Samsung S25 FE skuffer på ét altafgørende punkt | TEST
TEST: Den har en fremragende skærm, god ydeevne og fin batteritid. Alligevel efterlader den nye Samsung Galaxy S25 FE et vigtigt spørgsmål ubesvaret.

Samsung fortsætter sin tradition med Fan Edition-serien (FE) og præsenterer med Galaxy S25 FE endnu en telefon, der på overfladen lyder interessant, men hvor prisen er dens største modstander.
Modellen bringer mange af de vigtigste funktioner og opgraderinger fra Galaxy S25- og S25+-modellerne ind i et prisvenligt og mere tilgængeligt format. Sådan vil Samsung i hvert fald gerne have det til at fremstå.
Spørgsmålet er, om dette reelt er et godt køb til prisen, som den er i dag?
Design og byggekvalitet: Føles velkendt
Udseendet er klassisk Samsung med de linjer, der føles velkendte.
Under overfladen har Samsung fokuseret meget på robusthed: S25 FE kommer med en opgraderet Armor Aluminum-ramme, som skal gøre telefonen ekstra modstandsdygtig over for hverdagens udfordringer.
Glasset er Gorilla Glass Victus+, det mest holdbare glas til dato på en Samsung-telefon.
Telefonen måler 161,3 x 76,6 x 7,4 mm og vejer cirka 190 gram. Det betyder, at du står med en lidt stor og kluntet enhed i hånden, der ikke har den store elegance.
Telefonen er IP68-certificeret, hvilket betyder vand- og støvafvisning som på flagskibene.
Farvepaletten byder på Navy, Jet Black, Icy Blue og White, hvor Navy fremstår som hovedfarven i markedsføringen. Det er præcis den farve, jeg har fået tilsendt. Farven er dog ret cool.
Skærm: En af de bedste i klassen
Samsung holder fast i sin velkendte opskrift med en 6,7 tommer Dynamic AMOLED 2X-skærm med en adaptiv opdateringsfrekvens på 120 Hz og en Full HD+ opløsning på 1080×2340 pixels.
Det betyder, at billedoplevelsen både er lynhurtig og særdeles skarp med nuancerige farver og en høj lysstyrke på op til 1900 nits.
Denne LTPO AMOLED-teknologi sikrer, at skærmen kan justere opdateringshastigheden fra 1 Hz til 120 Hz afhængigt af brugsscenariet for at spare på batteriet, uden at gå på kompromis med flydende animationer.
Ydelse: Stort set ikke en opgradering
På Galaxy S25 FE får du Exynos 2400-chipsettet, der er bygget på 4 nm-teknologi.
Når jeg sammenligner den rå ydelse (se målingen herunder) med forgængeren S24 FE, så er der stort set intet nyt. Det er dog klart, at sammenlignes der med Galaxy S25 Ultra, så er det en helt anden sag.
Både S24 FE og S25 FE yder rigeligt til at du får flydende betjening og gaming uden udfald. Der er altså masser af overskud.
Telefonen kommer med 8 GB RAM som standard og fås i varianter med 128 eller 256 GB lagerplads. Det er klart 128 GB, som du skal købe. Den anden bliver alt for dyr.
Samsung har forbedret kølingen, men under langvarig belastning har jeg dog oplevet, at telefonen alligevel bliver pænt varm. Det er ikke et stort problem, men det er bare ikke så behageligt at sidde med.
Batterikapaciteten er hævet en smule i forhold til Galaxy S24 FE – fra 4.700 til 4.900 mAh. Det er ikke meget, men det giver lidt ekstra ro i maven på de travle dage.
Samsung har også opgraderet den kablede opladning til 45 watt (fra 25 watt). Det er en mærkbar forbedring, der betyder, at man kan lade telefonen op fra 0 til cirka 65 procent på en halv time under de helt rigtige forhold.
Trådløs opladning understøttes med op til 15 watt, men uden den nye QI2 MPP-standard. Dermed kan du ikke, som på Pixel 10-serien (eller iPhone), bruge de magnetiske opladere (kendt som MagSafe). Det synes jeg er rigtig ærgerligt.
Antutu | 3D Mark | Geekbench 1/2 | Geekbench OpenCL | |
S25 FE | 1.923.331 | 3.748 | 2.086/6.807 | 13.622 |
S24 FE | 1.754.013 | 3.823 | 2.029/6.448 | 15.132 |
S25 Edge | 1.784.501 | 3.693 | 2.049/8.498 | 16.095 |
S25 Ultra | 2.139.173 | 6.025 | 2.990/9.783 | 18.394 |
Kameraer: Kendt opskrift med små forbedringer
På kamerafronten holder Samsung fast i det velkendte system: En 50 megapixels hovedsensor med f/1.8 og optisk stabilisering (OIS), et 8 megapixels telefotokamera med 3x optisk zoom og en 12 megapixels ultravidvinkel (0,5x) sensor. Frontkameraet har en 12 megapixels sensor mod tidligere 10 megapixels.
Du skal ikke forvente fotokvalitet og kameraoplevelse som på de dyrere telefoner med S25 FE, men heldigvis er Samsung kendt for at levere en fornuftig kvalitet i mellemklassen. Det gælder også her.
