Internet-fænomen får egen spil app
Grumpy Cat er blevet en verdensstjerne på internettet og nu får katten også sit eget mobilspil.
Internettet byder på mange ting, især humor. Et af de nyere internet fænomener er den sure kat Grumpy Cat. Den har taget verden med storm, og er på ganske få år blevet lidt af en sensation og især en medie-persona i USA.
Grumpy Cat hedder egentlig Tardar Sauce, men de nedadvendte mundviger gør at hunkatten egentlig burde være i armene på en gammel sur mand i vippestol. Det er hvert fald sådanne tanker man hurtigt får med katten med den specielle mund, der skyldes underbid og en lille mutation af dværgisme.
Nu har katten så fået sit eget mobil-spil “Grumpy Cat – Ready, Set, NO”. Altså klar, parat, NEJ. Spillet skulle efter sigende være “det værste spil du nogensinde kommer til at spille”. Hvilket er for at understrege den negative humor som denne kat har spredt på internettet.
Spillet skal mere ses som en portal med 60 små spil, fire temaer og over 40 Grumpy Cat karakterer. Spillet er lavet i samarbejde med kattens ejer, Tabatha Bundesen og direktøren for Lucky-Kat Studios, der laver spillet, har da også mødt Grumpy Cat i virkeligheden.
Spillet er en form for freeware hvor man kan spille gratis, men der vil være købsmuligheder i spillet. Den digitale valuta er (naturligvis) guldfisk, og de bruges til at komme til flere levels, få flere karaktere og lignende. Man kan dog undgå at betale ved at se video-reklamer.
Spillet kommer til jul og er dermed klar til at sætte en dæmper på julehyggen med et vredt suk når folk bliver for glade.
Mere til historien
Grumpy Cats ejer Tabatha Bundesen har så vidt det vides ikke nære danske rødder, på trods det dansk-klingende efternavn. Hendes bror Bryan lagde et billede på internettet og tog verden med storm. Tabatha var tjener, men allerede få dage efter at billedet var uploaded kunne hun sige op. Det er estimeret at katten har omsat for 100 milllioner dollars i sit fire år korte liv, men ejeren var heller ikke sen til at udnytte opmærksomheden. I USA kan du naturligvis købe posters, t-shirts, bøger, kaffe og meget meget andet.