CBB Mobil topper kundeloyaliteten for femte år i træk
Endnu engang er det CBB Mobil, som vinder titlen – dog skarpt forfulgt i år.

For femte år i træk indtager CBB Mobil førstepladsen i BrancheIndex Mobil, der måler kundeloyaliteten blandt danske mobilselskaber i 2025. Selvom CBB Mobil oplever en lille tilbagegang i indekset, formår de altså at fastholde førerpositionen. Succesen tilskrives især deres fokus på et stærkt produkt til en attraktiv pris kombineret med en kundeservice, som selv de dyrere konkurrenter har svært ved at matche.
CBB Mobil udvider streaming med intropris
Det er altså femte år i træk og ottende gang samlet set, at det er CBB Mobil, som løber med sejren.
Kampen om toppen var dog tæt i år. 3 Mobil, OiSTER og Eesy følger lige i hælene på CBB Mobil med kun et enkelt indekspoint imellem sig. Særligt 3 Mobil har haft en imponerende fremgang og placerer sig nu på deres bedste placering nogensinde som nummer to. Fortsætter 3 Mobil deres positive udvikling, kan de potentielt udfordre CBB Mobils dominans i den kommende måling for 2026.
I bunden af feltet finder man de store, etablerede teleselskaber YouSee, Telenor og Telia. Disse selskaber trækker gennemsnittet ned, hvor Telia overtager sidstepladsen fra Telenor i år. Begge de sidstnævnte oplever en negativ udvikling i kundeloyaliteten.
Undersøgelsen viser en klar tendens, hvor de mindre, men digitalt stærke udbydere generelt klarer sig bedre end de store. Lavprismærker som CBB Mobil (i forhold til Telenor), Eesy og Telmore (i forhold til YouSee) får bedre vurderinger end deres større søsterselskaber. Ifølge undersøgelsen skyldes dette, at de nye selskaber ofte appellerer til kunderne på andre værdier end blot vane, såsom lav pris, lokal forankring eller en grøn profil.
Lars Jepsen, researchchef i Loyalty Group, fremhæver, at CBB Mobils vedvarende succes i høj grad skyldes deres tilgang til kundeservice. Selvom pris og produkt naturligvis spiller en rolle, er det den gode serviceoplevelse, der for alvor sikrer dem sejren i et konkurrencepræget marked.
Mere til historien
Teleselskabet 3 har netop fejret 10 år med vækst.