NemID nøgleapp bruges af 4 millioner danskere
Danskernes foretrukne måde, at benytte NemID på er via nøgleappen, som i 2020 var den måde flest danskere benyttede NemID på. Der er nu 4 millioner danskere, der bruger nøgleappen.
Du husker måske, at når du skulle benytte NemID, så krævede det også, at du fandt det lille pap-nøglekort frem. Sådan var det i hvert fald indtil for tre år siden, hvor NemID nøgleapp blev introduceret.
Men siden da, der er det nok de færreste, som fortsat benytter nøglekortet i pap.
NemID forsvinder – her er afløseren MitID
Nye tal fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at NemID’s nøgleapp bruges af fire millioner danskere. Og det er altså ikke kun de unge, som gør brug af appen. Fra 2019 til 2020 har der også været en stigning på 55 procent af ældre over 65 år, som bruger nøgleappen. Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Dermed har NemID nøgleapp også været danskernes foretrukne måde at bruge NemID på siden 2020.
-”Danskerne har taget rigtig godt imod NemID nøgleappen siden lanceringen for tre år siden. Det er vi rigtig glade for, for den gør det både nemmere og mere sikkert at benytte sit digitale ID på nettet. Og med NemID nøgleapp er det samtidig nemmere at blive klar til MitID”, siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
Generelt er danskerne også gode til at tage nye digitale løsninger til sig. NemID nøgleappen er også et tydeligt eksempel på dette.
-”NemID nøgleapp er en vaskeægte succes. Brugerne synes appen er smart og nemmere at bruge end nøglekortet, og i nøgleappen kan du se, hvilken handling du er ved at godkende. Det giver brugerne en øget tryghed og sikkerhed, og den sikkerhed styrker vi yderligere med MitID,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Det giver også håb, når danskerne inden længe skal blive klar til MitID, der skal være med til at styrke den digitale sikkerhed.
Mere til historien
NemID nøgleapp blev lanceret i foråret 2018 og det var Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark, som stod bag lanceringen. Nu udgår det til fordel for MitID, dog kan personer uden et gyldigt pas eller nyere smartphone fortsætte med NemID-nøgleappen som hidtil.