Huawei Watch D2 holder øje med dit blodtryk | TEST
TEST: Blodtryksmåling med medicinsk godkendelse er den store nyhed i Huawei Watch D2, som jeg har testet.

I et stykke tid har jeg droppet mine sædvanlige smartwatches, der skifter lidt mellem Apple Watch og forskellige Android-ure, til fordel for Huawei Watch D2.
D2 har et par tricks i ærmet, som konkurrenterne ikke kan matche. Det kommer jeg tilbage til i denne test af Huawei Watch D2.
På afstand ligner Huawei Watch D2 et Apple Watch. Der er INGEN tvivl om, hvor inspirationen kommer fra. Det, der afslører forskellen, er remmen, der er lidt voldsommere, end hvad vi normalt ser fra f.eks. Apples side.
Skærmen er 1,8 tommer med en lysstyrke på 1500 nits, hvilket er noget under henholdsvis Apple Watch Ultra og Series 10, der har hhv. 3.000 og 2.000 nits i peak, men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke har oplevet det som et problem.
Når du kommer tæt på uret, så vil du se, at skærmen ikke går helt så langt ud til kanten, som vi ser på andre smartwatches. I starten syntes jeg, det var irriterende, men nu er det jo bare sådan.
Tracker din motion og søvn
I lighed med alle andre smartwatches kan Huawei Watch D2 tracke dine gå- og løbeture og meget andet. Det har faktisk over 80 motionsmålingstyper inkl. bjergbestigning, mountainbike og selvfølgelig de mere gængse som løb og cykling.
D2 holder også øje med din søvn og kommer hver morgen med en rapport, så du ved, hvordan du har sovet. Ja, her ligner Huaweis smartwatch alt det andet, som vi ellers ser på markedet.
Det helt nye, som Huawei Watch D2 bringer til bordet, er måling af blodtryk.
Helbredstjek med blodtryksmåling – medicinsk godkendt!
Remmen på Huawei Watch D2 har en oppustelig aflang ”ballon” ned mod huden. Når blodtryksmålingen aktiveres, så pustes den op – som du kender det fra lægen, der sætter en manchet på – blot på overarmen.
Mens målingen udføres, skal du sidde helt stille, hvorefter resultatet hurtigt foreligger. I forbindelse med målingen så klemmer uret ret hårdt omkring armen.
Jeg har ikke været ved lægen for at sammenligne resultatet fra uret med det professionelle udstyr, men Huawei siger selv, at funktionen er medicinsk certificeret.
Udviklingen af teknologien startede i 2015, og i 2021 kom Watch D, som var det første kommercielle Huawei-produkt med måling af blodtryk.
Konkret skriver Huawei om D2: ”Huaweis first 24-Hour Medically certified ABPM smartwatch”.
Efterfølgende har jeg spurgt Huawei til godkendelsen. Svaret var, at funktionen er godkendt som medicinsk udstyr. Havde de ikke denne godkendelse, kunne uret ikke sælges med blodtryksmåling – i hvert fald ikke i EU.
Uden at kunne dokumentere det, så er min oplevelse, at de resultater, D2 giver mig, minder om, hvad jeg tidligere har fået målt hos lægen, men det er jo ikke en garanti.
Udover at du kan tage en manuel måling, så kan Huawei Watch D2 også indstilles til at holde øje og måle løbende hen over dagen.
Resultaterne fra alle urets målinger, der også omfatter blandt andet puls, søvn, stress, SpO2, hudtemperatur og blodtryk, samles i en app på telefonen.
Det skal tilføjes, at D2 også kan tracke søvnapnø. Dette kaldes dog for ”uregelmæssigheder i vejrtrækningen”. Jeg gætter på, at Huawei med den formulering kommer uden om den medicinske godkendelse.
HUAWEIS PROBLEM: På Android-telefoner er det lidt svært at komme i gang med både Watch D2 og headsettet Huawei FreeBuds Pro, da de tilhørende apps ikke er tilgængelige på Google Play på grund af handelskonflikten, der satte Huaweis og Googles samarbejde ud af spillet. I stedet skal Huaweis appstore App Gallery hentes uden om Google Play, hvorefter Huaweis apps kan installeres. På iPhone går det lettere, da Huaweis apps her er direkte tilgængelige i App Store.
Kan lidt ekstra
Jeg noterer mig, at Huawei Watch D2 klarer sig godt på batteritiden. Mens Samsungs og Apples ure skal oplades (nærmest) hver dag, så kører D2 omkring 5 dage – alt efter brug.
Kører du mange blodtryksmålinger og bruger uret aktivt i forhold til motion, vil der være mindre strøm, men ikke i nærheden af ”så lidt” som på f.eks. Apple Watch.
Jeg synes i øvrigt, det er fedt, at Huaweis produkter fungerer med både Android og iPhone.
LÆS MERE: Huaweis high-end headset lyder fantastisk – TEST
Konklusion: Ret fornuftigt til prisen og til den rette køber
Huawei Watch D2 har sin force omkring blodtryksmålingen, og det appellerer til dem, der har brug for løbende at følge disse data. Disse personer er med D2 ikke afhængige af at skulle hjem til det almindelige blodtryksapparat, men kan foretage målinger, der hvor de er.
Selvom uret måske ikke helt er på niveau med de største konkurrenter i forhold til f.eks. lys i skærmen, eller hvor lidt afstand der er mellem skærmen og kanten, så fejler uret ikke. Du får stadig et rigtig godt smartwatch.
Batteritiden er det enkeltstående punkt, som jeg er størst fan af. Desuden er det et plus, at D2 virker med begge mobilplatforme, som vi bruger i vores markedsområde.
Prisen på omkring 3.000-3.500 kroner er egentlig ret rimelig. Særligt hvis du har brug for hovedfunktionen, blodtryksmåling. 5 ud af 6 stjerner.
Aktuelle priser på Huawei Watch D2
Herunder kan du se dagspriserne på Huawei Watch D2.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Blodtryksmåling direkte på armen
- Mange sundheds- og sportsfunktioner
- Overskuelig rapport med data fra målingerne
- Flot design
- Rigtig god batteritid
- Virker med Android og iPhone
- Behageligt at have på
Lidt at tænke over
- Skærmens lysstyrke kunne være kraftigere
- Automatiske målinger bruger reducerer batteritiden
- Forholdsvis stor afstand fra skærm til kant
- Bøvlet at installere Huawei-apps på Android
Mere til historien
Samsung har også haft blodtryksmåling i et af deres ure. Funktionen skulle dog kalibreres med et traditionelt blodtryksapparat.