Nu giver iPad Air mening | TEST

TEST: I min test af iPad Air (2025) kommer jeg frem til, at den mellemste iPad giver langt bedre mening end tidligere.

KORT UDGAVE
Jeg har testet den nye iPad Air (2025), og den imponerer. Prisjusteringer gør den nu til et oplagt valg i overvejelsen mellem Air og iPad Pro. M3-chippen yder godt, selvom den ikke helt matcher promodellen. Designet er lækkert, og skærmen er god udendørs. Det nye Magic Keyboard med funktionstaster er et stort plus. Jeg savner dog 3,5 mm jackstik og 120 Hz. iPad Air er et stærkt valg for kræsne brugere, der vil have en kraftfuld tablet til arbejde og underholdning.

iPad Air, 7. generation, 2025-model
11-tommer iPad Air, 2025-udgave, er en ret fed iPad, hvis du har behovet (Foto: MereMobil.dk)

Ved min seneste anmeldelse af iPad Air var et af kritikpunkterne den ringe prisforskel mellem iPad Air og grundmodellen af iPad Pro.

Apple har efterfølgende justeret priserne, hvilket har tydeliggjort iPad Airs position på markedet.

Nu er rækkefølgen prismæssigt:

  1. iPad (11th gen, 2025), 11”, 128 GB: 3.299 kroner
  2. iPad Air (7th gen, 2025), 11”, 128 GB, 5.499 kroner
  3. iPad Pro (2024), 11”, 256 GB, 9.299 kroner

Det skal siges, at dengang fandtes iPad Pro med 128 GB lagerplads. Efter at den er fjernet, er startprisen naturligvis højere.

Den nye iPad Air fås i størrelser på 11 og 13 tommer, præcis som iPad Pro. Covertastaturet Magic Keyboard samt Apple Pencil Pro / Apple Pencil USB-C understøttes også.

Dermed er vi altså på nogle punkter ude i et produkt, der ligner iPad Pro, blot til en lavere pris.

For mig er en af de vigtigste forskelle ved valget, at iPad Air stadig ikke har Face ID, men i stedet har en fingeraftrykssensor i hjemknappen. Mere sekundært er det, at iPad Air ikke understøtter 120 Hz opdateringshastighed på skærmen – og ja, så får du en bedre skærm på iPad Pro, men nu er vi også over i de mere nørdede detaljer.

I forhold til 60 Hz vs. 120 Hz vil du ikke lægge så meget mærke til det.

Nu med en kraftigere Apple M3-chip

Chiparkitekturen er, i forhold til den billigste iPad, M-serien. I dette tilfælde M3 mod en A16-chip i iPad. Det giver en stor forskel i ydelsen.

Du skal her overveje, hvad du vil bruge din iPad til. Hvis du aldrig udfører processor- og grafiktunge opgaver, er den oplevede forskel minimal. Det gælder også mellem iPad Air og iPad Pro.

Apples samling af funktioner baseret på kunstig intelligens, kaldet Apple Intelligence, understøttes kun på de dyreste iPad-modeller og således ikke standardversionen.

Herunder kan du se mine målinger af ydelsen

Antutu3D MarkGB 1/2-coreGB OpenCL
iPad Air, M32.024.5595.2033.000 / 11.72244.767
iPad Pro, M42.767.1628.4383.702 / 14.67155.453
GB = Geekbench 6
iPad Air, 7. generation, 2025-model
iPad Air har en rigtig tynd designprofil (Foto: MereMobil.dk)

Fortsætter det flotte design

Jeg synes, iPad Air er en del mere lækker end den almindelige iPad. Det er sådan en iPad, man på den ene side har lyst til at holde i hånden, men på den anden side er nødt til at pakke ind i et (ofte) grimt cover for at beskytte skærmen.

Selvom skærmene med årene er blevet mere robuste, er det stadig en relativt skrøbelig glasoverflade, der i øvrigt er antirefleksbehandlet. Apple siger selv, at denne iPad-skærm har den laveste refleksion i branchen.

Hvis iPad Air bruges udendørs i solskin, kan man stadig nogenlunde let se, hvad der står på skærmen. I hvert fald på vores breddegrader. Jeg ved ikke, om den er lige så tydelig om sommeren ved en pool i Tyrkiet.

Du kan tilslutte eksterne enheder som kameraer eller SSD-lagerenheder til iPad Air, eller du kan tilslutte en ekstern skærm. Op til 6K-opløsning er understøttet (Pro Display XDR) eller Apple Studio Display med 5K-opløsning.

Dertil kommer understøttelse af Bluetooth 5.3 og Wi-Fi 6E.

Nyt tastatur med funktionstaster

Hvis du har brug for Apple Pencil, understøttes både Apple Pencil Pro og Apple Pencil (USB-C). Der er en række nørdede forskelle på de to, som du skal sætte dig ind i, før du køber en af disse. Vigtigst er det dog at overveje, hvorvidt du har behovet.

