Nyt kompakt og billigt Røde mikrofonkit til kamera og telefon – sådan er det! TEST
ANMELDELSE: Røde Wireless Micro Camera Kit er en stærk konkurrent til DJI Mic Mini. Jeg har prøvet det nye billige mikrofonsæt.

Op til lanceringen har jeg haft mulighed for at teste Rødes nye kompakte, trådløse mikrofoner: Røde Wireless Micro Camera Kit, der nu er i butikkerne.
Sammenlignet med Røde Wireless Micro, som for nylig er blevet lanceret i nye farver, byder det nye sæt på væsentlige forbedringer for dig, der arbejder med podcast, lydoptagelser eller video.
“Camera Kit”-betegnelsen er ikke tilfældig. Ud over en USB-C-adapter til smartphones – som jeg vender tilbage til – indeholder sættet nu en modtager med et 1,1-tommer farvedisplay.
Displayet viser signalstyrken fra de tilsluttede mikrofoner og indikerer, om der er lydinput.
Den grafiske visning af lydniveauet fungerer dog mest som en indikator for, om der overhovedet kommer lyd igennem, og ikke som en præcis måling af lydstyrken – displayet er ganske enkelt for småt til det. Det er en skam, at det ikke er et rigtigt dB-meter.
Skærmen gør det nemt at se, hvilken af de to mikrofoner der er aktiv.
Modtageren har et 3,5 mm lydoutput (kabel medfølger), hvilket gør det muligt at tilslutte et DSLR-kamera. Den har også en monteringssko, så den kan fastgøres på kameraets top.
Der medfølger, som nævnt, en smartphone-receiver, som fuldender “Camera Kit”-navnet. Sæt donglen i telefonen, og du kan optage lyd fra én eller begge mikrofoner.
Lyden styres automatisk
Et minus for mig er, at lydstyrken på optagelsen er taget ud af mine hænder. Der kan ikke indstilles en optagevolumen eller skrues ned for den. Alt dette styres automatisk af den indbyggede firmware i produktet.
Naturligvis betyder det, at rigtig mange nemt kan komme i gang med at optage god lyd – uden at skulle tænke på en masse indstillinger.
Her skal det siges, at du ved tilslutning af et kamera, kan justere outputniveauet fra modtageren. Der er tre indstillinger, hvilket jeg synes er lidt tamt.
Heldigvis har Røde ikke, som DJI Mic Mini, støjreduktion indbygget. Eller jo – men den er ikke aktiveret som standard. Hos DJI fungerer dette ret dårligt, og det er ikke helt logisk, hvordan man slår det fra. Heldigvis har Røde, som nævnt, deaktiveret funktionen i salgspakken.
Hvis støj skal reduceres, har jeg værktøjer til at gøre det i efterproduktionen. Jeg har ikke tillid til en one-size-fits-all-løsning.
Med Røde kommer du hjem med ren lyd – enten begge mikrofoner på én kanal eller hver mikrofon i henholdsvis højre og venstre kanal.
Lyder godt!
Det førnævnte DJI Mic Mini, der er en af Rødes direkte konkurrenter, lyder ret godt. Jeg har dog bøvlet lidt med, at den klipper i toppen, når der tales højt. Her er det en fordel, at man kan nedjustere inputniveauet direkte på modtageenheden.
Røde lyder, efter min smag, en smule bedre. Der er lidt mere fylde i lyden. Og lytter du godt efter, kan du høre Rødes distinkte lyd. Ligesom Shure-mikrofoner – der, i lighed med Røde, bruges rigtig meget til podcasts – har Røde-mikrofonerne deres eget touch i lyden.
Du får en god out-of-the-box-lyd fra Wireless Micro Camera Kit, men du kan gøre den endnu federe i postproduktionen. I min seneste video, som du kan se (og høre) her, har jeg brugt det nye Røde-sæt. Lyden har fået lidt ekstra øf i efterproduktionen, ganske som jeg plejer at gøre.

Simpel tilslutning til din smartphone
Den medfølgende smartphone-dongle (USB-C) gør det muligt at bruge de små mikrofoner med din telefon. Donglen er lille og diskret.
Så snart den er sat i, er mikrofonerne klar til brug. Via appen Røde Central kan du justere enkelte indstillinger – for eksempel om du vil have lyd fra begge mikrofoner i begge stereokanaler, eller én mikrofon i hver kanal.
Du kan bruge hvilken som helst app til lydoptagelse, og lyden kommer ind både i kamera-/videooptagerappen og i alle lydapps.
I øvrigt er det let at sætte mikrofonerne på blusen. Enten kan du bruge klipsen, eller sætte dem fast med magnet.
Design by failure
Jeg er nødt til at påpege én designfejl fra Røde: Oplade- og opbevaringsæsken er ikke stor nok til både at rumme modtageren til kamera, dongle, mikrofonerne og tilbehøret.
De medfølgende plyssede vindhætter kan ikke være i æsken. Det kan smartphone-donglen heller ikke. Reelt betyder det, at disse vigtige tilbehørsdele er i fare for at blive væk. Der er heller ikke blevet plads til en lille transportpose, som ellers kunne være et alternativ.
Det er så ærgerligt, at opladeæsken ikke er bare en lille smule større. Her vil jeg fremhæve DJI Mic Mini, hvor det hele kan være i æsken.
ANMELDELSE: Her er DJI Mic Mini – sådan er de
Konklusion: Absolut pengene værd!
Vi lever i en tid, hvor lyd og video er tilgængeligt for alle. Store lydfirmaer som blandt andre Røde har set et marked uden for de traditionelle mediehuse og produktionsfirmaer.
Røde Wireless Micro Camera Kit er (endnu) et eksempel på, at god lyd ikke behøver koste en formue. Sættet, jeg har testet, er set til 1.245 kroner – en virkelig skarp pris!
Som nævnt er lydkvaliteten lidt bedre (på nørdniveau) end DJI Mic Mini. Men det her handler ikke kun om lyd. Det handler også om, hvorvidt du vil gå med et kinesisk firma som DJI eller den australske lydvirksomhed Røde.
Røde Wireless Micro Camera Kit rammer 5 ud af 6 stjerner. For mig trækker det én stjerne ned, at jeg ikke har hele kittet samlet i én æske.
Hvis du ikke har brug for kameradelen, men udelukkede har brug for tilslutning af mikrofoner til din smartphone, så tjek Røde Wireless Micro. Mikrofonerne og lyden er den samme, som i kittet jeg her har omtalt.
Røde Wireless Micro koster omkring 799 kroner – læs mere her (annoncelink).
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- God lydkvalitet med fylde og Rødes karakteristiske lydprofil
- Skarp pris
- Farvedisplay på modtageren viser signalstyrke og aktiv mikrofon.
- Nem opsætning: Parret og klar til brug med det samme.
- USB-C smartphone-dongle medfølger
- Mulighed for splitoptagelse: Én mikrofon pr. kanal eller begge på én.
- Kompatibel med DSLR-kameraer via 3,5 mm output og monteringssko.
- Australsk producent
Lidt at tænke over
- Ingen manuel kontrol over optagevolumen – styres automatisk
- Oplade- og opbevaringsæsken er for lille
- Vindhætter og dongle kan ikke være i æske
- Displayet fungerer ikke som præcist dB-meter – kun som indikator
Mere til historien
Det teoretiske rækkevidde på mikrofonerne er op til 100 meter.

