Xiaomi lancerer Galaxy Flip-konkurrent
Xiaomi har lanceret den nye Mix Flip 2, som er deres nyeste bud på en foldbar smartphone. Læs om den her.

Xiaomi har netop præsenteret sin nyeste foldbare telefon, Mix Flip 2, som lover at være en markant forbedring i forhold til sin forgænger.
Mix Flip 2 er en konkurrent til Motorola Razr 60 Ultra og Samsung Galaxy Flip-serien.
Efter ugers teasere er den nu officielt annonceret og kommer i fire farver: Lattice Gold, Shell White, Nebula Purple og Plum Green, samt i tre hukommelseskonfigurationer op til 16 GB RAM og 1 TB lagerplads. Det skriver GSMArena.
LÆS MERE: Xiaomi Mix Flip 2 – ny konkurrent til Galaxy Z Flip på vej
MIX Flip 2 ligner ved første øjekast sin forgænger, men byder på forbedringer over hele linjen.
Cover-skærmen er nu større og strækker sig længere ud mod kanterne, og begge skærme understøtter P3-farveskala, 120 Hz opdateringshastighed og en imponerende maksimal lysstyrke på 3.200 nits.
Telefonen er udstyret med et innovativt tre-leddet hængsel, der sikrer en flad lukning og minimerer folden i skærmen.

Under motorhjelmen finder man den kraftfulde Snapdragon 8 Elite SoC samt et dobbelt dampkammerdesign til køling.
Batteriet har også fået et løft til hele 5.165 mAh, der understøtter både 67 watt kablet og 50 watt trådløs opladning.
På kamerafronten har Xiaomi opgraderet setup’et. MIX Flip 2 kommer med et 50 megapixels vidvinkelkamera og et 50 megapixels ultravidvinkelkamera med autofokus og makrofunktioner. Frontkameraet er på 32 megapixels og understøtter 4K-video.
Telefonen leveres internationalt med USB-kabel, etui og en 67 watt oplader.
Priserne starter ved CNY 5.999 (ca. 715 EUR) for 12/256GB-modellen, hvilket gør den til et interessant bud på markedet for foldbare smartphones.
Det ventes ikke, at Mix Flip 2 kommer på det danske marked.
Mere til historien
Xiaomi har andre produkter på markedet herhjemme. Både smartphones og andre elektroniske enheder. Du kan læse anmeldelsen af deres seneste topmodel på smartphone-markedet her.