Legendarisk studie-hovedtelefon får nyt liv
Arbejder du med lyd, så er et headset fra Beyerdynamic et must! Nu er DT 770 Pro blevet opdateret.

Den legendariske Beyerdynamic-hovedtelefon, en fast bestanddel i lydstudier siden 1985 og elsket af et utal af musikikoner, får nu følgeskab af DT 770 PRO X
Denne opdaterede version, der oprindeligt blev lanceret som en eksklusiv jubilæumsmodel i anledning af virksomhedens 100-års fødselsdag, er blevet så populær, at den nu bliver en integreret del af det professionelle sortiment, fremgår det af en pressemeddelelse.
DT 770 PRO X forener den velkendte lydkvalitet og det robuste design fra originalen, og den er anvendelig hvad enten musikken skabes i et high-end studie eller hjemme i soveværelset.
Fra McCartney til Swift – og John G.
I over fire årtier har Beyerdynamic sat standarden inden for lydoptagelse og monitorering. De er kendte for sin neutrale lyd, solide byggekvalitet og høje komfort.
Fra Paul McCartney til Taylor Swift og et hav af andre artister har benyttet disse hovedtelefoner, skriver Beyer.
Det skal dog siges, at når vi taler Paul McCartney, så er det nok den originale vintage-model DT 100, der i de tidlige år, er anvendt.
Jeg bruger selv Beyerdynamic DT 770 Pro til mine produktioner, og jeg kan bekræfte, at muligheden for reservedele, god komfort og ikke mindst lyd man kan regne med, er omdrejningspunktet for mig.
Dertil kommer, at hovedtelefonerne ikke er ret dyre. Jeg har dog ikke prøvet DT 770 PRO X, og jeg kan derfor ikke fortælle, hvordan de føles eller lyder.

TEST: Det nye high-end headset fra Huawei lyder fantastisk
Nyt driversystem og 48 ohm
Et nyt såkaldt STELLAR.45-driversystem sikrer en detaljeret lydgengivelse over et bredt frekvensområde, og med en impedans på 48 ohm fungerer hovedtelefonerne optimalt med både professionelle lydinterfaces og mobile enheder uden at gå på kompromis med lydkvaliteten.
Det aftagelige tre meter lange mini-XLR-kabel øger fleksibiliteten ved skift mellem udstyr og miljøer.
For at sikre komfort under lange arbejdsdage er DT 770 PRO X udstyret med en udskiftelig, polstret hovedbøjle med en ergonomisk fordybning. De bløde velour ørepuder bidrager til en behagelig pasform, og den robuste konstruktion i fjederstål sikrer et stabilt og ensartet tryk omkring ørerne.
Ligesom alle andre modeller i PRO-serien er DT 770 PRO X håndlavet i Tyskland med fokus på holdbarhed, reparationsmuligheder og pålidelig lyd.
Beyerdynamic DT 770 PRO X er tilgængelig nu til en vejledende pris på 1.699 kroner.
GUIDE: 5 billige headsets med ledning til børn
Mere til historien
En stor fordel ved Beyerdynamic er, at der ikke er en masse smart-tech indbygget. Det er helt klassiske analoge hovedtelefoner.