Ny Wallet på vej – samler diverse ID-kort på mobilen
En ny app er klar til danskerne i starten af 2026, som kan benyttes til diverse ID-kort på tværs af EU.

Danskerne kan snart se frem til en ny digital tegnebog på mobilen. Digitaliseringsstyrelsen lancerer i første kvartal af 2026 en app, der i første omgang skal fungere som digitalt legitimations- og aldersbevis, der kan bruges både online og i fysiske butikker – for eksempel ved køb af alkohol. Det skriver Digitaliseringsstyrelsen.
Appen er en del af et større europæisk system for digitale identiteter og vil gøre det muligt at bruge den som elektronisk ID på tværs af EU, ligesom vi kender det fra MitID. Og med appen lever Danmark op til den såkaldte eIDAS2-forordning.
På sigt er planen, at virksomheder også skal kunne udstede forskellige former for beviser til appen, såsom loyalitetskort, billetter og adgangskort. Længere ude i fremtiden er der også mulighed for, at endnu ikke-digitaliserede dokumenter som straffeattester, fisketegn og uddannelsesdiplomer kan finde plads i den digitale tegnebog. Det er også dette system, der skal gøre det røde pas digitalt inden 2030.
Fisketegnet lige ved hånden: Ny app gør det nemt for lystfiskere
Selvom den digitale tegnebog har store perspektiver i forhold til at gøre hverdagen lettere ved at samle vigtige dokumenter digitalt og på tværs af EU, er der også potentielle ulemper. Sikkerheden omkring så mange personfølsomme oplysninger samlet ét sted er afgørende, da appen kan blive et attraktivt mål for hackere. Derudover kan digitaliseringen være en udfordring for ældre borgere, og man bliver sårbar ved eventuelle tekniske problemer med appen eller infrastrukturen.
Mere til historien
Digitaliseringsstyrelsen har valgt it-virksomheden Nine til at udvikle appen. Projektet vil desuden blive rådgivet af et Advisory Board bestående af uafhængige eksperter.