jeg har rodet i kassen med gamle ladere og fandt en 67W SuperVOOC lader. Altså ikke helt 80W. Alligevel kunne jeg lade batteriet fra 4-37 procent på 15 minutter. 30 minutter gav 63 procent, og en hel opladning tog 55 minutter.
Det er bestemt godkendt. Også selvom der ikke er trådløs opladning.
Konklusion: Er OnePlus 15R det rigtige valg for dig?

OnePlus 15R er en ret god telefon. Den er godt bygget, med de rigtige IP-certificeringer, en flot skærm, god ydelse, velspillende højtalere og imponerende batteritid.
Desværre skuffer kameraet. Ultravidvinkelkameraet er en gammel sag, der tydeligvis har set bedre dage, men stadig bliver holdt i live.
Hovedkameraet er godt, men ikke godt nok. Man føler sig begrænset til billeder i godt lys. Og selv med godt lys, er der for mange dårlige billeder til, at man føler sig sikker, når man skal have et vigtigt skud i kassen.
Der skal træffes nogle valg. Vil du have god ydelse til gaming med mere, er det et interessant valg. Vil du have et godt kamera, skal du kigge andre steder.
Derfor er det også svært at give den en karakter. Men jeg har haft en god oplevelse med OnePlus 15R, på trods af skuffelserne.
Og prisen på 5.499 kroner (vejlende) for 256 GB versionen er passende.
4 ud af 6 stjerner.
Find den billigste OnePlus 15R
Se hvem der har den absolut laveste pris lige nu
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Stor, flot og lys skærm med 165 Hz opdateringshastighed
- Lang batteritid og stort batteri på 7.400 mAh
- Hurtig opladning med op til 80 watt
- Fingeraftryksensor med Ultralyd
- Plus Mind er virkelig nyttig
- Videooptagelse med 4K 120fps
- God byggekvalitet
- God prissætning
Lidt at tænke over
- Kan blive meget varm
- Ingen Alert Slider
- Kameraet skuffer
- Bloatware
- Ingen trådløs opladning
- Oplader medfølger ikke
- Hurtigopladning kræver understøttet oplader
Mere til historien
OnePlus har tidligere forsøgt at droppe Alert Slideren på deres telefoner. Det skete med OnePlus 10T, hvor knappen blev fjernet for at give plads til hurtigere opladning og forbedret køling. Beslutningen udløste så stor kritik, at OnePlus til sidst måtte love, at slideren ville vende tilbage.

