Endelig: Nu kan du snart skifte din Gmail-adresse
Er du træt af din gamle e-mailadresse? I løbet af 2026 gør Google det muligt at skifte din Gmail-adresse til et nyt navn uden at miste hverken e-mails, billeder eller vigtige køb. Se de nye regler for navneskift her.

Google gør det (måske) snart muligt at ændre sin Gmail-adresse uden at skulle starte helt forfra med en ny konto.
Funktionen forventes at rulle bredt ud i løbet af 2026 og lader brugerne vælge et nyt brugernavn, mens alle eksisterende e-mails og data følger med til den nye identitet.
I årevis har det været en fastlåst realitet for millioner af brugere: Den Gmail-adresse, man oprettede som teenager eller i en hurtig vending, har været permanent.
Hvad der virkede som en genial idé i 2005 – som eksempelvis nuttede_nanna89, pro-gamer-simon eller hestepige_12 – kan i dag føles direkte pinligt at sende til en potentiel arbejdsgiver, banken eller forsikringsselskabet.
Hvis man ønskede et mere professionelt navn, var eneste udvej typisk at oprette en helt ny konto og manuelt flytte kontakter og e-mails – en proces, der ofte endte i teknisk hovedpine og i praksis uoverkommelig for de fleste.
I 2026 kan du rette dit brugernavn direkte i indstillingerne
Nye oplysninger i Googles dokumentation indikerer dog nye tider.
I et opdateret hjælpedokument, der først blev spottet i en hindi-version, beskrives et nyt system, hvor man kan udskifte sit brugernavn direkte i indstillingerne.
Detaljerne om den kommende opdatering er beskrevet af Android Authority, som har analyseret de nyeste fund i Googles officielle support-materiale.
Bevar alle dine data: Din gamle adresse bliver til et “alias”
Det centrale i opdateringen er, at du ikke mister adgang til dit indhold. Når der vælges en ny adresse, bliver den gamle e-mail automatisk tilknyttet kontoen som et alias.
Det betyder i praksis:
- Du kan fortsat logge ind med begge adresser.
- Alle indgående beskeder til den gamle adresse lander i den samme indbakke.
- Du bevarer alle dine billeder i Google Fotos, filer på Google Drev og dine køb i Google Play Butik.
Brugeroplevelsen minder om at skifte identitet uden at flytte ud af sit digitale hus.
Mens den nye funktion gør det lettere at opdatere din digitale identitet, er det dog stadig afgørende, at du holder din konto aktiv, så Google ikke ender med at rydde op i dine data.
Hvis du vil være på den sikre side, kan du med fordel læse vores guide til, hvordan du undgår at få slettet din Gmail-konto.
Vigtige begrænsninger: Tre forsøg og lange pauser
Google har dog indbygget en række barrierer for at undgå misbrug af systemet. Det er derfor vigtigt at tænke sig om, før man trykker på knappen.
- Tidsfaktor: Når man har skiftet sin adresse, skal der gå mindst 12 måneder, før man kan gøre det igen.
- Antal skift: Hver konto har i alt tre muligheder for at skifte adresse. Det giver brugeren maksimalt fire unikke e-mailadresser i kontoens levetid.
Hvornår kommer opdateringen til Danmark?
Selvom informationerne oprindeligt stammer fra en regional hjælpeside, tyder meget på, at udrulningen vil ske gradvist på verdensplan.
Google har endnu ikke officielt meldt ud, hvornår de danske brugere kan forvente at se opdateringen, men 2026 ser ud til at blive året, hvor mange endelig kan sige farvel til deres gamle og måske pinlige e-mailnavne.
Du kan læse mere om de tekniske detaljer i denne artikel fra Android Authority.
Google har i skrivende stund ikke officielt bekræftet, hvornår den nye funktionalitet bliver en realitet for alle.
Når du skifter navn, bevarer du som nævnt alle dine gamle data. Hvis din indbakke allerede er ved at være fyldt op af de mange års korrespondance, kan du med fordel læse vores guide til, hvordan du finder og frigør gratis plads i Gmail, så din “nye” konto ikke starter med at være helt proppet.
Var dette en spændende artikel? Få flere nyheder som denne i din indbakke. Tilmeld dig gratis her.
Mere til historien
Har du en gammel pinlig Gmail? Skriv gerne i kommentarfeltet herunder.

