BiBob lukkes ned – bliver til CBB
Farvel og tak til Bibob der lukkes ned den 22. februar. Fremover vil Telenor benytte CBB-varemærket til lavpriskunderne.
Så er det farvel til BiBob som varemærke i mobilbranchen. Det Telenor-ejede lavprisselskab forenes nu med CBB, det andet brand i koncernen, og udgår dermed.
Nuværende Bibob-kunder fortsætter på deres nuværende abonnementer og priser, men nye kunder vil fremover i valget af mobilselskab, skulle forholde sig til CBB-produkter.
Nedlæggelsen af Bibob sker den 22. februar. Fra denne dato vil de gamle Bibob-kunder skulle bruge deres kontologin hos CBB.
– ”Vi har reduceret antallet af produkter, vi er i gang med en omlægning af it-systemerne, og nu nedlægger vi så et af vores brands for at koncentrere os om at dyrke og finpudse to knivskarpe og stærke telebrands, nemlig Telenor og CBB,” udtaler Telenors adm. direktør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.
Der skal i forbindelse med overgangen fra Bibob til CBB ikke skiftes SIM-kort.
Mere til historien
Bibob blev grundlagt af IT-iværksætter Frank Rasmussen. På åbningsdagen, 13. oktober 2007, opnåede selskabet 5.000 kunder. I 2009 blev Bibob overtaget af Telenor.