Sådan sælger du dine vinylplader til den bedste pris

GUIDE: Vil du tjene penge på dine gamle vinylplader? Det ER faktisk muligt med den rette indsats. Læs hvor du får den højeste pris på netop dine vinyler.

Vinylplader
Vinylplader kan være mange penge værd, men standen er afgørende for værdien (Foto: MereMobil.dk)

Hvis du tror, at vinylpladen er stendød, kan du godt tro om igen! Vinylen har nemlig fået et kæmpe comeback, og salget af de elskede plader har da også for længst overhalet CD’en.

Det er charmerende at spille de gode, gamle vinylplader. LP’en er nemlig en modpol til streaming. Vinylpladen inviterer dig til at sætte dig ned og lytte til et helt album i stedet for at springe fra sang til sang. Det er med andre ord slow-listening i en hektisk tid.

Populariteten gør, at salgspriserne er røget markant i vejret. Derfor kan der være gode penge i at sælge dine gamle vinyler her på DBA.

Dog er der nogle ting, som du skal være opmærksom på inden, at du giver dig i kast med at sælge ud af din vinylsamling. I denne guide giver jeg dig tips og tricks til, hvordan du kan sælge dine plader på den bedste vis.

Der er dog én ting du skal vide: Langt fra alle vinyler er noget værd.

Sådan prissætter du din vinylplade

En af de største faldgrupper ved vinylsalg er at tro, at alle plader er rigtigt mange penge værd. Du kan ganske vist få en god slat penge for dine plader. Det kræver dog, at du har de helt rigtige eksemplarer.

Desværre ses det ofte, at sælgere tager alt for høje priser for pladerne. Hvis du virkelig gerne vil have dine plader solgt, skal du prissætte dem rigtigt. Der er ingen, som vil købe tyske schlager-hits for 500 kroner eller mishandlede plader.

Hvis du vil prissætte din plade helt rigtigt, bør du begynde med at undersøge, om der er andre, der har den samme plade til salg på DBA.

Kan du ikke finde pladen, som du vil sælge, er det heldigvis let at få en god idé om prisen:

Discogs.com er verdens største katalog over plader. Her kan du se, hvad en plade bliver handlet til. Du skal dog være opmærksom på, at pladerne ofte sælges for lavere priser i Danmark. Derfor er mit råd at sætte din plade til medianprisen og gerne lidt under.

Tilbyd at sende vinylpladerne – skriv det i teksten til annoncen

Det kan ofte betale sig at tilbyde at sende pladerne. På den måde kan du sælge over hele Danmark. Dette vil desuden være med til at skaffe dig en bedre pris for din LP. Du kan derfor med fordel skrive i din annoncetekst, at du er villig til at sende vareren. 

Hvis du gerne vil sende dine plader, er det endnu vigtigere, at du beskriver dem ordentligt. På den måde undgår du, at der kommer en tvist mellem dig og køberen.

Herunder får du en enkel metode til din beskrivelse, der er anderkendt i vinylkredse.

GUIDE: Sådan får du styr på vinylpladesamlingen

Standen er afgørende for prisen – sådan skal du beskrive pladen

Når du vil have den bedste pris for din plade, skal standen være god. Det er helt normalt, at man graduerer både plade og cover – altså placerer dem i et slags pointsystem.

Heldigvis behøver du ikke opfinde din egen beskrivelse af pladen. Der findes nemlig en internationalt anerkendt standard for graduering, som kaldes ”goldmine standard”.

Du kan med fordel bruge følgende betegnelser, når du skal beskrive din plade.

Mint (M): Et uspillet og perfekt eksemplar. Normalt i plastikfolie. Mint (M) bruges meget sjældent ved salg af brugte plader. Uspillet vil sige, at den aldrig har været sat på en pladespiller.

Near Mint (NM): Pladen er næsten perfekt. Ofte har den aldrig været afspillet eller kun meget få gange. Der er ingen tegn på slid. Når den afspilles, spiller den helt igennem perfekt uden knas eller andre mislyde. Coveret ser næsten nyt ud med ingen eller kun få tegn på brug. Pladen skal med andre ord være i virkelig god stand, før du graduerer den som NM.

Very Good Plus (VG+): Vinylpladen er i meget god stand. Der må godt være tegn på, at den har været afspillet, men det er også tydeligt, at du har passet rigtigt godt på den. Hvis der er små ridser på pladen, må det ikke have indflydelse på lyden. Ligesom med pladen, skal coveret fremstå rigtigt pænt med almindelige brugsspor. Hvis du har passet og plejet dine plader, har de ofte standen VG+.

Very Good (VG): Pladen er i dårligere stand end en VG+. Der er noget overfladestøj, når du afspiller pladen. Støjen er tydeligst i de stille passager, men det er ikke noget, som må ødelægge lydbilledet ved at overdøve musikken. Ridser vil være synlige, men pladen lyder generelt godt og hopper ikke. Coveret viser tegn på, at pladen er brugt. Der kan være skrevet med tusch på coveret eller klistermærker kan være blevet pillet af. Hvis din plade er blevet brugt gennem årene, og den stadig spiller og ser ordentlig ud, vil den ofte være VG.

Good (G): Pladen er slidt. Den spiller igennem uden at hoppe. Ridser er meget tydelige. Det er helt almindeligt, at der er en del støj, når du afspiller pladen. Coveret bærer præg af at have været godt brugt. Der kan være seam split, hvor limen i kanterne er gået op. Normalt er der ring wear, hvor man kan se en aftegning af en ring fra pladen på coveret. Din plade er G, hvis du har hørt den meget igennem årene, men det er tydeligt, at den ikke altid er blevet passet og plejet.

