BAGGRUND: 26 mobilmaster dækkede Danmark med mobiltelefoni i 1982. Her er historien om Danmarks første mobilnet NMT.

Den 1. januar 1982 er en vigtig dato i mobiltelefoniens historie. Her åbnede Danmarks første mobiltelefonnet NMT (Nordisk Mobil Telefonsystem), der dannede grundlaget for en fantastisk udvikling.

NMT var opdelt i to frekvensbånd. NMT 450 og NMT 900. Det vil sige henholdsvis 450 og 900 MHz.

450 MHz-båndet, der åbnede 1. januar 1982, var landsdækkende, og havde 180 kanaler til rådighed. Opkald og tildeling af kanaler var digital, mens talen var analog. Derfor kunne samtalerne aflyttes med simpelt modtageudstyr.

NMT var verdens første fuldautomatiske mobiltelefonsystem.

NMT 900 åbnede i Danmark, Sverige, Norge og Finland den 2. januar 1987, efter to måneders afprøvning og i øvrigt et år før planlagt. Systemet havde 400 kanaler, og dermed en langt større kapacitet. Dengang forventede man der ville gå et par år, før systemet var landsdækkende.

Det er sjovt at tænke tilbage på, at det daværende Post- & Telegrafvæsen først fra 2. januar 1987 gav tilladelse til bærbar brug af telefoner, der nu ikke skulle være fastmonteret i køretøjer og lignende. Det var her at slæbbare telefoner på 6-8 kilo kom ind i billedet.

Utrolig lang rækkevidde

NMT 450 rakte virkelig langt, og derfor kunne landet dækkes ind med blot 26 basestationer. Danmark var opdelt i tre såkaldte trafikområder.

Basestationerne blev etableret i forbindelse med FM-radio og TV-antennemaster eller radiokædetårne. Sendemasten i Sdr. Højrup på Midtfyn kunne dække helt fra Middelfart i nord til Svendborg i syd.

Da systemet startede var der én samlede mobiltelefoncentral i København. Det kaldte man MTX (Mobil Telephone Exchange). Systemet kunne automatisk registrere, i hvilket trafikområde at en mobiltelefon befandt sig.

I en gammel beskrivelse af NMT-systemet, dateret 1982, fra Post- og Telegrafvæsenet, betegnede man de 26 antennepositioner som ”et stort antal basisstationer”. Til sammenligning havde Telenor ved udgangen af 2014 omkring 4.150 mobilmaster i Danmark, for at kunne opnå landsdækkende mobilsignal.

De analoge samtaler betød også, at brugerne i yderområderne, hvor dækningen var dårlig, kunne opleve støj på linjen, præcis som det kendes fra en FM-radio hvor signalet ikke går helt klart igennem. Til gengæld var der næsten altid en eller anden form for hul igennem.

Dyre telefoner og samtaler

NMT 900 kan bedst sammenlignes med den type mobiltelefoni vi kender i dag. NMT 450-telefoner var typisk fastmonterede, eller meget store, mens håndportable telefoner alene blev tilladt i 900 MHz-systemet.

De fastmonterede NMT-450 telefoner havde en sendeeffekt på op til 15 watt mens tilsvarende NMT-900 terminaler lå på op til 6 watts sendeeffekt. Sendeeffekten i de transportable telefoner gik op til 1 watt.

I dag måles sendeeffekten i milliwatt, og den er dynamisk. Befinder telefonen sig langt fra en basestation, vil der automatisk blive skruet lidt højere op for effekten.

En telefon som Stornomatic 900 kostede i 1982 omkring 17.000 kroner. Omregnet til 2013-priser svarer det til godt 39.000 kroner.

I 1982 kostede et samtaleminut 2,5 kroner. I 2013-priser svarer det til 5,78 kroner i minuttet, så man skulle virkelig tænke sig om, inden der blev ringet. Tallet kommer fra Post og Tele museum. Dengang var oprettelsesafgiften på 300 kroner (godt 700 kroner i 2013-priser).

Afgiften skulle også betales ved ejerskifte. Dertil kom en kvartalsudgift på 175 kroner (404 kroner i 2013-priser).

De høje priser betød også, at mobiltelefoni var for de få udvalgte. Handelsrejsende, læger, dyrlæger og andre med vagtordninger, var de første til at benytte denne form for telefoni.

Som tiden gik faldt priserne og i 1991 kunne en Motorola MicroTac købes til 14.700 kroner (23.000 kr. i 2013-priser).

I julen 1996 fik mobiltelefonen et folkeligt gennembrud, da en priskrig førte til, at telefoner kunne købes til 1 krone.

Større sikkerhed mod aflytning

Mobiltelefoni har eksisteret i Danmark i mange flere år, end vi normalt tænker på. I 1951 blev den første offentlige biltelefontjeneste (bemærk ordet ”bil”) etableret i Danmark. Her var der tale om en fastmonteret biltelefon hvor batteriet fyldte ret meget i bagagerummet.

Opkaldene foregik ved, at ringe en telefoncentral op. Her lavede omstillingsdamen en manuel ekspedition og etablerede således forbindelsen til den man skulle tale med.

Der kunne kun modtages opkald hvis den såkaldte kaldekanal var tændt. Ellers kunne man ikke høre beskeden om, at der var et opkald på vej. Når modtageren havde givet en klarmelding blev samtalen etableret.

Biltelefonsystemet havde blandt andet den svaghed, at andre bilister med samme kanal åben, kunne lytte med på samtalen.

Et af argumenterne ved NMT-systemet var en større sikkerhed mod aflytning. Post- & Telegrafvæsenet beskrev dengang hvordan mobiltelefonen selv kontrollerer hvilke radiokanaler der var optagede, og efterfølgende selv fandt frem til en ledig radiokanal. Et faktum var dog, at samtalen var analog og kunne aflyttes med simpelt udstyr.

Personsøgere brugte også NMT

Personsøgertjenesten, også kaldet Ops, var en meget benyttet funktion, til at sende en besked ud til en passiv enhed, der rent basalt var en nummerviser.

Ved hjælp af tre frekvenser på 450 MHz-båndet (samme frekvensbånd som NMT 450), med en sendeeffekt på 100 Watt, kunne systemet nå ud til alle i hele landet – næsten uanset hvor de var, også i meget radiodøde rum. Netop dækningen var det stærkeste punkt på personsøgerne, idet de virkede overalt. Noget der blev savnet senere.

Ops havde fået tildelt 3 x 25 kHz på frekvenserne 469.500, 469.650 og 469.950 MHz.

Princippet var simpelt. En radiomodtager der kun skulle lytte, ingen sender, så batteri levetiden var ganske god.

I starten kunne der kun overføres numre, altså det telefonnummer man ønskede at blive ringet op på. Simpelt med vore dages briller på, men husk det var før, der var noget der hed SMS.

I de sidste udgaver af personsøgerne, kunne der vises korte tekstbeskeder, som kunne vælges ved at indtaste en nummerkode. Det med blot at vise telefonnummeret var det mest almindelige.

Beskederne blev udsendt på alle tre frekvenser på én gang, i hele landet, så brugeren kunne risikere at modtage samme besked tre gange. Senere blev det muligt for modtagerne, at sortere dobbelte beskeder fra i visningen.

Signalerne blev sendt i ”POCSAG” 512 koden (Post Office Code Standard Advisory Group – 512 bit pr. sekund). Læs here mere om Pocsag-koden.

Systemet kunne ikke få verificeret om beskeden blev modtaget, og det var det svage punkt i personsøgerne.

Da GSM-systemet blev udbredt, så valgte man at lukke ned for NMT, da systemerne var for dyrt i drift, og ikke have kapacitet til det stigende antal samtaler og kunder.

I mange år blev NMT-nettet solgt i mange østlande, for det stærke punkt var netop rækkevidden på NMT 450. Af samme årsag som på Grønland.

Ops’s sendemaster var en blanding af NMT- og TV-master, spredt over landet. Typisk var de høje TV-master de første, og derefter blev hullerne fyldt ud med en blanding af NMT og TV-hjælpesenderes master.

SMS og NMT

I princippet kunne NMT-systemet sagtens opdateres løbende, på samme måde som GSM. Men da det kun var et fælles nordisk system, så var kampen mod det verdensomfattende GSM (Global System Mobile) tabt på forhånd.

Men, der var faktisk masser af muligheder for, at importere dele fra GSM i forbedringerne.

Faktisk havde de sidste NMT-telefoner SMS-funktion, noget de netop arvede fra GSM-systemet, men nettet understøttede det ikke, på grund af manglende kapacitet.

De første GSM-telefoner kunne faktisk slet ikke bruges til SMS. Det var først efter flere år, og med Nokia 2110, de rigtigt skød det i gang. Nokia 1011 der kom før Nokia 2110 kunne i princippet også bruges til SMS, men nettet var ikke åben for det.

Nokia leverede hardwaren til GSM-nettet, så de var også de første der var med på SMS-bølgen.

Mange af de andre telefoner kunne først senere – eller som Motorola 5200 – først efter en software opdatering.

Lukningen af NMT

Den 1. marts 2002 klokken 12 var det slut. Efter 20 års tjeneste trak TDC stikket til NMT, der nu var blevet overhalet af det nye, og langt smartere GSM-system.

Ambitionen var 100.000 kunder, men i 2002 var der næsten to millioner mobilkunder hos TDC.

Et år før lukningen sendte TDC breve ud til de daværende 40.000 NMT-kunder, men ikke alle var lige lette at flytte, og helt op til sekundet før lukningen af NMT, var der stadig aktive brugere.

Kunderne fik tilbuddet om at skifte til GSM-nettet, hvilket 26.000 takkede ja til, men ved lukningen var der stadig 6 – 7.000 kunder på NMT.

I Grønland fortsatte brugen af NMT frem til den 31. maj 2007. Den lange rækkevidde var en af årsagerne til, at systemet her fik nogle ekstra år.

HØR OGSÅ: Så vildt er mobilnettet i Grønland

Mere til historien

GSM-systemet gik i kommerciel drift den 1. marts 1992 hvor det første opkald foretages på en sendemast i København. Det daværende Sonofon havde dengang 12 sendemaster til GSM i Storkøbenhavn.

INFO: Hvis du mener nogle informationer i denne artikel er ukorrekte, så send os gerne en besked med forslag til rettelser.