Ulovlig streaming: Det siger piraterne
DEL 5: Vi har talt med to pirater, der har været i branchen i mange år. Læs deres syn på pirateri af film- og streamingtjenester.
TEMA: PIRATERI I DANMARK | DEL 5
Tidligere, i vores artikelserie ‘Pirateri i Danmark’ fortalte vi om et af de danske sites, der deler ulovlige film og serier.
I denne artikel ser vi nærmere på dem, der faktisk deler eller henter film og serier. Vi har talt med to danske pirater om deres eget syn på sagen.
Der er netop kommet nye tal om udbredelsen af ulovlig deling af film og serier i Danmark, som måske bekræfter, at det er en ret udbredt tendens blandt befolkningen.
INFO: Denne artikel er en del af vores dækning om ulovlig streaming og piratkopiering. Her finder du tidligere artikler for denne dækning.
Hver fjerde dansker betaler ikke
En undersøgelse for Mediawatch viser, at hver fjerde dansker har adgang til en streamingtjeneste, som de ikke betaler for.
Samtidig mener hver tredje dansker, at de forskellige tiltag mod ulovlig streaming ikke har påvirket deres adgang til tjenester, de ikke betaler for.
Når man kombinerer dette med en rapport fra MediaVision, som viser, at omkring 25 procent af danskerne mellem 15 og 74 år har downloadet eller streamet ulovligt i den seneste måned, så tegner der sig et billede af en udbredt praksis. Faktisk er det så udbredt, at 5 millioner mennesker i Norden gør det.
“Frida” klarer det hele: Fra rip til upload
En af de brugere, vi har talt med, arbejder med det hele: Ripning, encoding, dekryptering og upload. Denne bruger ønsker at blive omtalt som “Frida”.
Vi dykker lidt dybere ned i, hvad det indebærer.
Hvornår startede du cirka med at rippe og uploade, og hvad fik der til at starte?
Jeg startede med at uploade for mere end 10 år siden. Dengang jeg havde en 1 Mbit-forbindelse.
I starten var det mest ting, andre ledte efter, men som de ikke kunne finde andre steder. Og så hentede jeg også en del computerspil.
Da jeg kom på en privat tracker, begyndte det at tage fart. De fleste private trackere kører med et ratio-system; du skal uploade noget for at kunne hente noget.
Da BluRays begyndte at blive populære, begyndte jeg at uploade remux-versioner af dem samt encodes, da et remux fylder 25-70 GB, og en encode fylder 6-10 GB.
Da streamingtjenesterne begyndte at komme frem, syntes jeg, det var rigtigt træls, at fx sæson 2 af en serie pludselig var flyttet over på en anden streamingplatform, og man så skulle betale to steder for at se den.
Eller at en serie, man var begyndt på, pludselig ikke længere var på platformen, da rettighederne var udløbet. Så derfor begyndte jeg at interessere mig for at rippe film/serier fra streamingplatforme.
Det er også meget hurtigere at rippe en serie end at encode den. Kvaliteten er ikke helt den samme, men ok for de fleste. Jeg startede småt, på en videregående uddannelse, med udveksling af spil de studerende imellem på USB-sticks osv.
Det blev så til musik og film og var en næsten daglig begivenhed. Så det er noget, jeg har gjort i rigtig mange år i den ene eller anden form.
LÆS MERE: Disney+ går hårdt imod kontodeling
Rippe/Dekryptering: At rippe betyder at dekryptere og kopiere indhold fra medier som BluRay eller streamingportaler til en lokal enhed (SSD/HDD). Her fjernes overflødigt indhold, så kun video, lyd og undertekster gemmes i en MKV- eller ISO-fil. Ved streaming involverer det at hente krypterede segmenter, dekryptere dem og derefter samle video, lyd og undertekster i én fil.
Encode: Encoding reducerer filstørrelsen ved at komprimere video og lyd, ofte ved at konvertere til H265 format. En remuxet BluRay kan f.eks. blive encodet fra en bitrate på 30-40 MB/s til omkring 3.500 kb/s, hvilket reducerer størrelsen fra 50 GB til 3-4 GB. Kvaliteten kan forblive god, hvis det gøres korrekt. Encoding kan udføres med en GPU (hurtig, men lavere kvalitet) eller en CPU (langsommere, men bedre kvalitet). CPU-encoding kan tage flere timer til dage afhængig af filtre og hardware.
