Podcast #38: Sådan får du bedre lyd fra streamingtjenesterne
Hvordan får jeg Spotify til at lyde bedre? Her får du tips til, hvordan du optimerer på lydkvaliteten.
De store højtalere og stereoanlæg er for manges vedkommende sendt på pension. I stedet lyttes musik i stigende grad via streamingtjenester som Spotify, Apple Music, Tidal og YouTube. Afspilningen sker for nogens vedkommende fra mobilens indbyggede højtaler, mens andre har en enkeltstående højtalerdock eller et multiroom-system som Sonos.
Den fremgangsmåde i musikforbruget er ikke nødvendigvis forkert, men med nogle enkle greb kan der faktisk komme meget mere, og bedre lyd, ud af smartphonen. Også uden det koster en større formue.
– ”Vi er nødt til at imødekomme, at YouTube er verdens største musiktjeneste baseret på antallet af afspilninger. Og der findes mange fine produktioner på YouTube, som kun fås der – f.eks. hvor musikerne sidder i studiet og spiller. Meget YouTube-musik ligger i en god kvalitet, der matcher hvad en almindelig Spotify-adgang tilbyder. Så her kan man faktisk godt få en ’nær Hi-Fi oplevelse’ ud af det,” fortæller lydekspert og produkttræner Thomas Holm Petersen fra Hi-Fi Klubben i Teknologimagasinet MereMobil, der udkommer som podcast.
Lossless og HD-lyd er ikke nødvendigt
Thomas Holm Petersen slår fast, at uanset om musikkilden er CD eller streaming, så starter god lyd altid ved højtalerne, og ikke ved om en afspiller, eller tjeneste, bruger ord som Hi-Res Audio, HD lyd eller lossless.
– ”Jeg synes ikke, man behøver se efter ’lossless’ og ’Hi-Res’. Dette kommer langt nede af linjen. Man kommer langt med et par gode højtalere,” fortæller eksperten.
Uanset hvor godt man lytter efter så kan en lille streaminghøjtaler på størrelse med en skotøjsæske, der kan spille Hi-Res lyd, alligevel ikke gengive lydinformationerne, så reelt kan man ikke høre forskel.
– GUIDE: Sådan bliver du superbruger af Spotify
Loudness-krigen raser
Mange kunstnere og pladeselskaber tror, at succes og vejen til hitlisterne kommer gennem så højt lydtryk som muligt med ’niveau’ hele tiden. Og her raser loudness-krigen. Særligt på nyere musik høres dette.
– ”På en nutidig popproduktion skruer man som lytter ofte ned, når der lyttes, men uanset hvor meget man skruer ned lyder det stadig meget højt. Lytter du f.eks. til en ny produktion som ’Can’t stop the feeling’ med Justin Timberlake høres tydeligt den kraftige kompression, der får sangen til at være meget insisterende. Her er der kun mellem 3 og 4 DB fra det laveste til højeste punkt i lyden,” forklarer Thomas Holm Petersen.
Samtidigt fremhæver han en sang som ”Money For Nothing” med Dire Straits fra 80’erne, hvor udsvinget er mindst 15 DB. Derfor lyder denne sang bare bedre, og giver os som lyttere større lyst til, at skrue højere op. Musikken er heller ikke så langt fremme i skoene, hvilket gør, at der faktisk kan føres samtaler, mens musikken spiller, også selvom lydniveauet er forholdsvis højt.
Til sammenligning er der på spillefilm omkring 20 GB headroom – altså forskel mellem det laveste og højeste punkt i musikken.
Genvejen til bedre lyd
Uanset hvordan man ser på det, så kan gode højtalere, og gerne to af dem, virkelig gøre en forskel for lydkvaliteten.
Hvis man vil have højtalere til streaming og bruge smartphonen som afspiller, og har et beløb i nærheden af 5-6.000 kroner, er der mange andre muligheder, end en enkeltstående højtaler.
Når højtalerne er på plads, kan man se nærmere på om lydkilden skal opgraderes. Altså om man vil lytte til musik fra CD eller streaming. Det er også her man kan tage overvejelser ind om lossless-formater.
– Nu kan du bruge Chromecast til 4K-indhold
Endnu bedre kvaliteter på vej
Thomas Holm fremhæver det hidtil nyeste album med Daft Punk, Random Access Memories, som et eksempel på, at nogle kunstnere trækker væk fra den hårde komprimering.
Der findes også andre nyheder på dette område. Eksempelvis projektet Nordic Dynamic. Her er dogmet, at man slet ikke bruge kompression på musikken.
Tag også et lyt på Master Quality Authenticated (MQA) der er en lydstandard med bedre lyd end CD.
På en afspiller, med en MQA-decoder, vil systemet i lydfilen kunne se en digital underskrift fra kunstneren. Dette åbner for en helt ny oplevelse hvor musikken bliver afspillet præcis sådan som kunstneren og produceren havde tiltænkt det helt oprindeligt
Det særlige er, at MQA-lydfiler kan afspilles af eksisterende musikanlæg og afspillere, men er afspilleren MQA-certificeret ”pakkes musikken yderligere ud”. Tidal skulle være i gang med at se nærmere på implementering af MQA, oplyser Thomas Holm.
Du kan læse mere om MQA på mqa.co.uk.
LYT: ”Få mere ud af lyden”
I episode 38 af Teknologimagasinet MereMobil er kan du møde Thomas Holm Petersen fra Hi-Fi Klubben. Vi kommer omkring fakta omkring moderne lyd, men ser også på lydkvaliteten i forhold til blandt andet vinyl.
Undervejs vil du få mange gode råd til, hvordan du kan optimere på den musik, som du lytter til.
– Sådan lytter du til podcasts fra MereMobil.dk
Afspiller og link til download findes i toppen af denne artikel.
Du kan hente podcasten i iTunes Podcast, via TuneIn eller på YouTube.
Programmet kan også lyttes på FM via Radio Update og Kanal Gladsaxe (100,9 MHz) samt andre stationer, der samarbejder med Radio Update.
Lyt også til flere udsendelser fra MereMobil.dk.
Tilrettelæggelse:
John G. Pedersen
Producer
Mike Forde
Links til de omtalte sange på Spotify
– Dire Straits: Money For Nothing
– Justin Timberlake: Can’t Stop The Feeling
– Daft Punk: Random Access Memories
Mere til historien
En række sites sælger musik i det højtopløselige lydformat. Blandt andet HDtracks.com, prostudiomasters.com, bowers-wilkins.net/society_of_sound og 2L.no.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 38:23 — 71.1MB)
Subscribe Apple Podcasts | Spotify | Blubrry | TuneIn | RSS