10 ting du skal tænke på før du køber en robotplæneklipper

GUIDE: Her er det, som du skal overveje, hvis du vil have en robot til at klippe græsplænen.

Husqvarna, Automower 410XE NERA
Automower 410XE NERA (7 (Foto: Husqvarna)

Duften af nyslået græs er skønt, hvis man ikke har allergi. Desværre kommer den grønne græsplæne med en pris. Enten skal du bruge tid på at slå græsplænen manuelt og køre afklippet væk eller også skal du investere i en robotplæneklipper.

Robotplæneklippere findes i mange prisklasser. Når først de er installeret, bliver græsset klippet, men der kan være stor forskel på, hvor let det er at komme i gang samt vedligeholde installationen.

De billigste robotter er dem med færrest funktioner.

Mellemdyre robotter kan styres med en app. Dem fra øverste hylde kan finde rundt uden brug af kanttråd. I stedet er det satellitnavigation eller 3D-sensorer, som styrer klipningen.

De seneste år har jeg testet en del forskellige modeller. De er ikke bare ’prøvekørt’ nogle timer i en testinstallation, men er installeret fuldt ud i vores have med cirka 430 kvm græsplæne.

Naboen har også fået klippet deres græsplæne, hvilket bringer det samlede areal op over 700 kvm. Robotterne har kørt fra nogle uger til flere måneder, hvor flere modeller har afløst hinanden.

Det er langt fra alle robotplæneklippere, der er lige lette at samarbejde med. De dyreste er ikke altid de bedste. Det er nemlig sådan, at med enhver ny teknologi, møder man børnesygdomme, og jeg er ikke sikker på, at det er alle fejl, producenterne får rettet inden de er videre til næste års model.

VIDEO: 5 tips til at vælge den rigtige robotplæneklipper (12 min)

De bedste robotplæneklippere

I den store robotplæneklippertest fra 2024-sæsonen var der særligt to producenter, som jeg lagde lægge mærke til.

Husqvarna har siden midten af 1990’erne udviklet robotplæneklippere. Det mærkes på en solid produktkvalitet, men også i forhold til softwaredelen i robotterne, der er ret stabil. Husqvarna er helt fremme med ny teknologi som satellitstyrede robotter, mens firmaets lange historik på markedet desværre mærkes negativt i apps til de nyeste robotter.

I forhold til Segway, som på relativt kort tid er blevet et velkendt navn på græsplænerne, virker Husqvarnas apps sløve og gammeldags. Det ændrer dog ikke ved, at maskinerne er meget driftsstabile.

Segway kastede sig direkte over kant-trådfrie robotter med Navimow, der kom i 2021. Maskinerne er lækre, ser mere moderne ud end mange andre på markedet, og softwarestyringen via app er gennemarbejdet og meget hurtig at bevæge sig rundt i.

Ifølge Pricerunner starter priserne på en Segway-robot til 500 kvm græsplæne på 7.400 kroner, mens Husqvarna er noget dyrere. Her i 2025-sæsonen er Gardena (også Husqvarna) kommet med GPS-styret model. til 9.300 kroner. Gardena Sileno Free koster fra 9.300 kroner.

Jokeren: En fræk kineser

Dreame A1 er navnet på 2024-nyheden til haven. I år er den opdaterede version, Dreame A2 kommet.

A1 og A2 udmærker sig ved at anvende en såkaldt LiDAR-scanner til at kortlægge klippeområdet. Scanneren på robottens front kan skabe 3D-modeller af omgivelserne og derfor kende forskel på blomsterbede, græs og legehuse.

Kvaliteten af selve A1-robottens hardware er lidt skravlet, når vi sammenligner med Husqvarna og Segway. Prisen for en Dreame A1 er omkring 12.700 kroner. Den dækker op til 2.000 kvm. En tilsvarende Segway, dog kun til 1.500 kvm, koster omkring 16.000 kroner.

Dreame A1 klipper fint og appen er rimelig overskuelig, men hardwaren er “lidt tynd”.

Jeg er lige nu i gang med at testkøre Dreame A2.

