Jeg har testet 5G internet fra 3
TEST: 5G-internet til hjemmet fra 3. Hvordan fungerer det? Jeg har testet 5G internet fra 3.
Jeg har tidligere sagt, at internetforbindelsen ”om få år” vil komme via mobilnettet – i private boliger. Rigtigt mange familier har slet ikke behov for en kablet forbindelse ind i huset og da slet ikke i takt med, at 5G udbygges og gradvist dækker bedre og bedre.
Dertil kommer, at det er langt mere simpelt at få en router tilsendt (eller hente den selv), end at vente på en tekniker. Desuden er det let at fejlsøge, når ens forbindelse fejler.
Efter min test af 5G internet fra Telia, spurgte flere, om jeg havde prøvet 3’s løsning. Det har jeg nu.
3 tilbyder routeren Huawei 5G CPE Pro 5 sammen med et SIM-kort. Det skal siges, at i mit testkit er routeren anonymiseret og man skal lede længe for at finde ud af, at det er Huawei, der leverer hardwaren.
Ret god hastighed
3’s mobilnet er efterhånden ret stærkt. Jeg oplever det klart bedre end netværket fra Telia / Telenor, men det er naturligvis ret afgørende, hvor du bor og hvilken opgradering at masterne i dit område har gennemgået.
Under samme konditioner, som ved Telia-testen, er hastigheden omkring 350-500 Mbit/s indendørs – op til 20 Mbit/s upload. Pingtiden ligger fra 18-25 ms. Det er lidt langsommere end på min COAX-forbindelse, der leverer en pingtid på 10-12 ms. – trådløst.
Det interessante er, at når jeg sætter routeren udenfor – lige uden for mit vindue – så falder pingtiden til 16 ms, mens down- og upload stiger til 700-800 – 50 Mbit/s. Det understreger, hvor vigtig placeringen er, men også at teleselskaberne skal overveje at levere en ekstern antenne med et fladkabel, der kan sidde på ydersiden af vinduet.
Jeg oplever i øvrigt hastigheden relativt ensartet, men der er dog udsving hen over døgnet. Heldigvis kom hastigheden aldrig ned i et kritisk niveau.
Fungerer til det hele
Med 5G-internet kan du stadig streame film og serier, have alle dine telefoner og andre dimser online hele tiden eller en endda spille online. På 3’s forbindelse har vi, i lighed med Telia-testen, spillet Brawlhalla og Counter Strike samt ført samtaler via Discord – uden fejl.
Upload af videoer til YouTube eller onlinemøder har jeg heller ikke oplevet som et problem.
TRÅDLØST INTERNET ER FREMTIDEN: Internetforbindelser forandrer sig, ligesom vi har set med telefoner og TV. Flere og flere vælger 5G-internet, når teknologien bliver bedre og priserne mere konkurrencedygtige. Selvom det endnu ikke er perfekt til netentusiaster, er det allerede et populært valg for almindelige forbrugere.
Det stærkeste er det ”manglende” dataloft
Ofte ser vi et dataloft på 5G-forbindelser til hjemmebrug – typisk 1 TB / md., hvilket kan afholde mange fra at købe en 5G-løsning.
Sådan er det ikke hos 3, som ikke har et dataloft. Dette er et utroligt stærkt salgsargument.
Køber du denne forbindelse, skal du derfor ikke være nervøs for pludselig at løbe tør for data – eller bekymret over en lurende ekstraregning.
Tænk over dækningen i hjemmet
Hvis du skal have succes med denne type netforbindelse, kræver det naturligvis god mobildækning fra 3’s netværk.
Du skal forberede dig på at finde en placering i hjemmet til routeren, hvor den let kan trække signalerne ind fra mobilmasterne.
Placeringen skal desuden være der, hvor du skal bruge Wi-Fi dækning fra routeren. Selvom routeren har en okay Wi-Fi dækning, så udretter den ikke mirakler. Der er dog to kabeltilslutninger på bagsiden, men det er pokkers svært at sætte et netværkskabel i din smartphone.
Du kan få bedre Wi-Fi dækning ved at tilslutte et Mesh-netværkssæt. Det kunne være Google Nest WiFi Pro. Husk: Når du tilslutter et Mesh-netværk til routeren, skal du deaktivere routerens indbyggede Wi-Fi.
Konklusion: En værdig konkurrent
Jeg er imponeret over hastigheden og svartiderne fra 3’s løsning. I forhold til Telia gør 3 det bedre – i hvert fald på min adresse.
Det er en kæmpe fordel, at der ikke er et dataloft.
Prisen er 299 kroner, men p.t. er der en kampagne til 199 kroner / md. de første seks måneder.
Du kan finde gammeldags kablede forbindelser, som er lidt billigere. Om du vil give ekstra for fleksibiliteten og at du f.eks. kan tage routeren med i sommerhuset, må du vurdere.
Jeg har i en længere periode kørt fuldt ud med 3’s 5G-løsning og jeg har reelt kun opdaget en forskel, når jeg har målt på forbindelse.
5G-internet fra 3 får topkarakter.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Nem og hurtig installation
- Intet forbrugsloft
- God hastighed og lave svartider
- Kræver kun strøm til drift
- Velegnet til streaming, internet browsing og spil
- To kablede udgange på bagsiden
- Understøtter Wi-Fi-forbindelser op til WiFi 6
- Kan medbringes til f.eks. sommerhuset
- Fallback til 4G, hvis 5G-dækning ikke er tilgængelig
Lidt at tænke over
- Ikke ensartet hastighed døgnet rundt
- Vinduer og bygningen kan begrænse 5G-signalet
- Wi-Fi fra routeren kan ikke nødvendigvis dække hele husstanden
Mere til historien
Du kan tjekke hvordan 3’s dækning er, hvor du bor, ved at søge i 3’s dækningskort.