Danske Bank: Flere betalingstjenester er godt for forbrugerne
Paii og konkurrencen hilses velkommen af Danske Bank.
Teleselskabernes bud på en mobilbetalings-løsning, Paii, bydes velkommen på markedet af Danske Bank, der mener konkurrencen fra nye tjenester er godt for forbrugerne.
Danske Bank står bag MobilePay, der indtil nu er hentet over 1 million gange.
– ”4Ts løsning ser fin ud. Generelt er forbrugerne godt stillet når, der er flere tjenester at vælge imellem,” siger Jesper Nielsen, direktør for forretningsudvikling i Danske Bank, til MereMobil.dk.
Med Paii kan der købes for op til 7.500 kroner per betaling, mens Danske Bank på MobilePay kun tilbyder 1.500 kroner per transaktion
– ”Der arbejdes på at hæve beløbet, men vi vurderer løbende på det. I gennemsnit overføres der 250 kroner per transaktion,” forklarer Jesper Nielsen.
– MobilePay vinder prisen for årets app
Nej tak fra Coop og Dansk Supermarked
Danske Bank har fornyligt lanceret MobilePay Business, som erhvervsdrivende kan bruge til at modtage betaling fra kunderne, men i Børsen vender både Coop og Dansk Supermarked tommelfingeren nedad, da de mener at MobilePay er langsommere en Dankort.
– ”Kunderne kommer ikke hos os for at stå i kø,” siger kommunikationskonsulent Martin Møller Aamand fra Dansk Supermarked til avisen.
Den betragtning kan Jesper Nielsen i Danske Bank godt tilslutte sig.
– ”Jeg kan godt forstå deres udmelding. Mobilepay er ikke beregnet til store supermarkeder, men til mindre virksomheder som erstatning for småbetalinger. Men vi arbejder på en anden løsning, der kan komme inden for en overskuelig fremtid,” siger han.
– Web-TV: Det tager flere år at udbrede Paii
Mere til historien
Paii har en ambition om, at mobilen skal være det eneste man behøver at have med sig rundt. Systemet skal kunne rumme betalingskort, identitetskort, bonus- og medlemskort, kvitteringer, billetter og meget andet.
Læs også:
– Paii blev ramt af startvanskeligheder