Spark Mail vs. Outlook: Her er min vinder af mail-krigen
Microsoft Outlook er for mange blevet tungt og uoverskueligt. Jeg har derfor testet Spark Mail som et moderne alternativ, der med dyb AI-integration lover at genvinde kontrollen over dit mailkaos. Men er de mange penge givet godt ud? Læs min dom over den intelligente indbakke her.

Microsoft Outlook er med estimeret 400-500 millioner konti verdens største spiller i erhvervslivet, og ligesom mange privatbrugere har jeg også selv brugt Outlook og Microsoft 365 i årevis.
Efter min opfattelse er den moderne AI-tid endnu ikke for alvor slået igennem i Microsofts univers. Jeg kan godt nok finde visse Copilot-funktioner i onlineudgaven, men jeg oplever stadig, at det halter i desktopversionerne.
Det skal retfærdigvis siges, at jeg faktisk har muligheden for at tilkøbe Copilot-integration i min Microsoft 365 mailkonto. Men priserne ligger på 125-150 kroner pr. bruger om måneden, og da der ikke tilbydes en prøveperiode, har jeg svært ved at vurdere, hvor gavnlige funktionerne reelt ville være i min hverdag.
Dette tomrum giver plads til nye, innovative mailklienter, hvor AI er selve kernen. Navne som BlueMail, Spark Mail og Canary Mail vinder frem. Sidstnævnte anmeldte jeg med stor begejstring sidste år (du kan læse anmeldelsen her).
Nu har jeg kastet mig over Spark Mail, der i sine grundtanker minder mig om Canary Mail: En masse AI og – ikke mindst – et bedre overblik, end det Microsoft tilbyder mig.
Jeg mærker tydeligt på de nye konkurrenter, at de har gentænkt mailindbakken fra bunden. Microsoft virker for mig fastlåst i fortiden – formentlig fordi det ville skabe et ramaskrig blandt de faste brugere, hvis designet pludselig blev ændret radikalt.
I stedet for en slavisk gennemgang af alle funktioner i Spark Mail, vil jeg her fokusere på de specifikke værktøjer, der for alvor har forandret min måde at håndtere mails på.
Slut med mail-støj: Smart-funktioner skaber ro
Spark bygger på filosofien om, at mails ikke skal forstyrre unødigt. Derfor har jeg nu fuld kontrol over, hvilke afsendere der må give mig notifikationer.
Jeg har indstillet “Prioriterede afsendere” for udvalgte personer, mens funktionen ”Smart” automatisk sorterer støjen fra ved at slukke for notifikationer fra ukendte afsendere og nyhedsbreve.
En interessant feature er det ”stopskilt”, jeg møder, når jeg åbner programmet. Spark vil tydeligvis ikke have, at jeg sidder med hovedet i indbakken konstant. I stedet foreslår appen dedikerede fokusvinduer, hvor jeg kan arbejde koncentreret med mine mails – intervaller, jeg i øvrigt selv kan indstille.
Selve mailoversigten virker langt mere overskuelig for mig end på Microsoft. Den tilbyder masser af tilpasningsmuligheder og grupperer automatisk ”notifikationer”, ”pins” og ”nyhedsbreve”.
Det betyder, at de mindre vigtige ting ikke flyder rundt mellem mine vigtige beskeder. De ekstra vigtige prioriterede mails, er samlet i sin egen prioriterede gruppe, så intet drukner i mængden.
Gatekeeper: En effektiv dørmand til din indbakke
Personer, jeg ikke normalt kommunikerer med, bliver automatisk stoppet af funktionen ”Gatekeeper”.
Dette fungerer som en dørmand, der placerer nye afsendere i en særlig topkategori (”New senders”) i stedet for at lade dem ryge direkte ind i indbakken. Herfra kan jeg hurtigt tage stilling til, om jeg vil slette, blokere eller godkende dem.
Det er vigtigt at slå fast, at Gatekeeperen ikke er et spamfilter – det er niveauet efter spamfilteret.