Upload: Når ripningen og encodingen er færdig, oprettes en fil, som indeholder detaljer om releaset som navn, år, opløsning, codec, bitrate, audioformat og en kort beskrivelse. Mange ripper-brugere har værktøjer, der automatisk genererer disse oplysninger ved at trække dem fra databaser som IMDB. Derefter oprettes en torrentfil, som indeholder information om de filer, der skal deles, hash-værdier for filerne og tracker-URL’er.
Tænker du selv over risikoen i det du laver, og hvad tænker du om det etiske i det?
Jeg tænker faktisk ikke ret meget over risikoen, da jeg er afklaret med, at hvis jeg bliver knaldet, så er det bare sådan, det er.
Men når diverse torrentsider bliver knaldet, tænker jeg da lidt mere over det end normalt. Men det er kun indtil ugen efter, hvor man ripper en af de store film og lægger den op, så andre kan få fornøjelse af den.
Jeg har mere end 400 spil på Steam og abonnerer på ca. syv streamingtjenester, så jeg synes ikke, at jeg snyder på vægten. Er det ulovligt? Ja, det er det. Er det etisk forkert?
Efter hvad der skete med Antipiratgruppen og Johan Schlüter, er det lidt svært at diskutere etik med filmbranchen. Også set i lyset af advokatfirmaet Njord og deres afpresning af danske fildelere.
LÆS MERE: YouSee hæver priserne igen – 900.000 husstande rammes
Hvad er din ønsketænkning? Er der noget, som kunne få dig til at droppe download/upload af film?
Jeg synes, Netflix har fat i noget af det rigtige med deres egne udgivelser. De bliver gjort tilgængelige på samme tid verden over i samme kvalitet. Ikke som fx Amazon Prime, der frigiver en film i USA, og så kommer den 2-3 måneder senere i EU, fordi den lige skal køre i biografen.
Tag en serie som Mayor of Kingstown – den kommer om mandagen på Paramount+ og om torsdagen på SkyShowtime her i Danmark (der er ikke danske tekster på udgivelsen på Paramount+ → Paramount+ streamer ikke længere i DK, den blev afløst af SkyShowtime).
På Paramount+ kommer den med Dolby Digital 5.1-lyd, men i Danmark kommer den med Dolby Digital 2.0-lyd, dvs. stereo – videoen har så godt nok en højere bitrate, men lyden er elendig. Hvorfor?
Et andet eksempel er Young Sheldon. Man kan se alle syv sæsoner på Max. På Amazon Prime kan man se de første seks sæsoner. Det samme på Netflix, men ingen af dem har den syvende og sidste sæson. Det er kun Max, der har det.
Det sidste eksempel jeg vil nævne, er Law & Order: Special Victims Unit. De første 15-18 sæsoner er ikke tilgængelige på Amazon Prime, fordi de bliver vist på tv her i Danmark på en eller anden kanal. Går man ind på Amazon Prime, kan man se, at sæsonerne er der, men der står, at de pt. ikke er til rådighed.
(…) Jeg synes ikke, det er underligt, at folk downloader ulovligt, da langt de fleste kan læse og forstå engelsk på et højt niveau. Så det betyder ikke så meget, om der er danske tekster med. Forskudte udgivelsestidspunkter på de enkelte platforme er en af de bærende drivkræfter for ulovlig download.
Jeg gad godt se, hvad folk ville sige, hvis der i København kun var to butikker, der måtte sælge Kærgården.
LÆS MERE: Priserne på fodboldstreaming har nået et gak-gak-niveau
Er der noget du mener, der burde kigges nærmere på?
Jeg synes, der er mange ting, som virker langt ude. For eksempel gælder ophavsretten til et værk i 70 år efter ophavsmandens dødsår. Det er fuldstændig vanvittigt. Ophavsmanden er død. Jeg tror ikke, han har noget imod, at nogen kopierer hans værk – udover de selskaber, der har købt rettighederne. Men alt handler om penge.