Samsungs ProVisual Engine bidrager til bedre billedkvalitet gennem AI-baserede billedforbedringer som forbedret HDR og støjreduktion.
I praksis leverer telefonen skarpe fotos i de fleste lysforhold med god farvegengivelse og dynamik. Portrætter og zoom-billeder holder stadig et pænt niveau.
Videooptagelse tilbydes i op til 8K (30 fps), hvilket de færreste vil bruge. 4K har en maksimal framerate på 60 fps. Videokameraet har billedstabilisering.
GALAXY AI: Du får også Samsung Galaxy AI, pakken med funktioner baseret på kunstig intelligens, plus Googles AI-funktioner, herunder Gemini Live og Circle to Search.
Prisen er helt ude i skoven
Vi kommer ikke udenom, at S25 FE er prissat helt ude i skoven. Uden abonnement koster den 5.999 kroner (128 GB), hvilket er ALT for dyrt. Du kan købe en ægte Galaxy S25’er til omkring 4.800 kroner.
Sidste år startede Galaxy S24 FE på det samme niveau, men faldt ifølge Pricerunner til 4.400 kroner inden for en måned. I april var den endda helt nede i 3.000 kroner.
Det synes jeg er en uacceptabel prissætning og rigtigt ærgerligt for dem, der har købt telefonen i starten af salgsperioden.
Det ubesvarede spørgsmål er: Hvorfor skal den være SÅ dyr, når prisen alligvel falder lige om lidt?
Til sammenligning kan du finde en OnePlus 13 (en ægte topmodel) til 6.100 kroner eller en OnePlus Nord 5 til cirka 3.000 kroner.
SÅDAN OPDATERS SAMSUNG GALAXY S25 FE: Samsung lover syv års opdateringer, men forholder sig ikke til, hvordan dette harmonerer med nye EU-regler, der kræver opdateringer i mindst fem år, efter produktet er udgået af markedet.
Konklusion: Dumper på prisen
Selvom Galaxy S25 FE kommer med den omfattende sikkerhedsløsning Knox, adgang til en desktoplignende brugerflade ved tilslutning til ekstern skærm og en rigtig fin mobilskærm, er dette en skrabet model.
Den gode nyhed er, at Samsung formår at levere en glimrende brugeroplevelse til dem, der f.eks. finder telefonen her til en fornuftig pris.
Jeg synes ikke, designet er noget særligt, og kameraets udformning gør, at telefonen vipper, når den ligger på bordet.
Samsung skal dog have ros for en rigtig god fingeraftrykssensor og mulighed for at bruge ansigtsgenkendelse.
Opladningshastigheden og holdbarheden er forbedret sammenlignet med Galaxy S24 FE og forgængerne. Og ja, du får stadig adgang til AI-funktionerne – absolut en brugbar fordel.
Personligt ville jeg nok i stedet vælge f.eks. en Galaxy S24 eller Galaxy S25 fremfor en FE-model. Disse er bare lige den tand federe på mange punkter.
Konkurrencen er hård fra andre producenter, som i skrivende stund byder ind med stærke alternativer i samme prisleje eller billigere.
Derfor bør du som forbruger overveje, hvor vigtigt Samsung-universet er for dig – og i hvert fald være opmærksom på ikke at give for meget for Samsung Galaxy S25 FE.
Opdateringerne syv år taler dog rigtigt meget for, at valget skal være en Samsung. Min samlede vurdering er, at prisen skuffer og at hvis du SKAL have S25 FE, så vent til prisen er faldt.
4 ud af 6 stjerner.
Hvis jeg havde testet S25 FE efter et større prisfald ville min vurdering uden tvivl være anderledes, men på det foreliggende grundlag, så fortjener den ikke en højere karakter.
Aktuelle priser på Samsung Galaxy S25 FE
Herunder kan du se dagspriserne på Galaxy S25 FE (128 GB).
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- God skærm: Flot kvalitet med høj lysstyrke og adaptiv 120 Hz
- Holdbarhed: Armor Aluminum-ramme og Gorilla Glass Victus+
- Vand- og støvafvisende: Er IP68-certificeret
- God batteritid: Større batterikapacitet end forgængeren.
- Kablet opladning: Understøtter nu 45 watt
- AI-funktioner: Inkluderer Samsung Galaxy AI og Google AI-funktioner
- Fine kameraer: Leverer en fornuftig fotokvalitet i de fleste situationer
- 7 år: Opdateres i lang tid
Lidt at tænke over
- For høj pris: Lanceringsprisen på 5.999 kr. er alt for dyr sammenlignet med andre modeller og konkurrenter
- Klumset design: Føles stor, klodset og mangler elegance.
- Varm under belastning: Bliver varm under langvarig brug
- Manglende Qi2 MPP-standard: Kan ikke bruge de magnetiske opladere som på f.eks. Pixel-telefoner og iPhone
- Vipper på bordet: Kameraets udformning gør, at telefonen vipper.
- Ydelse: Fin men ikke en opdatering ift. S24 FE
Mere til historien
S25 FE kommer også med stereohøjttalere og Wi-Fi forbindelse hvor standarder op til Wi-Fi 6e er understøttet.