Nu droppes data-begrænsningen endelig
5G-INTERNET: Ét teleselskab har fjernet databegrænsningen på abonnementer til 5G-forbindelser rettet mod private husstande.
Fremtidens internet til hjemmet kommer ikke nødvendigvis via kabler som fiber, COAX eller xDSL.
Udbygningen af 5G-mobildækning gør det mere og mere relevant for privatforbrugere, at hente en router og et SIM-kort fremfor at vente på oprettelsen af en internetlinje.
Alle teleselskaber har ”5G internet til hjemmet”-produkter på hylderne, men de er ledsaget af et gigantisk benspænd; databegrænsningen.
Hidtil har 5G-pakkerne med router og SIM-kort haft en begrænsning på 1 TB data om måneden, hvilket for nogle husstande er i underkanten. Mange ved slet ikke, hvor stort dataforbrug de har. Alene af den årsag fravælges løsningen. Usikkerheden er for stor.
3 har fjernet databegrænsningen og ”fair use”
Teleselskabet 3 går imod strømmen. Begrænsningen er fjernet.
– ”Det vi har gjort, er at fjerne fairuse-grænsen helt, så der nu er ubegrænset databrug. Det gælder både for eksisterende og nye kunder, fordi vi gerne vil vise, at vi er et reelt alternativ til fiber og derfor skal folk heller ikke bekymre sig om, om de har nok data på hjemmenetværket,” fortæller kommunikationskonsulent Frederik Gammelby Jensen fra 3 til MereMobil.dk.
Hos søster-teleselskabet Oister, der også har internet-løsning via 5G, er downloadgrænsen stadig 2 TB.
Konkurrenterne har stadig begrænsninger på dataforbruget
YouSee, Telenor og Telia kører med en begrænsning på 1 TB (1.000 gigabyte) om måneden. Overskrides grænsen nedsættes hastigheden på forbindelsen markant – man fristes til at sige ned til det ubrugelige.
3 har flere gange sat spørgsmålstegn ved, om nedgravning af endeløse kilometer fiberkabler er nødvendige. På den modsatte side finder vi Nuuday / YouSee, som mener, at 5G bliver aldrig så godt som fiber.
Mere til historien
Der er stor forskel på 5G-hastigheden hos teleselskaberne. I forhold til en fiber- eller COAX-forbindelse er svartiderne langsommere på en 5G-forbindelse. Mens download fungerer fornuftigt for mange så er upload markant langsommere end på mange kablede forbindelser.