Sony Xperia 1 VII er lækket i alle farver
Sony lancerer nu deres næste flagskib. Allerede nu er telefonen lækket i alle farver.

Dagen før den officielle afsløring den 13. maj er billeder af den kommende Sony Xperia 1 VII lækket og viser telefonen i alle tre forventede farver.
Den ikoniske lilla er tilbage, sammen med klassisk sort og en stilfuld grøn. Det skriver GSMArena.com.
LÆS MERE: Her kan du læse alt om Xperia 1 VII
Designmæssigt ser Xperia 1 VII ud til at holde fast i Sonys velkendte stil, og kameralinserne prydes igen af Zeiss T-coatingen.
Kameraopsætningen inkluderer et periskop-telefotoobjektiv, og den nye ultravidvinkel får en markant større sensor – hele 2,1 gange større end den i forgængeren, Xperia 1 VI.
Glædeligt for mange beholder Xperia 1 VII både det traditionelle 3,5 mm hovedtelefonstik og stereohøjttalere, der nu leverer bedre lyd i de lave og mellemste frekvenser.
Batteriet er på solide 5.000 mAh, hvilket Sony lover vil give op til to dages batterilevetid.
Skærmen vil igen bære Bravia-navnet, og telefonen udstyres med to lyssensorer for automatisk justering af lysstyrken – en på for- og en på bagsiden.
LÆS MERE: Sony er klar med nye lavpris-inear headsets
På softwarefronten lover Sony fire store Android-opdateringer og seks års sikkerhedsopdateringer. Telefonen lanceres med Android 15.
En nylig benchmark-test via Geekbench har også afsløret, at Xperia 1 VII vil blive drevet af det kraftfulde Snapdragon 8 Elite-chipsæt kombineret med 12 GB RAM.
Du kan se billederne fra Android Headlines og GSMArena.com her.
Mere til historien
Sony har lanceret deres 2025-serie TV-serie og ligeledes udfaset 8K.