Nu kan du søge i DR’s radio- og tv-arkiv
Det Kgl. Bibliotek åbner stort DR-arkiv for offentligheden, som kan give et spændende kig i den danske mediehistorie.

Mandag den 31. marts 2025 kl. 10:00 lancerede Det Kgl. Bibliotek et omfattende DR-arkiv, der giver danskerne adgang til en stor del af den danske mediehistorie. Det skriver Det Kgl. Bibliotek i en pressemeddelelse.
DR-arkivet rummer ved lanceringen op mod en million radio- og tv-udsendelser fra perioden 2006 til 2024, og der er planer om løbende at tilføje endnu flere udsendelser.
Dette er en betydelig satsning på at dele kulturarven og give alle mulighed for at fordybe sig i og forstå Danmarks historie.
LÆS MERE: Det betyder det nye loginsystem på DRTV for dig
Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek, understreger vigtigheden af dette initiativ: “Åbningen af Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv er et vigtigt skridt i at åbne den danske mediehistorie og give danskerne mulighed for at genopleve, fordybe sig i og forstå vores fælles kulturarv.”
Arkivet er skabt til at gøre det nemmere for alle at udforske og orientere sig i dansk mediehistorie. Det er tilgængeligt online via Det Kgl. Biblioteks hjemmeside, så man kan søge og finde udsendelser, der måske ikke har været tilgængelige siden deres oprindelige sendetidspunkt.
Der er helt sikker nogle, som vil synes det er sjovt, at se eller gense gamle udsendelser.
Efter lanceringen vil Det Kgl. Bibliotek fortsætte arbejdet med at udvide arkivet. Fokus vil være på at tilføje ældre udsendelser, nogle helt tilbage fra 1931, samt at integrere nye udsendelser fra DR’s kanaler. Samtidig vil biblioteket arbejde tæt sammen med brugerne om at forbedre søgefunktionerne, så arkivet bliver endnu mere brugervenligt.
LÆS MERE: Brister streamingboblen? Prisen er et problem
Realiseringen af DR-arkivet er resultatet af medieforliget 2023-2026, hvor regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti indgik en aftale om at stille DR’s arkiv til rådighed for offentligheden. Der er samlet afsat 110 mio. kr. til dette projekt.
Du kan tilgå DR-arkivet via Det Kgl. Biblioteks hjemmeside. Du kan finde materialet her.
Tror du, at du vil bruge arkivet?
Mere til historien
En undersøgelse i efteråret viste, at mange danskere har flere streamingtjenester, men hver tredje overvejer, at skære ned på antallet af streamingtjenester.