En nyhed er, at hvis du køber Magic Keyboard, er der nu kommet en funktionsrække til betjening af medieafspilning, lys og lysstyrke med videre. Dermed er Magic Keyboard til iPad Air på niveau med det tilsvarende tastatur til iPad Pro.

Hvis du er afhængig af kabeltilslutning af headset, skal du vide, at 3,5 mm-stikket ikke er understøttet. I stedet må du købe en USB-C / 3,5 mm jackstik-adapter.

Som de to tidligere generationer har iPad Air 2025 også Center Stage-funktionen i frontkameraet, som hele tiden forsøger at holde dig i midten af billedet, når du er i online-møder. Det er ret cool!

Lydkvaliteten fra højttalerne er god, når man tager størrelsen i betragtning. Du får her stereolyd, når iPad Air holdes vandret.

iPad Air, 7. generation, 2025-model
Magic Keyboard gør iPad Air til en lille mobil bærbar computer (Foto: MereMobil.dk)

Konklusion: Til den kræsne iPad-bruger

Sammenligner man standard-iPad’en med iPad Air, vil man opdage, at sidstnævnte er en virkelig god tablet. Den er på alle måder bedre end 11. generations iPad eller tidligere billig-modeller.

Jeg mener, iPad Air er værd at overveje af to grunde: For det første, hvis du har brug for en bærbar enhed, der kan håndtere processor- og grafiktunge opgaver. For det andet, hvis du leder efter en prisvenlig og mobil computer, der ikke er helt så dyr som en MacBook Air.

Jeg har tidligere brugt iPad Pro meget som erstatning for en MacBook, fordi den er ”mere mobil”. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at det var en låneenhed fra Apple. Hvis jeg skulle købe en selv, ville jeg vælge 13-tommerversionen af iPad Air med Magic Keyboard, mens jeg drømmer om pro-modellen.

I det nuværende udvalg af iPads giver iPad Air god mening. Den er markant bedre end standardversionen og lidt billigere end iPad Pro, men har stadig mange af de samme funktioner.

Hvis du allerede har en af de tidligere modeller med M-seriens chipsæt, er det ikke nødvendigt at opgradere, medmindre de 64 GB på f.eks. iPad Air M1 er utilstrækkelige for dig.

Den nye iPad Air (7. generation – 2025) er et godt valg for den rette bruger. Hvis du primært bruger din tablet til at se videoer og andet indhold, er iPad Air ikke det rigtige produkt for dig.

6 ud af 6 stjerner.

Her kan du læse min anmeldelse af iPad Pro 2024

Aktuelle priser på iPad Air M3, 128 GB

Herunder kan du se dagspriserne på iPad Air M3 (2025), 11-tommer, Wi-Fi, 128 GB lagerplads.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Ydelse der minder om iPad Pro
  • God skærmkvalitet. Høj lysstyrke og True Tone understøttes
  • Højttalerne lyder godt – stereo i horisontal position
  • God batteritid
  • Wi-Fi 6e understøttes – mulighed for køb af SIM-kort version med 5G
  • Godt frontkamera til onlinemøder (inkl. Center Stage)
  • Understøtter nyt Magic Keyboard, Apple Pencil Pro Apple Pencil (USB-C)
  • Lækket design
  • Rimelig prissætning

Lidt at tænke over

  • Skaber / behandler du indhold el. konsumerer du bare?
  • Stereolyd i både vandret og lodret position er kun på iPad Pro
  • Ikke 120 Hz opdateringshastighed i skærmen
  • Ingen port til 3,5 mm jackstik
  • Magic Keyboard er fedt med dyrt tilbehør
  • Fingeraftrykssensor – ikke Face ID.

Mere til historien

Mange vil kunne nøjes med at købe Wi-Fi versionen. Bruger du telefonen som hotspot, så sparer du både penge på iPad-købet samt til abonnementet.

iPad Air, 7. generation, 2025-model
Et vildt kameramonster i telefonformat 

VIDEO: Kameraet er vildt i Xiaomi 15 Ultra, men resten af telefonen fejler heller ikke noget. 

(mere…)
Jeg er vild med Xiaomi 15 Ultra | TEST

(mere…)
Ny Samsung-tablet: Stor skærm

Samsung Galaxy Tab S10 FE Plus, er lækket. Designet afslører en stor skærm.

(mere…)
Pengene værd? Vi har testet iPhone 16e

(mere…)
Flere nye iPads – en tynd og en billig

Apple har udgivet en ny iPad Air med M3-chippen og en ny iPad, 11. generation.

(mere…)
Xiaomi har overgået sig selv | Test af Xiaomi 15

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2025 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram