Sådan undgår du elendige datahastigheder i EU
BAGGRUND: EU-roaming i til Sydeuropa giver ofte ubrugelige datahastigheder. Læs her hvordan du undgår laaangsom forbindelse, når du ligger ved poolen.
Mange danskere har fra den 15 . juni 2017 et mobilabonnement, der giver adgang til “gratis” roaming indenfor EU. Det betyder, at mange nu vil begynde, at bruge deres smartphone meget mere i udlandet. De føler måske heller ikke, at de længere er nødt til at finde “free Wi-Fi” på caféen eller betale i dyre domme på hotellet.
På mange sydeuropæiske hoteller kan man mod betaling få Wi-Fi, men hvorfor dog bruge 15-20 euro på én uges Wi-Fi, når nu EU har sørget for roaming?
– Så dyrt er roaming når EU-datapakken er opbrugt
Der er ingen roser uden torne, og oplevelsen af mobilnetværkene i udlandet risikerer , at blive en meget dårlig oplevelse.
Turen går til Grækenland
Problemstillingen med roaming kan ikke beskrives uden nogle praktiske eksempler, og derfor måtte MereMobil.dk sende denne journalist en uge til Korfu, som er ét af danskernes foretrukne feriesteder i Grækenland, for ved selvsyn at afprøve de tre forskellige græske mobilnetværk.
(Rejsen var egenbetalt og Johnny skulle afsted alligevel, red.)
Speedtest.net blev benyttet til hastighedstestene. Som smartphone blev der benyttet en Huawei P9 lite, som kan håndtere 4G LTE+ hastigheder på op til 300 MBit/s (LTE category 6).
Jeg havde et mobilabonnement fra CBB, der giver adgang til alle tre græske mobilnetværk: Cosmote, Vodafone og WIND. Officielt er der kun 4G LTE roaming hos Cosmote og Vodafone, mens WIND kun tilbyder 3G roaming. Det skulle senere vise sig, ikke at være tilfældet.
– EU-roaming: Hvor er der 4G-speed, og hvor får du sneglefart?
Det skal bemærkes, at alle test er foretaget i slutningen af maj og starten af juni 2017, hvilket er før EU’s nye roamingregler træder i kraft. Belastningen på de græske mobilnetværk må derfor antages at være mindre under vores tests end den belastning, man som turist vil opleve efter den 15. juni 2017. Derudover er vores tests foretaget i starten af turistsæsonen, og ikke den absolutte højsæson, hvilket også betyder mindre pres på de græske mobilnetværk.
Der blev foretaget tests forskellige steder på Korfu – blandt andet forskellige steder i Korfus gamle bydel, Gouvia Marina samt forskellige bydele i selve turistbyen Gouvia.
En græsk tragedie
Vel ankommet til Korfu blev de første tests lavet, og de første indtryk kan bedst beskrives som en græsk tragedie. Telefonen havde selv fundet Vodafone’s mobilnetværk, og det var på dette netværk de første tests blev foretaget på.
Hastigheden var meget lav og forbindelsen skiftede hele tiden mellem 2G og 3G. Med downloadhastigheder på mellem 0,09 og 0,40 Mbit/s er forbindelsen langsommere end en snegl, og med så ringe hastigheder begynder problemerne at vise sig.
YouTube kan f.eks kun afspille videoer i absolut dårligste opløsning, som mest af alt ligner små firkanter der bevæger sig. Streaming fra DR.dk virker slet ikke.
DRs app ville flere gange slet ikke opdatere på den ustabile forbindelse, og selv en simpel Google-søgning gik ofte galt, når forbindelsen helt stod af. Også på MereMobil.dk var der problemer. Det er ellers en relativt lidt krævende hjemmeside, men den ustabile forbindelse gav alligevel problemer. Siderne blev ikke altid hentet korrekt.
Resultater fra Vodafone
Meget lange svartider
Derudover er forbindelsens latency (svartider) ekstrem høj. Vi taler mellem 200-400 ms. Den høje latency har en stor indflydelse på, hvor hurtig en hjemmeside hentes, og med en høj latency føles forbindelsen ekstra sløv. I det hele taget skiftede Vodafone forbindelsen meget tit mellem 2G og 3G, mens telefonen kun i ganske få tilfælde fangede Vodafone’s 4G netværk.
Det skal her bemærkes, at Vodafone’s græske 4G netværk benytter både det langtrækkende 800 MHz frekvensbånd samt det kortrækkende 2.600 MHz frekvensbånd.
Men er Vodafone’s græske mobilnetværk nu også så dårligt tænker du måske? Ja for hjemme i Danmark kan CBB, der benytter TT-netværket, fra den selv samme græske testserver, levere hastigheder på over 28/15 Mbit/s og en latency på 70 ms – selvom dataerne skal hentes hele vejen nede i Grækenland og transporteres over utallige netværk tilbage til Danmark.
På en café i Korfu’s gamle by virkede 4G med Vodafone slet ikke på trods af fuldt 4G signal. Andet steds på en travl gade fyldt med byliv var Vodafone’s 4G netværk, så langsomt at upload af to billeder til Google Maps tog 6 minutter… 6 minutter!!!!
På hotellet i Gouvia virkede Vodafone med ustabilt 4G ved poolen, mens den stod på 3G og 2G inde på selve hotellet. Forbindelsen var dog ustabil. En simpel søgning på Google kunne f.eks. slet ikke gennemføres med 3G.
Forbindelsen skiftede hele tiden mellem 2G og 3G, hvilket i praksis gjorde det stort set ubrugeligt. Man kunne ikke streame video, mens Facebook var dræbende langsom til at opdatere. Og indlæsning af hjemmesider blev hele tiden afbrudt halvvejs.
Vodafone’s mobilnetværk var fuldstændig ubrugeligt og den lille Huawei smartphone var flere gange på vej ud i poolen af ren og skær frustration over den dårlige forbindelse.
Den slags stress ønsker man bare ikke på en ferie. Her bør den største frustration være, at man ikke gider bevæge sig fra poolen og hele vejen op i baren for at hente en øl mere.
Cosmote og WIND virker bedre
Oplevelsen med Vodafone var altså forfærdelig, men heldigvis er der to andre græske mobilnetværk, som man kan benytte.
Med Cosmote, der er det græske svar på TDC, var der faktisk rimelig forbindelse de fleste steder. Her gik skiftet mellem 2G, 3G og 4G mere flydende, og der var hul igennem hele tiden. Desværre oftest på 3G og hastigheden lå igen på snegle fart. Det tog f.eks. næsten 2 minutter at åbne en side på Jyllands-Posten med seneste nyt. I Danmark tager det normalt nogle få sekunder.
Dog virkede forbindelsen selvom hastigheden indimellem var dræbende langsom. Forbindelsen via Cosmote foregik i de fleste tilfælde via 3G, men det virkede altså rimeligt – efter græske forhold.
WIND er den store vinder
Det tredje teleselskab havde dog noget mere vind i ryggen. WIND er det mindste græske teleselskab, og officielt har CBB (Telenor) ingen 4G aftale med selskabet. Overraskende nok skiftede smartphonen til 4G på WIND’s mobilnetværk, og hastigheden var pludselig tilfredsstillende. Faktisk oplevede vi under alle tests kun 2G og 4G dækning ved WIND, mens det virkede som om, der slet ikke var adgang til WINDS 3G netværk.
I en direkte sammenligning foretaget ved poolen på hotellet tidlig eftermiddag, ses forskellen tydeligt. Vodafone og Cosmote leverer en halvsløj forbindelse med download hastigheder mellem 1,7 og 2,79 Mbit/s, mens WIND blæser forbi dem begge med 18,79 Mbit/s.
Ser man på upload hastigheden, så er Vodafone ubrugelig med 0,05 Mbit/s. Cosmote leverer en lidt bedre forbindelse med 0,50 Mbit/s og WIND leverer 7,69 MBit/s. Både Vodafone og Cosmotes hastighed vil give problemer, men WIND er den eneste der leverer en ordentlig forbindelse.
Resultater fra WIND
Ikke lige dårligt hele tiden
Nu har vi på MereMobil.dk selvfølgelig også testet andre steder og på andre tidspunkter. Ved Gouvia Marina sent på eftermiddagen går det lidt bedre for Vodafone, hvor der er 4G dækning, men hastighederne er stadigvæk ikke overvældende – specielt ikke på uploaddelen, hvor Vodafone kun leverer 0,15 Mbit/s. Det er ikke nok til et videoopkald og upload af både billeder og video til f.eks. Facebook foregår også i snegle fart.
Cosmotes 3G netværk kan sagtens følge med Vodafones 4G netværk, og her kan der uploades med 0,7 Mbit/s. Igen blæser WIND forbi både Vodafone og Cosmotes mobilnetværk med en download hastighed, der er næsten tre gange højere end de to andre, og en uploadhastighed på 9,1 Mbit/s.
