Coronavirus: Denne app kan lette din hverdag
APP-TIP: Få hjælp – giv hjælp. En sikret app fra Kræftens Bekæmpelse til alt fra indkøb til hundeluftning.
For rigtigt mange danskere er hverdagen sat på standby efter regeringens tiltag i forsøget på at dæmme op for spredningen af coronavirusset covid-19.
Skoler og institutioner er lukket ned, der er skåret ned på adgangen til de offentlige transportmidler og forretninger og virksomheder sender ansatte hjem.
Det kan for mange mennesker betyde, at de er kommet i klemme og har brug for hjælp. Her gør Kræftens Bekæmpelse opmærksom på appen “Sammenholdet”.
Således kan der sidde nogen blandt familie og venner, som måske ikke toner rent flag og spørger om hjælp. Det kan også være mennesker som har svært at overkomme al den hjælp, som der er behov for.
Det kan “Sammenholdet” hjælpe med. I appen opretter man nemlig en profil og inviterer efterfølgende sit netværk indenfor. Her kan man så tilbyde sin hjælp – eller spørge efter hjælp.
I øjeblikket er der nemlig nogen som er i karantæne, og som kan have svært ved at få fat i dagligdagens nødvendigheder.
Der kan også være særligt sårbare mennesker som er gået i frivillig isolation af frygt for. at blive smittet med coronavirusset covid-19.
Byd ind med din hjælp
Appen kan samtidig bruges til at holde netværket orienteret og til at tilbyde konkrete opgaver.
– “Eksempelvis hjælp til at gå med hunden, passe børnene, køre til sygehuset eller hjælp til at gøre rent”, forklarer Marie Lawætz, chef for Kræftlinjen og digitale fællesskaber i Kræftens Bekæmpelse.
Funktionerne ligner dem man kender fra sociale medier som Facebook. Forskellen her er, at i “Sammenholdet” er ens data beskyttede.
Således er kommunikationen i ens eget netværk også sikkert.
Med Kræftens Bekæmpelse som udvikler af “Sammenholdet” er appen et brugbart redskab for kræftpatienter. Men andre, der har brug for at informere sit netværk og bede om hjælp, kan med fordel anvende appen.
– Heldigvis har flere af os en omgangskreds, der gerne vil hjælpe. Men man ved måske ikke præcis, hvordan man bedst hjælper eller med hvad – her vil vi klart anbefale, at man benytter sig af et værktøj som Sammenholdet, siger Marie Lawætz.
Mere til historien
Omkring 10.000 danskere bruger i øjeblikket “Sammenholdet”. Appen kan downloades gratis til både iPhone og Android.