Personligt synes jeg, det er en fed måde at holde fokus på det, der betyder noget. Jeg slipper for hele tiden at blive forstyrret af personer, jeg ikke har en aktiv dialog med.
Unified Inbox: Når det samlede overblik bliver træls
Én samlet indbakke for ALLE mails, Unified Mailbox, er noget Spark markedsfører som en særlig funktion. For mig er den irriterende.
Når du trykker ”Inbox” i menuen, så listes alle mails fra alle dine mailkonti. I mit tilfælde Microsoft 365 (arbejde) og Gmail (private mails).
Jeg er ægte træt af, at jeg ikke kan slå det fra. I stedet for Sparks ellers simple venstremenu på computerversionen har jeg været nødt til at køre med denne bar foldet helt ud, så jeg kan se ”Arbejde” og ”Privat” som to mailbokse, jeg kan trykke på.
Sagen er, at mine privatmails i arbejdstiden ikke er vigtige. Derfor er det møgirriterende, at de blandes sammen med mine arbejdsmails.
Mit forslag er, at Spark gør det muligt at definere, om ”Inbox” er alle mailbokse samlet, eller om den blot åbner ens primære mailkonto.
AI i Spark Mail: Fra hurtigt resume til effektiv oversættelse
AI er dybt integreret i Spark, og det mærkes især, når jeg skriver eller modtager mails.
Helt klassisk kan jeg få et resumé eller en oversættelse af en mail – enten detaljeret eller kompakt. Funktionen ”Action points” er også smart; her serveres de vigtigste opgaver, jeg skal forholde dig til, på en overskuelig liste.
Det er dog et irritationsmoment, at AI’en absolut vil opsummere hele mailtråden og ikke blot et markeret område. Ofte har jeg bare brug for et resumé af den seneste (og måske meget lange) mail.
Til gengæld har oversættelsesfunktionen virkelig løftet min effektivitet. Da jeg modtager og skriver mange mails på engelsk, er det en kæmpe hjælp, at jeg kan formulere mig på dansk og bagefter få en “ægte” AI-oversættelse til engelsk – altså langt bedre end de gamle ”ordbogs-oversættelser”. Det sparer mig tid og sikrer, at mine svar bliver mere detaljerede.
Spark tilbyder også AI-genererede hurtigsvar, men de virker ærligt talt for kunstige til min smag (f.eks. ”Tak for din hurtige og hjælpsomme tilbagemelding” – sådan skriver jeg bare ikke).
Selv når jeg prompter mig til et svar, rammer Spark ikke altid plet. Her er jeg blevet vant til Canary Mail, hvor jeg kunne bede AI’en om at ”skrive et venligt svar ud fra mine notater”. Canary leverede et brugbart udkast i min tone, mens Spark desværre forfalder til en tydeligt AI-præget stil.
AI-hjælpen i Spark omkring dette punkt er bestemt ikke dårlig, men jeg har set den udført bedre. Jeg håber, at teamet arbejder på netop dette, for når man først har prøvet AI-hjælp til mails, føles alt andet gammeldags.
Til sidst vil jeg fremhæve korrekturlæsningen (proofread). Her slår Spark faktisk Canary Mail, fordi den retter fejl uden at smadre min opstilling af teksten, hvilket Canary desværre har en tendens til.
Automatiske mødenotater: Sparks mest geniale AI-værktøj
Når jeg starter f.eks. et Teams-møde, spørger Spark mig straks, om den skal tage notater. Jeg har næsten ikke ord for, hvor anvendeligt det er – for hvem kan egentlig huske alle detaljer efter en times onlinemøde?
Her leverer Spark et referat med punktopstillinger, der automatisk gemmes i ”Meeting Notes”-mappen. Programmet er helt ligeglad med, om jeg taler dansk, engelsk eller tysk (eller en blanding). Det er ganske enkelt voldsomt genialt.
En anden smart funktion er “AI Assistant”. Jeg kan eksempelvis bede den: ”Find seneste mails fra Mark”. Herefter får jeg en liste med de relevante mails, hver især forsynet med et to-linjers resumé, så jeg hurtigt kan klikke mig frem til det rigtige.
Det er MEGET mere end den traditionelle mailsøgning, jeg kender fra min gamle mailboks. Jeg kan nemlig spørge konkret: ”Har jeg haft en samtale om <indsæt emne>?”
Nu får jeg serveret et overblik fra mailhistorikken, hvor emnet indgår – igen med et kort tekstoverblik ved hvert resultat. Denne form for intelligent søgning er hamrende genial, når jeg virkelig skal grave historik frem i dybet. Og som en ekstra bonus kan assistenten i øvrigt også hjælpe med at oprette kalenderaftaler.
Sådan ser Spark Mail ud på computeren






Kalender-bøvl: Synkroniseringen med Outlook driller
Spark har integreret en kalender, men her stopper min glæde.
Når jeg opretter en event i Spark, så synkroniseres den med min Microsoft 365-konto, men når jeg opretter uden for Spark (f.eks. kalender-app på Mac eller direkte online på 365-login), så optræder begivenheden ikke i Spark-kalenderen. Ej heller hvis jeg accepterer invitationer uden for Spark.
Accepterer jeg derimod en invitation på mail i Spark, så oprettes denne to gange på Microsoft 365.
Jeg har været i dialog med supporten (som i øvrigt er rigtig venlige), men det er ikke blevet løst – de har endda fået logfiler og bekræfter, at de kan se problemet.
Min forventning er, at der kommer en løsning på det, men jeg kan selvfølgelig ikke love det. Lige nu bruger jeg derfor ikke Spark-kalenderen.
Det er trist, at denne funktion ikke spiller, da jeg sagtens kan se værdien af AI-hjælp omkring kalenderen.
Read Status: Se hvornår dine mails bliver åbnet
Funktionen ”Read Statuses” giver mig mulighed for at se, om modtageren har åbnet min mail. Det er et rigtig anvendeligt værktøj – især fordi modtageren ikke opdager, at jeg bliver underrettet.
Hvis jeg drager en parallel til Canary Mail, vinder Canary dog på dette punkt, da den leverer flere og bedre resultater.
Samtidig er Canary stærkere til at beskytte mig mod sporing. Den forhindrer effektivt andre i at se, om jeg har læst deres mails, og viser mig endda præcis, hvilke trackingsystemer der har forsøgt at kigge med.
Uanset forskellene på de to programmer, er tracking-funktionen efter min opfattelse et vigtigt værktøj i hverdagen.
Prisen for Spark Mail: Er 1.700 kroner om året for meget?
Jeg har bemærket, at Spark ligger prismæssigt noget højere end både Canary og BlueMail. Det er værd at huske, at denne udgift kommer oven i det, man i forvejen betaler for sin mailudbyder (f.eks. Microsoft 365 eller Gmail).
Personligt synes jeg, at en pris på omkring 1.700 kroner om året per bruger er lige i overkanten.
Jeg har dog bedt Spark om en forklaring på prisniveauet.
Teamet begrunder merprisen med, at de ikke blot tilbyder et mailprogram, men en komplet produktivitetsplatform. Prisen dækker over dyb AI-integration (som f.eks. mødenotater), indbygget kalender og konstante opdateringer på tværs af platforme.
Deres strategi er altså at sælge tidsbesparelser til superbrugere frem for at konkurrere på laveste pris.