Målinger sent på eftermiddagen
Svingene aftenhastigheder
Sent på aftenen i barområdet af Gouvia har Vodafone igen 4G-dækning. Men hastigheden er stadigvæk slet ikke acceptabel med 2,58 Mbit/s i download og 0,7 Mbit/s i upload. Cosmote er igen på 3G med 8,58 Mbit/s og 0,36 Mbit/s upload. Begge selskaber tilbyder altså hastigheder, som gør brugen tålelig, men på ingen måde overvældende hurtig.
WIND leverer igen den bedste oplevelse med 7,29 Mbit/s download hastighed og 6,25 Mbit/s i upload hastighed.
Målingerne skal ses i forhold til, at alle barer, restauranter og caféer i områder tilbyder gratis trådløst internet. Derfor burde belastningen på mobilnetværkene ikke være overvældende i netop dette område.
WIND er altså den klare vinder i denne lille test, men det var ikke en klar vinder, for der var også problemer. Med WIND var der nemlig kun 2G uden dataadgang, eller rasende hurtig 4G LTE dækning, Det vil sige, at de steder, hvor 4G nettet ikke dækkede – f.eks. på visse dele inde på hotellet – blev der skiftet til 2G, og når forbindelsen skiftede til 2G, så var det kun muligt at ringe og sende SMS.
Man kan ikke bruge Facebook eller YouTube uden dataadgang, så konklusionen må være, at når WIND dækkende med 4G, så var det en fornøjelse, og når forbindelsen skiftede til 2G så var den ubrugelig. Heldigvis var der 4G dækning de fleste steder.
Aftenmålinger
Hvordan vælges mobilnetværk?
Nu startede denne artikel med en test af Vodafone’s mobilnetværk, og som vores tests har vist, så er netop Vodafones netværk elendigt på den græske ferieø. Men hvorfor er vi så meget efter Vodafone’s mobilnetværk, når nu de konkurrence mobilnetværk leverer bedre hastigheder?
Nu tror du måske, at din mobiltelefon altid vælger det netværk, der har det bedste signal, når du roamer i udlandet. Det er nemlig den gængse opfattelse, som man let kan få, hvis har fulgt debatten om mobildækning i Danmark over de seneste mange år.
Flere medier og politikere har givet danskerne det indtryk, at en mobiltelefon automatisk vælger det bedste mobilnetværk, når man roamer i udlandet. Denne misforståelse har politikerne så brugt for at argumentere for national roaming mellem de danske selskaber.
– EU-roaming: Tjek disse 5 ting og spar penge på mobilregningen
Sagen er blot, at sådan fungerer roaming slet ikke. Og når journalisterne ikke stiller spørgsmål til politikernes misvisende oplysninger, så opstår der let myter omkring roaming. Disse myter kan vi lige så godt aflive med det samme.
Når du står af flyveren i et andet land og tænder telefonen, så søger den fluks efter alle tilgængelige mobilnetværk. Men hvis din mobil er sat til automatisk roaming, hvilket alle mobiltelefoner har som standard, så vælges mobilnetværk ud fra dit teleselskabs valg.
Det er altså ikke din mobiltelefon, men derimod dit teleselskab, som i princippet bestemmer, hvilke mobilnetværk din mobiltelefon vælger.
Det kræver en lille forklaring om begrebet “preferrede roaming partner”, som også går under betegnelsen “Preferred Roaming List” eller blot “preferred roaming”. På dansk kan vi kalder vi det “foretrukne roamingpartnere”.
Foretrukne mobilnetværk er ikke at foretrække
I princippet kan dit teleselskab styre din mobiltelefon til at vælge et bestemt mobilnetværk på to måder. Vi vil her kun beskæftige os med den metode, der kaldes foretrukne roamingpartnere.
Den anden metode, er dit teleselskabs mulighed for at afvise eller tillade roaming via visse mobilnetværk. Denne afvisning foregår i den internationale signalerings-trafik teleselskaberne mellem.
Tilbage til fortrukne roaming partner delen; dit teleselskab har forskellige aftaler med teleselskaberne i hvert land, og i nogle lande har dit teleselskab måske bedre priser hos teleselskab A fremfor teleselskab B og C. Derfor er det mest fordelagtig, hvis du vælger teleselskab A, når du benytter roaming. Altså for teleselskabet.
For at tvinge din mobiltelefon til at benytte teleselskab A, så benyttes en liste over foretrukne roamingpartnere. Denne liste ligger på SIM-kortet, og listen opdaterer dit selskab løbende efterhånden, som der laves nye og bedre aftaler.
