Sådan er iPhone 16e – test af iPhone på budget

TEST: Jeg har testet iPhone 16e. Konklusionen er klar: Den bedste iPhone til dig, der ikke gider betale overpris for en ny telefon.

KORT UDGAVE
Jeg er imponeret over iPhone 16e, der er den bedste iPhone for dem, som ikke vil betale overpris. Designet er klassisk og føles som en ægte iPhone, og den mindre størrelse gør den nem at have i lommen. Skærmen er en stor opgradering iPhone SE, med flotte farver og god lysstyrke, selvom den kan have problemer i kraftigt sollys. Kameraet overraskede positivt, selvom det kun er et enkelt kamera, tager det detaljerede billeder med gode farver, og nattilstanden er også glimrende. Apple har lavet de rigtige kompromisser. iPhone 16e får topkarakter af mig.

iPhone 16e test
Skærmen er bedre på iPhone 16e sammenlignet med iPhone SE (2022), men i kraftigt sollys kan den blive udfordret (Foto: MereMobil.dk)

Efter at have brugt cirka en uge med iPhone 16e, er jeg klar til at dele min mening om den nye”budgetvenlige” iPhone.

Selvom den er forholdsvis billig, føles den som en ægte iPhone. Faktisk er designet ret klassisk, men uden at være gammeldags.

iPhone 16e er mindre end de øvrige modeller, hvilket gør den mere lomme- og håndvenlig. Det tror jeg, at mange vil finde interessant.

Priserne i Danmark starter på 5.499 kroner (vejledende for 128 GB), og det er således en del under næste skridt på prisstigen, iPhone 15, der starter fra 6.499 kroner.

Klassisk design og en fed opgraderet skærm

iPhone 16e minder lidt om iPhone 14 og iPhone 15, hvor kanterne er lidt skarpere end de mere rundede på iPhone 16-serien.

Det er tydeligt at se, at dette er en iPhone 16e, da den kun har ét enkelt kamera på bagsiden. Til gengæld er sensoren lidt større end hvad vi tidligere har set på de billigste iPhones.

Glasbagsiden er mat, hvilket giver et godt greb og faktisk ser ret cool ud. Forsiden er såkaldt ”Ceramic Shield”, som er et udtryk for en glasoverflade, der er nogenlunde slag- og tabsfast.

Knapperne er placeret som på iPhone 15, inklusive action-knappen, der erstatter den klassiske vippekontakt. Jeg er personligt ikke gode venner med action-knappen, som jeg slet ikke synes giver så meget mening som den fysiske kontakt.

Du får en 6,1-tommer Super Retina XDR OLED med en opløsning på 2532 x 1170 pixels. Her taler vi altså om en kraftig opgradering fra LCD-skærmen på iPhone SE’erne. Du får desuden bedre farver og sortniveau – og ja, større kontrast.

Skærmen kommer desuden med True Tone og Wide color (P3) funktioner. Den når en maksimal lysstyrke på 1200 nits til HDR-indhold og 800 nits til andet indhold. Du skal vide, at i kraftigt solskin kan skærmlyset blive udfordret.

Det skal siges, at opdateringshastigheden kun er 60 Hz. Grafikken hakker ikke på skærmen, men hvis du har en dyrere model ved siden af, der har 120 Hz, så kan du godt mærke, at grafikken ikke er nær så flydende på iPhone 16e.

Mange synes ikke, at udskæringen i toppen, kendt som ”notch”, er særlig smart sammenlignet med det aflange ”hul” kaldet Dynamic Island, som de dyrere telefoner har. Jeg er faktisk ret ligeglad. For mig betyder dette designvalg absolut ingenting.

APPLE INTELLIGENCE: iPhone 16e kører iOS 18, som de andre iPhones. Den er klar til Apples pakke af kunstig intelligensfunktioner, som senere på foråret bliver tilgængelig i Danmark – dog kun på engelsk i den første version. Før vi har den danske version, giver funktionerne ikke så meget mening, men iPhone 16e er klar.

iPhone 16e
Over lydstyrke findes multifunktionsknappen som bl.a. kan fungere som omskifter til lydløs (Foto: MereMobil.dk)

Kameraet: Overraskende godt!

iPhone 16e har ét enkelt 48 megapixels kamera – ”fusion camera” lyder det fra Apple.

Mange vil nok tænke, at kameraet er skuffende set i forhold til andre telefoner med mange flere objektiver. Sådan er det imidlertid ikke.

Kameraet i iPhone 16e leverer nemlig ret gode resultater.

De 48 megapixels er en betydelig opgradering fra 12 megapixels kameraet i iPhone SE (2022).

Det tager billeder i 24 megapixels opløsning som standard ved at kombinere fire pixels til én, hvilket øger lysfølsomheden og reducerer støj.

Derudover har det en 2x zoom-funktion, der dog kun tager billeder i 12 megapixels opløsning, da den udelukkende bruger den midterste del af sensoren. Vi kommer dog ikke uden om, at zoom-funktionen er digital og ikke optisk.

Billederne er rige på detaljer og har gode farver.

Rigtig fornuftige billeder når det er mørkt

Nattilstanden på iPhone 16e er også rigtig god. Den bruger avanceret billedbehandling til at tage klare og detaljerede billeder i svagt lys.

Du kan godt opnå billeder i mørke omgivelser, der minder om dem, du kan tage med en iPhone 16, der har et noget mere avanceret kamerasystem.

Frontkameraet er på 12 megapixels og godt nok til at tage ret fine selfies. Portrættilstanden er især værd at fremhæve, da den kan tage billeder med en cool bokeh-effekt.

iPhone 16e kan optage video i op til 4K opløsning med 60 billeder i sekundet. Her bliver du heller ikke skuffet – altså prisen taget i betragtning.

Den største begrænsning ved iPhone 16e’s kamera er manglen på et ultravidvinkelobjektiv. Dette begrænser mulighederne for at tage billeder af landskaber og store grupper af mennesker.

Du får heller ikke alle de videofunktioner, der findes på iPhone 16, såsom Cinematic Mode og Action Mode.

Til prisen kommer vi ikke uden om, at iPhone 16e har et kamera, som den prisbevidste forbruger sagtens kan leve med og blive glad for.

God ydeevne og batteri til en hel dags brug

iPhone 16e drives af A18-chippen og har 8 GB RAM. Den er også udstyret med den nye C1-chip, Apples første modemchip.

Ydeevnen er fremragende for prisklassen, og jeg har kun oplevet, at alt kører fint – også krævende apps og spil. Batterilevetiden er ligeledes fin. Du kommer nemt gennem en hel dag uden at skulle sjatoplade.

Det skal siges, at på papiret har iPhone 16e og iPhone 16 det samme chipset, dog med undtagelse af, at der er én GPU-kerne mindre aktiveret i iPhone 16e. Herunder kan du se mine benchmarkmålinger og i denne artikel kan du læse mere om forskellene på chipsets i de to telefoner.

Kablet såvel som trådløs opladning er understøttet, men jeg synes, det er for dårligt, at MagSafe-opladning ikke er muligt. MagSafe er det, hvor opladebrikken holdes fast med magneter, så strømoverførslen sker mest muligt effektivt. Du må således stadig bøvle med at få telefonen til at ligge bedst muligt på opladeren.

Apple skal dog have pluspoint for Face ID, der er lige så effektivt som på alle andre iPhones. I øvrigt skønt at hjemknappen endelig er væk.

Antutu3D MarkGB 1/2GB OpenCLChip
iPhone 16e1.227.544 3.9493.297 / 7.981 24.053A18
iPhone 161.528.246 3.3263.159 / 7.860 28.022A18
iPhone 16 Pro1.636.0874.4103.331 / 8.03332.918A18 Pro
GB = Geekbench
iPhone 16e-awards

Konklusion: En næsten perfekt iPhone på budget

iPhone 16e er en god telefon med en række forbedringer i forhold til sin forgænger, iPhone SE. Den har et flot design, en kraftig processor og et overraskende fornuftigt kamera.

Jeg synes, Apple har indgået de rigtige kompromisser for at holde prisen nede, om end manglen på MagSafe er ægte træls. Grundstenene er lagt til en succes i den brede målgruppe, der ikke vil (eller kan) betale en høj pris for en ny iPhone. Dette er en telefon, som jeg kan anbefale!

Næste skridt er en iPhone 15 eller iPhone 16, som er betydeligt dyrere, men udover en større skærmoverflade, så er det vanskeligt at få øje på, hvad der er i det for den almindelige forbruger, der bare skal have en hurtig og stabil iPhone.

Der findes flere billigere telefoner, som kan konkurrere med iPhone 16e, men de er ikke iPhones. Her rammer Apple rigtigt med en mere budgetvenlig telefon, som man ikke bliver træt af eller skuffet over.

6 ud af 6 stjerner.

GUIDE: Skal du vælge iPhone 16e eller iPhone 16?

Aktuelle priser på iPhone 16e

Herunder kan du se dagspriserne på iPhone 16e, 128 GB.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Flot design og rigtig god skærm
  • Fremragende ydeevne og god batterilevetid
  • Ligger godt i hånden og fylder ikke så meget
  • Rigtigt fornuftigt kamera
  • Klar til Apple Intelligence
  • Har Face ID
  • Trådløs opladning
  • Fornuftig prissætning

Lidt at tænke over

  • Ikke MagSafe-opladning
  • Mangler ultra vidvinkelsensor i kameraet
  • Har ikke de ekstra kamerafunktioner som på dyrere modeller

Mere til historien

Hvis du har en oplader på minimum 20 watt, så kan iPhone 16e oplades til 50 procent på en halv time, ifølge Apples egne tests.

iPhone 16e
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2025 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram