Dreame A2 klipper flot men prisen er ‘way out’ | Test
TEST: Min test af Dreame A2 robotplæneklipperen roser maskinen for dens mange forbedringer, men prisen er stukket helt af.

Der er sket en del siden Dreame A1 i 2024-sæsonen, men lad mig slå fast med det samme, at Dreame A2 ikke er en revolution.
Det positive er, at Dreame A2 opleves at have en bedre hardwarekvalitet, hvilket nok også understreges af vægten, der er steget fra 12 til 16,3 kilo.
På afstand er det mest synlige, at maskinen har fået et AI-kamera forrest, så den bedre kan genkende haven og dens forhindringer.
Jeg har desuden lagt mærke til, at betjeningshjulet (til menuen) på toppen af maskinen ikke længere rasler og vipper, som jeg oplevede det på A1-robotten.
Hvis du er ny hos Dreame, så skal du vide, at maskinerne benytter LiDAR-teknologi til at skabe et 3D-kort af haven. Du er derfor hverken afhængig af kanttråd eller GPS-positionering via satellitter.
Allerede sidste år kunne jeg slå fast, at LiDAR-teknologien virker fantastisk. Ikke en eneste gang har maskinen været ude af kurs, og du kan roligt flytte rundt på opladestationen uden at være nervøs for, at kortet i maskinen rykker sig.
DREAME A2
- Arbejdsområde: Op til 3.000 kvm
- Klippehøjde: 3-7 cm.
- Klippebredde: 22 cm.
- Hældning: 50 % (26,5 gr)
- System: LiDAR 3D + kamera
- Pris: 22.699 kroner (vejledende)
Kommer tættere på kanterne
Dreame A2 har en klippebredde på 22 centimeter, men kommer desuden med et lille trick i ærmet. Ved kanterne kan den forskyde den roterende skive med klinger 5 centimeter til siden.
Forskydningen gør, at klingerne kommer længere ud mod kanterne, end hvad A1-modellen kan klare. Klingerne kommer dog ikke længere ud end skjoldet, så du skal ikke være bekymret for, om maskinen skærer hul i badebassinet.
Det lyder smartere, end det er, for du slipper altså ikke for en manuel tur med kanttrimmeren.
I sæson 2024 var kantklipning det store salgspunkt for Husqvarna 410XE Nera-modellen, som har et ekstra knivsæt forrest. Når den møder en kant, vender den rundt og klipper med “næsen”.
Dreame A2 sammenlignet med 410XE Nera? Ja, der vinder Husqvarna, men også her er det ikke perfekt.
Vær i øvrigt opmærksom på, at du sagtens kan lægge dit kort helt ud til kanten, men du risikerer dog, at robotten kører ind i højere kanter og får ridser.
Dreame kan som noget nyt selv kortlægge området ved at køre langs kanten i den indledende opsætning. Idéen er god, men skidt udført. Faktisk kørte den otte gange rundt om vores trampolin, inden jeg satte den over på manuel opsætning.

Softwaren er kraftigt forbedret
Da jeg sidste år startede A1 op, var den ikke helt klar i softwaren. Der er kommet en hel del opdateringer siden, som har gjort stabiliteten markant bedre.
Jeg savner dog stadig muligheden for at redigere et kort, efter det er oprettet. Jeg har f.eks. nogle steder, hvor den ikke klipper på grund af min manglende opmærksomhed under opsætningen, men den eneste måde, jeg kan ændre det på, er ved at oprette kortet en gang til.
Hvis du har to græsområder, der ikke hænger sammen med græs, f.eks. en flisegang, så kan du sagtens få robotten til at køre over dette for at komme til det nye område.
En sjov funktion er i øvrigt, at du kan lave et mønster, det kunne være et hjerte, i græsplænen. Og nu vi er ved mønstre, så kører Dreame A1 og A2 systematisk, og du kan vælge at klippe i lige baner eller f.eks. et skråmønster. Det ser ret cool ud.
Dreame A2 har “løse” forhjul og trækker på baghjulene. Det giver en udfordring, hvis du har en kuperet plæne, som kan få maskinen til at sætte sig fast. Det er dog ikke et vildt stort problem, blot noget du skal være opmærksom på.
Maskinen kan køre på hældninger på 26,5 grader (50 procent). Dette er en lille forbedring fra 24 grader (45 procent) på A1. Jeg har en rimelig plan grund og har derfor ikke mulighed for at afprøve det.
Appen til Dreame A2





HVAD MED RESERVEDELE: Det er let at finde knivsæt til Dreame A2, men det er ikke lykkedes mig at finde reservedele på nettet til robotten. Dette er et OBS-punkt, da robotten gerne skulle holde i mange år frem.
VIDEOTEST: Jeg kommer med en video om Dreame A2. Mens du venter, så kan du her gense min video om Dreame A1, hvor du kan få et grundlæggende indtryk af Dreame som robotplæneklippe-brand.
Konklusion: Vild prissætning!
Dreame A2 kan håndtere to forskellige kort, og du kan lave zoner samt stier til andre områder. Maskinen er stort set lydløs og triller fredeligt rundt på op til 3.000 kvm.
Flere steder er A2 ændret og forbedret i forhold til Dreame A1, men prisen er nu skruet helt vanvittigt op, og der er simpelthen ikke sket nok til at forsvare prisstigningen. Den vejledende pris er 22.699 kroner, men i markedet kan den findes til 19.499 kroner – det er dog stadig for meget.
I det prisniveau placerer Dreame A2 sig som en konkurrent til mere etablerede varemærker som Husqvarna og deres søsterbrand Gardena, men også Segway er her en vigtig spiller.
Lige nu kan Dreame A1 Pro (en lille justeret version af A1) findes til 12.287 kroner, men den har ifølge Pricerunner været nede i 11.999 kroner.
Min konklusion er, at intet i Dreame A2 retfærdiggør den voldsomme prisforskel, selvom A2 klipper din græsplæne ret pænt.
4,5 ud af 6 stjerner er min karakter, når jeg tager højde for prisen, hvad du kan købe A1 for, og funktionsforbedringerne.
Aktuelle priser på Dreame A2
Herunder kan du se dagspriserne på Dreame A2 (2025-model).
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Virkelig god navigation i haven med LiDAR-funktionen
- Ingen GPS-antenne
- Let at komme i gang
- Stort set lydløs
- Op til 3.000 kvm.
- Mange funktioner som fx at kunne indstille mønster
- Flere zoner og 2 kort
Lidt at tænke over
- Rigtig dyr!
- Grænser kan ikke ændres efter opsætning
- Kantklip ja – men ikke helt til kanten
- Segway og Husqvarna er nu konkurrenter
Mangler du som 1000-vis af andre viden om den nye teknologi? Modtag et overblik i indbakken 4 gange om ugen. Tilmeld dig GRATIS NETOP NU.
Mere til historien
Dreame A2 (og A1) bruger deres egne knive og fastgørelses-skruer og kan ikke dele knive med fx Gardena og Husqvarna.