Historisk tronskifte: Elbilen vinder over diesel
For første gang i historien overhaler antallet af elbiler nu dieselbilerne på de danske veje. Se de nyeste tal her.

En af de største milepæle i den danske transporthistorie bliver rundet i disse dage.
For første gang nogensinde overhaler elbilen dieselbilen i antal på de danske veje.
Det markerer et definitivt skifte, hvor elbilen går fra at være et grønt alternativ til at være danskernes nye standard.
OVERBLIK: Elbilers rækkevidde om vinteren: Så meget koster kulden dig
Ifølge de seneste opgørelser fra Bilstatistik var der i starten af denne uge cirka 552.500 elbiler indregistreret i Danmark. Med det nuværende tempo for nysalg af elbiler og den løbende afmelding af ældre dieselbiler, viser prognoserne, at tronskiftet finder sted torsdag eller fredag i denne uge. Det oplyser ladeoperatøren Clever i en pressemeddelelse.
Hos Clever ser man milepælen som et bevis på, at mange års investeringer i infrastruktur nu for alvor bærer frugt.
-“Nu går elbilen fra at være et alternativ til at være det nye udgangspunkt. Diesel er overhalet, og trafikken har skiftet retning,” siger Christina Fink, ansvarlig for Clever. Hun understreger dog, at dette ikke er målstregen, men et vendepunkt, der forpligter til endnu mere udbygning.
LÆS MERE: Priser på brugte elbiler falder: Her får du mest for pengene
Udviklingen er ikke sket tilfældigt. Mens mange store aktører i benzin- og olieindustrien i sin tid afventede markedet, valgte aktører som Clever og energi- og fibernetkoncernen Andel at investere massivt i ladeinfrastruktur allerede fra 2009.
I dag tæller det danske ladenetsværk cirka 50.000 offentlige ladepunkter, hvilket har været en afgørende forudsætning for, at ni ud af ti private bilkøbere i dag vælger en bil med stik.
Annonce (artiklen forsætter herunder)
Tjek besparelsen på din bilforsikring (uden at blive ringet op)
Vi giver dig prisen sort på hvidt med det samme. Ingen skjulte gebyrer og ingen telefonsælgere. Se her, om du skal skifte eller blive.
Mod 1,6 millioner elbiler i 2030
Selvom overhalingen af diesel er historisk, kigger branchen allerede mod næste mål. Forventningen er, at Danmark vil have mindst 1,6 millioner elbiler i 2030 – og måske endnu flere.
For at følge med det enorme tempo varsler Clever nye tiltag i første halvår af 2026.
Selskabet planlægger at lancere et nyt produkt, der skal gentænke de nuværende ladeløsninger og give elbilisterne flere valgmuligheder, så infrastrukturen kan bære den massive trafikvækst.
LÆS MERE: Clever-kunder kan nu lynlade hos Allego – uden ekstra regning
Mere til historien
Generelt går det også fremad for elbilerne i EU. Der blev i 2025 indregistreret 10,8 millioner nye personbiler, hvilket er en stigning på 1,8 procent sammenlignet med 2024. I december alene blev der indregistreret 963.319 nye biler i EU, hvilket var en stigning på 5,8 procent sammenlignet med december 2024. Det viser nye tal, ifølge Mobility.dk.