– Flere prisstigninger på vej som følge af EU-roaming
Når din smartphone søger efter mobilnetværk i udlandet, så skeler den altså til denne liste over foretrukne roamingparnere, og vælger det foretrukne mobilnetværk selvom andre mobilnetværk måske har bedre dækning.
Dette var netop tilfældet under vores tests med CBB i Grækenland. Så snart vi slog automatisk roaming til, så skiftede mobiltelefonen i løbet af nogle få minutter tilbage til Vodafone’s mobil netværk, selvom Vodafone’s dækning var elendig.
Sådan bruges manuel roaming
Det vil sige, at automatisk roaming ikke altid gør noget positivt for din oplevelse af mobildækningen, men det er helt sikkert godt for dit teleselskabs pengepung.
Efter indførslen af EU’s nye regler bliver manuel roaming, derfor pludselig noget, man som forbruger bør kende til. Med manuel roaming kan man nemlig selv vælge mellem de enkelte mobilnetværk, og man kan således selv afprøve andre mobilnetværk, der måske kan give en bedre dækning.
Samtidig betyder EU’s roaming regler, at der ikke længere for forbrugerne er forskel på priserne på de enkelte mobilnetværk indenfor EU. Det er derfor helt lige meget, om man vælger teleselskab A, B eller C i det pågældende land.
Her finder du oftest netværk i en Android-telefon
I en Android mobiltelefon ligger roaming typisk under Indstillinger -> Mobilnetværk -> Mobiloperatør.
Husk også at have tilkoblet “dataroaming” under mobilnetværk, da du ellers ikke kan benytte data i udlandet.
Under Mobiloperatør står indstillingen normal til “automatisk”. Hvis man fravælger automatisk, så søger mobiltelefonen efter alle tilgængelige mobilnetværk. Herefter kan man vælge mellem de tilgængelige mobilnetværk.
Her finder du netværk på en iPhone
På iPhone kan man også manuelt vælge teleselskab under Indstillinger -> Operatør -> fravælg automatisk. Herefter søger mobiltelefonen efter tilgængeligt mobilnetværk.
Det er lige meget om man vælger 2G, 3G eller 4G, da mobiltelefonen og mobilnetværket selv finder ud af at skifte mellem de forskellige netværksteknologier.
Vælger man f.eks. WIND GR 2G, så skifter mobiltelefonen selv til WIND GR 4G i løbet af nogle minutter. Dette skifte foregår dog normalt kun når mobiltelefonen ikke benyttes. Hvis man slukker for skærmen og venter 3-4 minutter, så skifter mobiltelefonen altså automatisk til 4G netværket.
Bemærk også, at man skal vælge et mobilnetværk, der har hjemmehørende i det land, som man befinder sig i. Som man kan se på billederne, så kunne mobiltelefonen fange både græske og albanske mobilnetværk.
Vejledning til manuelt operatørvalg
Pas på Wi-Fi fælden
Nu har mange danskere flere elektroniske apparater med på ferie. F.eks. en bærbar computer eller en tablet. Her er det vigtig, at man ikke går i Wi-Fi fælden.
Mange ved nemlig godt, at man kan dele sin internetforbindelse via Wi-Fi – også kaldet Internetdeling eller bærbar hotspot. Det kan være fristende, at bruge mobiltelefonens nye hurtige internetforbindelse til lige at koble ungernes iPad på internettet, men her risikerer man at fælden klapper.
Man skal nemlig være opmærksom på, at enheder der kobles op via Wi-Fi, normalt går ud fra, at de er tilkoblet en ubegrænset forbindelse, og applikationerne sluger derfor data i rå mængder.
I det øjeblik mobiltelefonen går på Wi-Fi netværket, så startes der automatisk backup af alle de billeder, der er blevet taget siden telefonen sidst har været på Wi-Fi. Applikationer bliver også automatisk opdateret og applikationer såsom YouTube forsøger automatisk at afspille videoer i HD.
Det er slet ikke unormalt, at backup af billeder, download af opdaterede applikationer og 10 minutters videoklip på YouTube, Instagram eller Facebook hurtigt kan sluge 1 GB data.
De fleste danske abonnementer har kun en stærkt begrænset EU-datapakke, og man kan altså hurtig bruge halvdelen af ens roaming data på ganske kort tid.
Mere til historien
Det er muligt at spare data i mange applikationer. I YouTube applikationen kan man manuelt vælge videokvalitet. Når man afspiller et videoklip, kan man trykke på de tre små prikker øverst i højre hjørne og vælger punktet “kvalitet”. Her man man vælge 360P eller 480P. 360P sparer mest data, mens 480P giver en visuel billedkvalitet, som de fleste vil finde fuldt ud acceptabel.