Dette skal du overveje inden du køber en robotplæneklipper

  1. Græsplænens størrelse: Vælg en robotplæneklipper, der passer til størrelsen på din græsplæne. Køb modellen der passer til en plæne, som er lidt større end din egen, så din plæne bliver klippet inden for en rimelig tid. Hvis du f.eks. køber en model til 500 kvm, men din plæne er 800 kvm, skal robotten køre i betydeligt længere tid for at få det hele med. Længere driftstid betyder flere opladninger og større slid på batteriet, hjulene, motoren og knivene.
  2. Klippebredde og -højde: Har du en stor græsplæne, skal du have en robot med en stor klippebredde. Små græsplæner med stier og bede klares bedst med en mindre maskine og bredde. Klippehøjden er også en faktor, men generelt skal du tænke på, at græsset har det bedst på en højde mellem 4 og 6 centimeter. Hvis græsset er for kort, har det mindre at stå imod med i tørkeperioder. Klipper du græsset for kort, fjernes bladoverfladen og rodsystemet bliver svækket. Husk, at du aldrig må klippe mere end en tredjedel af græssets længde af ad gangen.
  3. Med eller uden kanttråd: Vælger du modeller med kanttråd, skal du huske, at det kun er én gang, tråden skal lægges. Efter installationen kan du flytte tråden lidt i takt med, at du får erfaring med, hvor tæt robotten kan køre på f.eks. bede og husmure. Du kan sagtens lægge tråden oven på græsset. Efter nogle uger opsluges den af græsset og forsvinder. De dyreste modeller bruger satellit- eller sensornavigation. Det er lækkert, men også noget dyrere.
  4. Styring via app: På nogle robotter kan du styre klippehøjde og tidsplaner fra en app. På de dyreste er det appen, som anvendes, når der skal opsættes klippeområder. Hvis du ikke er teknologiinteresseret, kan du sagtens undvære en app. Robotten sættes op via dens lille display, og for det meste passer robotten sig selv.
  5. Tyverisikring: Vælg en model med tyverialarm, kode og eventuelt GPS-sladrehank, så tyve får sværere ved at stjæle robotten. Ofte er en robot parret med ladestationen som et sæt, og robotten larmer, hvis den bliver løftet, og man ikke har koden til den.
  6. Reservedele: Undersøg, om der kan skaffes nye sliddele til robotten, som nye hjul, batteri og knive. Du skal skifte knivene mellem to og fire gange på en sæson. Jo skarpere knivene er, jo flottere klipperesultat får du. Se min korte video om klinger her.
  7. Opbevaring: Selvom robotplæneklippere er bygget til at stå udenfor i alt slags vejr, skal du tage udstyret ind om vinteren. Elmotorer og batteri har nemlig ikke godt af kulden. Overvej, hvordan du kan sætte robotten i vinterhi. Det skal ikke bare være i et uisoleret cykelskur, hvis du vil batteriet det bedste.
  8. Regnsensor: Du kan godt køre med robotplæneklipperen i regnvejr, men det er naturligvis ikke optimalt, hvis det hele sejler. Der er mange holdninger til regn og græsklipning. Nogle producenter har ikke regnsensor på deres produkter. Derfor er det op til dig og din holdning, om en regnsensor er nødvendig. Regnsensoren gør, at robotten ikke kører i regnvejr eller kører hjem til ladestationen, hvis det begynder at regne.
  9. Pris: Du kan finde robotter fra under 4.000 kroner og opefter. Læs troværdige anmeldelser på nettet og søg viden i Facebook-grupper om robotplæneklippere – tal også med venner – inden du køber. Min holdning er, at robotplæneklippere er en langtidsinvestering, som gerne skal køre i mange sæsoner, og det er dejligt at komme billigt i gang, men hvad hjælper det, hvis det f.eks. er svært eller umuligt at skaffe reservedele? Jeg har mødt robotter, som er bøvlede at installere og få til at køre perfekt, men bestemt også det modsatte. Når jeg skal anbefale en robotplæneklipper på budget, er mit forslag, at du køber en nedsat robot fra en af de kendte producenter.
  10. Leasing: Nogle producenter tilbyder leasingaftaler, så du gratis får installeret en robot og får den opbevaret om vinteren. Leasing kan også inkludere knive og service. Leasing er for dig, som vil have andre til at løse det hele. Du skal være opmærksom på, hvad prisen bliver på den lange bane. Alt efter model og størrelse af græsplæne koster leasing hos Husqvarna fra 299 kroner om måneden – men det kan også være hen mod den dobbelte pris, hvis du skal have en stor maskine. Leasingperioden er 36 eller 60 måneder.

Vælg den rigtige robot til græsplænen

Du kan se videoen her. Se flere techvideoer på dansk – følg gratis vores YouTube kanal

Mere til historien

Når du investerer i en robotplæneklipper så overvej hvor længe du forventer at du kan skaffe reservedele til den – og/eller hvor længe producenten vedligeholder appen.

Disse 5 batteridrevne nødradioer er også en powerbank

FM-radio, powerbank, solceller og håndsving til opladning af batteriet. Disse nødradioer på batteri er multiværktøjer.

(mere…)
3 fede telefoner til under 4.000 kroner

GUIDE: Her er telefonerne til dig, som ikke vil betale overpris for en ny smartphone.

(mere…)
Sådan laver du din egen emoji på iPhone

TIP: Hvis du vil eksperimentere med Apple Intelligence, kunne et sjovt sted at starte være Genmoji.

(mere…)
Segway klar med fire nye modeller til de store plæner

Ny serie af Navimow-robotplæneklippere fra Segway kan dække et areal på op til 10.000 kvadratmeter.

(mere…)
5 ting du skal vide før du køber robotstøvsuger

GUIDE: Hvor gode er støvsugning og gulvvask i rengøringsrobotterne? Og hvordan vælger du den bedste robotstøvsuger? Se videoen her.

(mere…)
Er varmepumpen i en elbil vigtig?

GUIDE: En varmepumpe giver ikke kun varme i kabinen. De er også længere rækkevidde at hente.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2025 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram