Julen er ikke længere et SMS-hit
SMS’en er lagt på hylden juleaften. Julehilsnerne sendes nu primært som data via blandt andet Facebook og Instagram.
For ikke så mange år siden var jul og nytår et regulært SMS-hit. Det var de to aftener på året, hvor danskerne var flittigst med SMS-fingeren. Dengang oplevede man hvordan telefonen konstant bippede disse aftener.
Når vi ser på tal fra landets andenstørste mobiludbyder, Telenor, og sammenligner historiske data med de nuværende, er udviklingen tydelig. I julen 2009 blev der sendt 14,4 millioner SMS-beskeder fra den 24. december kl. 24 til den 25. december 6 om morgenen. I årets jul (2015) var tallet helt nede på 6,7 millioner SMS’er.
Om formiddagen mellem klokken 10 og 11 var der mest tryk på SMS’erne. Her blev der sendt 570.000 beskeder på blot én time i Telenors netværk, som er det netværk hver fjerde dansker benytter.
Kunderne hos Telia og 3 var heller ikke så flittige med SMS-beskederne som tidligere. I løbet af juleaften sendte Telias kunder 4.012.266 SMS’er. Hos 3 kom der cirka fem millioner jule-SMS’er igennem, hvilket er på niveau med de 5,3 millioner SMS’er der blev sendt i julen 2014.
– Dette tager vi billeder af i julen
God jul ønskes på sociale medier
3, Telia og Telenor er alle enige om, at trafikken flytter til sociale medier. I timen efter midnat var der stor aktivitet på medier som Facebook, Instagram, Snapchat og Twitter, rapporterer 3 i deres dataanalyse fra netværket.
Mellem den 24. december klokken 02 og 25. december klokken 02 forbrugte 3’s kunder 146 TB (terabyte) data. Det er 46 procent mere end samme periode i 2014. Det svarer til, at én person streamer Netflix uafbrudt i 7,5 år.
Telenors kunder forbrugte tilsammen 130 TB data (24/12 kl. 00 til 25/12 kl. 06). Telia-kundernes dataforbrug lå på 139 TB.
Tallene indikerer tydeligt, at vi er langt mere flittige til at være online, fremfor at sende en julehilsen på SMS.
Selvom smartphones kan sende små billeder via MMS kan der ikke her spores store stigninger. Trafikken er så at sige flyttet fra den traditionelle SMS/MMS-del af telefonen til de sociale applikationer.
– 2014: Jule SMS’er er i frit fald
Fakta: SMS og MMS i julen
2015: 06,7 mio. (SMS) / 281.000 (MMS)
2014: 07.4 mio. (SMS) / 246.272 (MMS)
2013: 08,1 mio. (SMS) / 227.461 (MMS)
2012: 09,9 mio. (SMS) / 225.654 (MMS)
2011: 12,4 mio. (SMS) / 248.000 (MMS)
2010: 14,1 mio. (SMS) / 225.000 (MMS)
2009: 14,4 mio. (SMS) / 113.000 (MMS)
(Datagrundlag: 24/12 kl. 00 til 25/12 kl. 06)
Kilde: Telenor
Mere til historien
I fakta-boksen viser vi kun Telenors historiske tal, da disse er mest anvendelige til en sammenligning. De øvrige selskaber har gennem årerne ikke leveret datamateriale der er opgjort ens fra år til år.