Poor (P): Pladen er i dårlig stand. Det kan være, at den hopper, når den spilles. Pladen er ødelagt eller meget skæv. Coveret er meget slidt. Ofte vil coveret være gået op i alle tre sider, og det kan nærmest ikke holde pladen inde. Hvis din plade er P, har den virkelig været udsat for lidt af hvert gennem årene. Ofte købes disse plader ikke til lytning, men fordi, de mangler i samlingen, eller fordi coveret skal bruges som pynt på væggen.

TIP: Når du graduerer din plade, kan dugraduere vinylpladen og coveret hver for sig. Du kan nemlig godt have en plade, hvor coveret er slidt, men pladen er nærmest som ny. Det kan være med til at skaffe dig en bedre pris. Hvis du ikke har hørt pladen igennem, men brugt dine øjne til at graduere den, kan du skrive ”visuel graduering”. På den måde ved køber, at du ikke har hørt den for af afprøve gradueringen.

3 tips til et succesfuldt salg af vinylplader

1. Tag mange billeder
En god regel er at tage gode og tydelige billeder af pladen, som du vil sælge. Hvis et hjørne er gået op på coveret, bør du tage billeder af det. Samtidigt klarer annoncer med billeder sig bedre på DBA. Jo dyrere, dine plader er, jo vigtige er det med flere billeder. Tag også gerne billeder af den label, som sidder på midten af pladen

2. Tjek hvilken udgave du har
En anden ting, som er værd at bide mærke i, er, at, der godt kan være mange udgaver af den samme plade. Det er ikke sikkert, at det har betydning for dit salg, men for nogle samlere er det vigtigt, hvor pladen er trykt, eller hvilket årstal den er fra. Det står ofte på coveret eller på pladens label.

3. Send pladen forsvarligt
Du har fulgt min guide og salget er kommet i hus. Nu skal pladen sendes. På DBA kan du købe billig fragt, og det er nemt at printe en label og få pladen sendt afsted. Du kan også gøre det ‘labelless’ via DBA.

RETRO: Husker du Walkman – afspilleren der gjorde musikken mobil

Send pladerne i god emballage

Vinyler
Hvis din vinylplade og coveret er i god stand, så kan der være mange penge at hente på salg af gamle vinylplader, hvis det er de rigtige (Foto: Bruno)

Desværre glemmer nogle sælgere at sende pladerne forsvarligt. Det kan nemt komme til at give køberne et dårligt indtryk af dig, hvis du ikke tænker dig om inden, du sender pladerne afsted.

Der findes papemballage, som er designet til at sende vinylplader i. Et godt tip: Hvis du selv køber ny vinyl på nettet, er det en god idé at gemme kasserne. Så behøver du ikke købe egnede papkasser at sende i.

Da pladen er rund, kan den godt rutsje rundt inde i papcoveret og dermed lave seam split. For at undgå det, tager du pladen ud af ydercoveret. Den skal naturligvis stadig være i indersleeve, der beskytter den mod ridser. 

Hvis pladecoveret er et såkaldt gatefold, hvor det kan åbnes på midten som en bog, kan du med fordel lægge den ind i midten.

Nu begynder dit arbejde. Tjek, hvad du har stående og ikke mindst gå på opdagelse i, hvad andre sælger på DBA netop nu. Held og lykke.

Disse 3 vinylplader er værdifulde

Dizzy Mizz Lizzys debutalbum fra 1994 kan indbringe omkring 800 kroner afhængig af standen. Den faldt meget i pris, da pladen blev genoptrykt. Før genoptrykket blev den handlet for op mod 1.500 kroner.

Steppeulvene: Hip fra 1967 kan indbringe op mod 1.000 kroner afhængig af standen. Det er dog vigtigt, at der er tale om den helt rigtige udgave.

George Michael: Albummet Older kan indbringe op mod 4.000 kroner på vinylplade afhængig af stand.

Alle priser tager udgangspunkt i medianprisen på Discogs.

BLIV OPDATERET: Synes du dette var spændende læsning? Modtag de seneste nyheder gratis i indbakken hver mandag, onsdag og lørdag. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst.


Mere til historien

Denne guide om vinylplader er skrevet af MereMobil.dk, men har tidligere været bragt på DBA Guide.

Spotify lancerer musikvideoer i 11 lande

Spotify er klar med musikvideoer i appen i udvalgte lande. I starten er de tilgængelige i 10 lande – flere følger.

(mere…)
Nu sælger 3 brugte telefoner

Du kan spare 4.800 kroner på en iPhone, hvis den må være brugt.

(mere…)
Apple advarer: Lav ikke mormor-tricket

TIP: Apple underkender det gamle trick med at smide en våd telefon i ukogte ris.

(mere…)
Så meget kan du spare ved at skifte til en elbil

TIP: En gennemsnitslig pendler kan spare 14.500 kroner om året ved at køre i en elbil på arbejde fremfor en dieselbil. Beregn selv.

(mere…)
Sådan kommer du i gang med backup i skyen

GUIDE: Du kan let lave backup i skyen. Her er guiden til, hvordan du kommer i gang med at sikre dine data og hvad du skal være opmærksom på.

(mere…)
Igen relevant: Tjek el-priserne på telefonen

TIP: Se dagspriserne på el. Der er penge at spare, hvis du kan planlægge dit brug af strøm.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram