3 er over halvvejs med opgraderet og hurtigere internet
Teleselskabet 3 ruller videre med dets hurtige mobile internet. Således står der nu 19 nye kommuner fordelt over hele landet på listen.
– “Vi bygger nye antennepositioner og opgraderer vores eksisterende til 5G og moderniseret 4G i hele Danmark,” siger Netværksdirektør i 3, Kim Christensen, i en pressemeddelelse.
3 oplyser samtidig, at 60 procent af teleselskabets netværk nu har 5G og moderniseret 4G.
Således er 3 godt fremme i kapløbet mellem et øget behov for hurtigere og stabilt mobilt internet og et stadig stigende dataforbrug.
– “Vi ser, at dataforbruget på mobilen fortsætter med at stige. Her skal den digitale infrastruktur naturligvis følge med. Med udrulningen af 5G sikrer vi høj kapacitet i netværket, så vores kunder fortsat får en god og stabil forbindelse på mobilen”, siger Kim Christensen og lover, at det også gælder trods stigende dataforbrug.
I takt med etableringen af det nye hurtige 5G-netværk moderniseres 4G-netværket med nyt radioudstyr og antennesystemer, som kan udnytte 3’s frekvenser bedre. Det betyder, at 3’s kunder i fremtiden får en bedre oplevelse når de taler i telefon eller streamer serier via mobilt internet.
Ifølge 3 forventer selskabet, at være “stort set” færdige med at rulle 5G-netværk ud ved årsskiftet.
Mere til historien
For at få glæde af det forbedrede 5G-netværk, skal kunderne først og fremmest være i nærheden af en antenneposition, der er opgraderet til 5G. Dernæst kræver det, at mobiltelefonen understøtter 5G. Desuden mobilbrugeren have et abonnement, der indeholder 5G.