Piratdom: Teleselskaberne skal ikke udlevere dine informationer
Din adfærd på nettet og dine personoplysninger skal ikke udleveres til advokatfirmaer, der bekæmper piratdownload af eksempelvis film.
Dit teleselskab skal ikke længere udlevere dine personlige kontaktoplysninger og informationer om internetadfærd til advokatfirmaer, som vil identificere folk, for at kunne sende dem trusselsbreve og regninger som følge af et påstået misbrug for ophavsretsbeskyttet materiale fra nettet. Eksempelvis film som hentes via ulovlige delingstjenester.
Afgørelsen blev afsagt i dag klokken 10 af Østre Landsret. Telenor og Telia havde rejst sagerne, og nægtet at efterkomme henvendelser på udlevering af data. Nu har selskaberne fået rettens ord for, at de fortsat gerne må holde kundernes oplysninger hemmelige.
Kundeoplysningerne og logningen af data er for nogle advokatfirmaer blevet en kommerciel forretning. Mange danskere som modtager trusselsbreve, betaler ofte uden at stille spørgsmål af nervøsitet for retsforfølgelse.
Som følge af terrorlovgivningen er teleselskaberne forpligtet til at indsamle oplysninger om kunderne og deres adfærd. Det er netop denne datamængde, at film- og musikindustrien har fundet yderst interessante at komme i besiddelse af.
– “Der er tungtvejende grunde til hemmeligholdelse af de data, der ønskes udleveret,” lyder det blandt andet fra Landsretten.
– ”Vi er glade for dommen. Set fra et data-beskyttelses perspektiv er det en vigtig sejr for Telias kunder,” siger Telias administrerende direktør Morten Bentzen i en kommentar til dommen.
Stort set samme melding kommer fra Telenor.
– “Det har været os magtpåliggende, at vi ikke kan blive pålagt, nærmest per automatik at udlevere stakkevis af persondata om vores kunder, blot for at understøtte nogle private aktører, der er drevet af kommercielle interesse,” udtaler juridisk direktør i Telenor Danmark, Mette Eistrøm Krüger.
Modparten i sagen var selskabet Copyright Collection Ltd – repræsenteret af Njord Law Firm.
Både Telia og Telenor understreger, at de er imod piratvirksomhed.
Mere til historien
Dommen i Østre Landsret er en omstødelse af en tidligere dom i byretten hvor teleudbyderen ikke fik medhold.