Det er dybt underligt, at man kan gå ned i en møbelbutik og købe en designerstol. Den maler man i nogle andre farver og laver måske lidt om på den, og så må man sælge den videre.
Køber man en Blu-ray, må man næsten ikke tage den med i sommerhuset eller invitere venner på besøg for at se den. Man må i hvert fald ikke tage nogle bidder af indholdet og mikse det sammen med noget andet for derefter at sælge det.
Hør også vores podcast om emnet
“Dennis”: Der mistes IKKE omsætning pga. piratkopiering
Udover “Frida” har vi også talt med “Dennis”, der, ligesom “Frida”, har været i branchen i mange år, og som også har en særlig metafor om etikken bag.
Dennis er i øvrigt ikke hans rigtige navn, men ønsker at blive kaldt Dennis i artiklen.
Hvornår startede du med at downloade på torrentsites, og tænker du over risikoen i det?
For at opsummere kort, så er jeg en mand i slutningen af 30’erne, og jeg bor i Nordjylland med min partner og børn. Jeg har hele mit liv været interesseret i IT, og mit hverv er også i IT-branchen.
Da jeg var ung knægt, var min erfaring med piratkopiering, at jeg fik gode kammerater til at fylde en ekstern harddisk op. Dette førte til, at jeg selv begyndte at bruge The Pirate Bay (da den stadig var god og nogenlunde fornuftig).
På et eller andet tidspunkt gennem årene har jeg fået adgang til DanishBits, HoundDawgs og nogle andre, jeg ikke lige husker. Nu benytter jeg hovedsageligt et site, (…) og nogle andre udenlandske trackere.
Mit setup er en server med Plex, og jeg deler adgang med venner. Jeg tager ikke penge for det, da jeg synes, det ville være over stregen. Jeg tænker, man hurtigt kommer i søgelyset, hvis man begynder at tjene penge på det.
Da jeg ved rigtig meget om IT, er jeg godt bekendt med risikoen ved at piratkopiere og derudover også at dele indhold over fx Plex, men jeg ved også, hvordan jeg skal skjule det ved hjælp af blandt andet VPN.
LÆS MERE: Har du TV 2 Play fra dit teleselskab så mister du indhold
Hvad tænker du om det etiske i det?
Jeg sammenligner det lidt med en god entrecote. Jeg elsker bøf, og hvis jeg kunne, ville jeg spise det flere gange om ugen. Men jeg har ikke råd til det, så jeg køber en god bøf hos slagteren en gang om måneden.
Nu finder jeg pludselig ud af, at jeg kan skabe en nøjagtig kopi af en bøf, som jeg lyster. Derfor kopierer jeg bøffer og spiser dem mange gange om måneden. Men jeg går stadig til slagteren og køber en bøf en gang imellem, fordi jeg gerne vil støtte op om forretningen og værdsætter den gode bøf.
Slagteren mister ikke penge på, at jeg kopierer bøffen, for hvis jeg ikke kunne kopiere den, ville jeg alligevel ikke købe den så ofte. Slagteren kan stadig sælge bøffer, selvom jeg kopierer dem.
Jeg nævner denne analogi, fordi jeg hader argumentet om, at “piratkopiering er som at stjæle en steg fra Føtex”. Det er forkert. Jeg går stadig i biografen for at se gode film, jeg gerne vil betale for.
Jeg har 3-4 streamingtjenester, som jeg betaler for. Men jeg nægter simpelthen at betale for alverdens streamingtjenester eller betale for at se en film, som jeg kun ser af kedsomhed, hvor jeg alternativt bare havde spillet computer, hvis jeg ikke havde adgang til den.
Jeg mener ikke, at piratkopiering bør være lovligt. Jeg mener bare, at debatten er meget mere nuanceret end “det er det samme som at stjæle en steg eller bil”. Og jeg mener selv, at min form for piratkopiering ligger i den meget milde ende af skalaen, hvor det går under en eller anden bagatelgrænse.
LÆS MERE: Viaplay klar med Premium-pakke
Mere til historien
Hvis du er interesseret i sport, og gerne vil se Superligaen og Premiere League, så skal du faktisk have tre streamingstjenester blot for dette. Det er måske en af grundene til at mange benytter sig af ulovlige metoder for at se indhold.