I sidste ende skal du selv dykke ned i prisoversigterne for at vurdere, om funktionerne står mål med prisen. Herunder får du overblikket over priserne på de tre omtalte mailprogrammer.
| Funktion | Spark Mail (Pro plan) | Canary Mail (Pro+ plan) | Bluemail (Team plan) |
| Pris år | 229 € | $120 | $96 |
| Pris i DKK (år) | Ca. 1.708 DKK | Ca. 822 DKK | Ca. 658 DKK |
| Pris i DKK md. | Ca. 142 DKK | Ca. 69 DKK | Ca. 55 DKK |
| AI | Ubegrænset AI-assistent og mødenotater | AI Copilot (skrivning, opsummering og prioritering) | GemAI (ubegrænset adgang til generativ mail) |

Konklusion: Derfor vinder Spark over Canary og Outlook
Når jeg holder min oplevelse op mod min test af Canary Mail, må jeg konstatere, at Spark Mail virker mere gennemført. Den har flere funktioner og giver mig større frihed til personlig tilpasning – men prisen er også derefter.
Det, der tipper vægtskålen til Sparks fordel, er for mig de automatiske mødenotater, ”Gatekeeper”-funktionen, grupperingen af nyhedsbreve og den intelligente styring af notifikationer.
Selvom AI er blevet uundværlig for mig, skal Canary dog have ros for at håndtere mine manuelle prompts bedre end Spark.
Til gengæld vinder Spark på stabilitet. Det er en solid platform, uanset om jeg bruger Android, iPhone, Mac eller Windows. Her er de rigtig stærke. Jeg har til sammenligning bøvlet en del med at få Canary Mail til at køre fejlfrit på Android, mens det har fungeret fint på iPhone.
For god ordens skyld skal jeg nævne, at jeg stadig har til gode at teste BlueMail.
Konklusionen er dog klar: For mig er effektivitet og overblik det vigtigste, og her er Spark Mail vinderen. Canary er et glimrende, prisvenligt alternativ, men Spark er bare dét skarpere.
Jeg lever med kalenderproblemerne ved at bruge min standardkalender ved siden af, så det er til at overkomme. Det største minus er faktisk prisen: Spark Mail er mere end dobbelt så dyr som konkurrenterne, men for mig er pengene givet godt ud.
5 ud af 6 stjerner.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- AI: En uvurderlig hjælp i arbejdsdagen
- Geniale mødenotater: Automatisk referat og punktopstilling fra Teams-møder fungerer fremragende på tværs af sprog.
- Intelligent søgning: Du kan søge med naturligt sprog (f.eks. “Har jeg talt om X?”) og få præcise resuméer af søgeresultaterne.
- Gatekeeper: Effektiv “dørmand”, der giver kontrol over nye afsendere, så indbakken holdes ren.
- Stærk oversættelse: AI-oversættelsen føles naturlig og sparer tid i kommunikation på f.eks. engelsk.
- Fokus-funktioner: “Smart”-notifikationer og fokusvinduer hjælper med at undgå forstyrrelser.
- Korrekturlæsning: “Proofread”-funktionen retter fejl uden at ødelægge din opstilling af teksten-
- Platform-stabilitet: Appen kører solidt og fejlfrit på både Android, iPhone, Mac og Windows.
Lidt at tænke over
- Høj pris: Med ca. 1.700 kr. om året pr. bruger er den væsentligt dyrere end konkurrenterne.
- Kalender-bøvl: Alvorlige synkroniseringsproblemer med Microsoft 365 (begivenheder mangler eller dubleres).
- Unified Inbox: Den samlede indbakke kan være irriterende og uoverskuelig, da den blander private og arbejdsrelaterede mails – og kan ikke slås fra.
- AI-begrænsninger: Opsummerer hele mailtråde i stedet for markerede områder, og de autogenererede svar virker kunstige.
- Svagere prompts: Generering af svar ud fra egne notater er ikke lige så velskerevet som hos konkurrenten Canary Mail.
- Privacy ved tracking: “Read Statuses” er brugbart, men beskytter ikke mod andres tracking lige så godt som Canary Mail.
Mere til historien
Spark tilbyder en 7-dages fuld prøveperiode af Plus og Pro planerne, så du kan prøve den fulde pakke før du køber.

