Flere danskere vil ikke undvære kontanterne
En ny undersøgelse slår fast, at kontanter i den grad stadig bliver brugt blandt danskerne.

Selvom vi er i 2025, og teknologien aldrig har været vildere, større og mere skræmmende, er der én ting, der stadig bliver holdt fast i herhjemme: Kontanter.
På trods af at Apple Pay, Google Pay, betalingskort og MobilePay alt sammen bidrager til et kontantløst samfund, er det altså ikke hele sandheden.
En ny undersøgelse foretaget af Norstat for Sikkerhedsbranchen og bevægelsen “Bevar Kontanter” viser nemlig, at 87 procent af danskerne gerne vil bevare kontanterne.
Ifølge undersøgelsen er der ikke kun en sentimental værdi i det. 40 procent af danskerne har en beholdning af kontanter liggende til krig og krise, og 66 procent har kontanter liggende, når det spidser til.
17 procent satser på MobilePay eller andre elektroniske betalingsmetoder, mens 9 procent tror på det internationale betalingskort eller det danske dankort.
LÆS MERE: Er kontantløst Danmark stærkt på vej?
Stadig mange der bruger kontakter
88 procent af danskerne bruger stadig kontanter, mens kun 12 procent siger, at de aldrig har kontanter mellem hænderne. Ud af dem bruger 42 procent kontanter mindst én gang om måneden, 18 procent bruger dem én gang om ugen, og 37 procent bruger dem nogle gange om året.
Der peges også på, at flere hæveautomater vil medføre, at folk bruger kontanter noget oftere. Helt præcist peger 22 procent på dette, og en lige så stor gruppe er klar til at skifte til kontanter, hvis der kommer gebyr på digitale overførsler.
Mistænkeliggørelse spiller også en stor rolle i spørgsmålet om kontanter. 24 procent mener nemlig, at de føler sig udskammet eller mistænkeliggjort, fordi de bruger kontanter, og 16 procent oplever, at banken ikke vil tage imod deres kontanter.
LÆS MERE: Vi er mere online end nogensinde før
Mere til historien
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere.