Samsung Galaxy S25 Ultra test | Mindre ultra men stadig fed!

TEST: Jeg har brugt Samsung Galaxy S25 Ultra i en længere periode. Her er min dom over 2025-topmodellen.

KORT UDGAVE
Samsung Galaxy S25 Ultra er en god telefon, men ikke en stor opgradering fra S24 Ultra. Den har et hurtigere chipset, lidt bedre batteritid og et opdateret kamera, men de fleste forbedringer er softwarebaserede. Designet er næsten det samme, og S-Pen har mistet Bluetooth-funktionalitet. One UI 7 har nogle nye funktioner, men de fleste kommer også til S24 Ultra. S25 Ultra er dyr og har langsom opladning. For de fleste er S24 Ultra et bedre valg.

Samsung Galaxy S25 Ultra test
Kanterne bringer designtankerne i retning af iPhone (Foto: MereMobil.dk)

Jeg er nødt til at understrege, at Samsung Galaxy S25 Ultra ER en fed telefon, men jeg holder fast i, at når hverdagen indtræffer, så er der intet ægte nyt under solen.

Sagen er, at det nye, som telefonen byder på, kan mere eller mindre blot softwareopdateres på Samsung Galaxy S24 Ultra.

Jeg ved godt, at chipsettet ikke kan ændres, men allerede nu har Galaxy S24 Ultra SÅ meget ydelse, at ingen nogensinde vil bemærke den nye Snapdragon 8 Elite. Hvis de er rigtigt nørdede, så vil de dog mærke en mindre varmeudvikling.

Selvom batteritiden på Galaxy S24 Ultra var ret fornuftig, så er den trods alt bedre på den nye model. To arbejdsdage kan den godt trække for mig.

Desværre har Samsung intet ændret på opladningen. Med en 140 watt oplader (USB-PD) kan den desværre kun nå lidt under halv opladning (0-48 %) på et kvarter.

Du kan se alle specifikationerne på S25 Ultra her.

Næsten det samme design

Samsung har ladet sig inspirere af Apples design-idéer. Det ses i øvrigt også i softwaren, men det kommer jeg tilbage til.

Kanterne er lige og ikke buede, hvilket jeg faktisk godt kunne lide. Jeg synes, det er en bedre følelse, når telefonen holdes i hånden.

S25 Ultra kommer i øvrigt med rundere hjørner end S24 Ultra samt en glasfront af Gorilla Armor 2.

Skærmen er stadig den samme fremragende type, og særligt den antireflektive glasoverflade giver virkelig oplevelsen af skærmbilledet et boost.

Samsung Galaxy S25 Ultra
Samsung Galaxy S24 Ultra (t.v.) | Samsung Galaxy S25 Ultra (t.h.). Kan du se forskel? (Foto: MereMobil.dk)

Bedre kamera – nu baseret på software

Ultravidvinkelsensoren er nu opgraderet til 50 megapixels opløsning, som kan give f.eks. naturbilleder med store vidder lidt ekstra skarphed. Derudover er der intet nyt på kamerahardwaren.

Samsung har derimod brugt en del energi på at optimere i softwaren, der styrer kameraerne og billederne. Og det er nok den vej, at det generelt går; at fotooplevelsen er baseret på softwaretweaks frem for hardware.

Vi er vel også der, at det er svært at genopfinde kamerahardwaren hvert eneste år.

Samsung Galaxy S25 Ultra har stadig fordel af at have mange objektiver, så man i fotosituationen kan være virkelig kreativ. Det holder jeg rigtigt meget af. Det gælder ved billeder såvel som video.

I videooptageren er der i øvrigt kommet mulighed for at optage i LOG-format. I redigeringen giver det dig ekstra gode muligheder for at få det udtryk, du ønsker, i den færdige video. Da Samsung Log henvender sig til superbrugere og videoskabere, så tænker jeg ikke, at det gør den store forskel for den almindelige bruger.

Apple har også log-format i f.eks. iPhone 16 Pro og 16 Pro Max. Hos DJI ses formatet i både Osmo Pocket kameraet såvel som DJI’s droner. Derudover er det tilgængeligt i mange dedikerede kameraer som dem fra Sony.

Du kan læse mere om Samsung Log Video her.

Både log-formatet og den nye Audio Eraser, hvor baggrundsstøj kan reduceres med AI, bliver også tilgængelige på Samsung Galaxy S24 Ultra, når One UI 7-brugerfladeopdateringen rulles ud.

Tjek det nye tilbehør til Galaxy S25-serien

Har du købt eller tænkt dig at købe en af de nye modeller fra Galaxy S25-serien, så er du måske også interesseret i tilbehør til den? 

Er du det, så kan du tjekke Deluxe Covers Annoncelink

Deluxe Covers har rigtigt mange fede covers og andet tilbehør, der er værd at se nærmere på.

Mine billeder fra Galaxy S25 Ultra

Taget med Samsung Galaxy S25 Ultra ultra vidvinkel
Standard objektiv
Taget med Samsung Galaxy S25 Ultra
Ultra vidvinkel objektiv
Taget med Samsung Galaxy S25 Ultra 10x zoom
10x zoom
Taget med Samsung Galaxy S25 Ultra
Standard objektiv

Helt ny brugerflade med iPhone-inspiration

One UI 7 hedder brugerfladeoverbygningen på Android 15, som telefonen er født med. Det er mange justeringer, som alt i alt gør brugeroplevelsen ret lækker – men husk! Det kommer også til sidste års model.

Også her ser vi lidt Apple-inspiration. Tag-topgardinet. Når du trækker ned i venstre side, åbnes notifikationer, mens højre side åbner kontrolpanelet.

En anden nyhed er, at applisten nu kan scrolle op og ned – og ikke kun side-til-side, hvis du sætter sorteringen til ”alfabetisk”.

Det er også muligt at fjerne appnavnene fra ikonerne og navngive widgets. Nogle vil måske synes, det er fedt at kunne forstørre en app-mappe på forsiden, så genvejene bliver samlet, men stadig tilgængelige, uden at mappen skal åbnes først.

Samsung har desuden lavet deres eget forsøg på ”Dynamic Island” som på iPhone, blot placeret nederst, men ikke ret mange apps understøtter den lige nu.

Jeg vil ikke gennemgå alle ændringerne her. Blot sige, at der er justeringer i alt fra animationer over batteri-ikonet til hurtigpanelerne og MANGE andre nyheder.

Desuden forsøger Samsung sig med en AI-baseret dagsoversigt med vejr og musik eller podcasts, der kunne have din interesse. Designet er flot, men i praktisk brug synes jeg ikke, det giver noget ekstra.

S-PEN ER NEDGRADERET: Skriveredskabet S-Pen er nedgraderet i forhold til S24 Ultra. Bluetooth-funktionaliteten er væk, hvilket gør, at pinden ikke længere kan bruges som f.eks. fjernbetjening til kameraet eller i forbindelse med afvikling af præsentationer.

Samsung Galaxy S25 Ultra
Den nye Android 15 med One UI 7 kommer også til flere ældre Samsung-telefoner (Foto: MereMobil.dk)

Flere AI-funktioner sammen med Google

Udover de mange AI-baserede funktioner, vi allerede kender, herunder opsummering af tekst på websites, stavekontrol og grammatikrettelser i tastatur/beskeder og diverse fotofunktioner, så er der kommet nye til.

Google er her blevet en tæt partner. Circle-to-search er der stadig, men nu kan du også bruge de nye funktioner, som kommer i forbindelse med Gemini. Det er f.eks. at indstille alarmer og oprette kalenderaftaler.

Her bliver det ”latterligt”. Prøv at spørge Gemini, om du har aftaler på lørdag. Nu skal du så først låse telefonen op, hvorefter du skal spørge igen. Og den fortæller ikke engang, hvilken aftale der er tale om. Det er langt ude! Så kan jeg jo lige så godt selv åbne kalenderappen og kigge.

Hvis brugeren har et handicap og ikke kan bruge telefonen som andre, så giver det endnu mindre mening. Her var det jo netop smart, hvis den kunne læse aftalerne op.

Du kan læse mere om Gemini-funktionerne her.

De smarteste AI-funktioner som f.eks. oversættelse af telefonopkald, opsummering og transskribering virker fortsat ikke på dansk, og Samsung har ikke en dato for, hvornår det danske sprog eventuelt bliver tilgængeligt.

Uanset hvad så er Samsung Galaxy S25 Ultra den pt mest veludførte AI-telefon, du kan købe.

HUSK: AI er ikke en ”en app”, men forskellige funktioner i telefonen, der gør brug af kunstig intelligens på et mere ”usynligt plan”.

SÅDAN OPDATERES SAMSUNG GALAXY S25 ULTRA: Præcis som med forgængeren så lover Samsung 7 års system- og sikkerhedsopdateringer.

Galaxy S25 Ultra topkarakter

Konklusion: Stadig virkelig fremragende!

Selvom jeg anser Samsung Galaxy S25 Ultra som en ”softwareopdatering”, hvor nyhedsværdien uden for softwaren, som også kommer til andre telefoner, er yderst begrænset, så er der stadig tale om en god telefon.

Faktisk er Samsung Galaxy S25 Ultra virkelig fremragende, og der er ingen tvivl om, at det nye chipset ER en gevinst. Udover at være hurtigere, så kan flere AI-opgaver løses ”on device” uden at havne i skyen.

Snapdragon 8 Elite har også mindre strømforbrug og lavere varmeudvikling, hvilket er med til at bidrage til en bedre batteritid.

Jeg elsker alsidigheden i kameraet, hvor de mange objektiver og indstillinger giver virkelig mange muligheder for at være kreativ og få nogle fede skud med hjem.

Samsung holder stædigt fast i langsom opladning, set i forhold til de kinesiske konkurrenter, og så er det vanvittigt ærgerligt, at den trådløse opladning ikke er ægte Qi2, altså med Apples MagSafe-teknologi. Du kan læse mere om det her.

Nedgraderingen af S-Pen betyder intet for mig, da jeg aldrig bruger den. Jeg tror i øvrigt, at nedgraderingen er første skridt i retning af en udfasning af S-Pen.

Du køber Galaxy S25 Ultra, hvis du VIL have den nyeste teknologi, men er du den realistiske type, så køber du Samsung Galaxy S24 Ultra. Dagsprisen er cirka (fra) 12.000 kroner på S25 Ultra, mens S24 Ultra koster ned til 7.300 kroner.

Eftersom jeg påstår, at der er tale om en genudgivelse af sidste års topmodel, så bliver karakteren i år uændret og lander på 6 stjerner.

I denne video kan se telefonen tæt på og høre mine første tanker umiddelbart efter lanceringen.

Aktuelle priser på Samsung Galaxy S25 Ultra

Herunder kan du se dagspriserne på Samsung Galaxy S25 Ultra (256 GB).

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Virkelig flot skærm med anti-refleks
  • Kraftigt chipset med lavere strømforbrug/varmeudvikling
  • Godt kamera med mange muligheder
  • Samsung Log format i video
  • Rigtig god produktkvalitet
  • Højttalerne lyder ret godt
  • Trådløs opladning
  • Opdateret og velfungerende brugerflade
  • Syv års opdateringer
  • Største pakke på markedet med AI-funktioner
  • God batteritid – op til to dage

Lidt at tænke over

  • Stor telefon
  • Langsom kablet opladning
  • Qi2 Ready – uden MagSafe-magneter til trådløs opladning
  • Prisen er høj
  • Flere AI-funktioner virker stadig ikke i Danmark
  • Er Galaxy S24 Ultra i virkeligheden et bedre valg?
  • S-Pen har færre funktioner
  • Videooptager kan max optage 4K i 60 fps

Mere til historien

Hvis ikke de mange objektiver er vigtige for dig så overvej om ikke en Samsung Galaxy S25+ eller Galaxy S24+ vil være et bedre valg.

Samsung Galaxy S25 Ultra
Samsung Galaxy S25-serien er klar i butikkerne

Samsung afslørede i januar deres nye Galaxy S25-serie. Nu kan den købes i Danmark. 

(mere…)
Redmi Note 14 Pro+ 5G | Lille pris, stort potentiale

(mere…)
Stor ændring i opdateringer til Galaxy S21

Samsung har antydet, at de ikke vil levere månedlige opdateringer til den ellers populære Galaxy S21-serie.

(mere…)
Jeg droppede Microsoft Outlook og genvandt kontrollen over mit mailkaos

OUTLOOK VS CANARY MAIL: Et alternativ til Microsoft Outlook er Canary Mail. Denne AI-mailboks har givet mig fornyet kontrol over min indbakke.

(mere…)
Samsungs kommende foldbare tri-fold-telefon hedder…

Rygterne svirrer om en ny foldbar smartphone er på vej fra Samsung. Denne gang skulle det være en tri-fold.

(mere…)
Samsung Galaxy S25-serien – detaljerne er samlet her

OVERBLIK: Vi har samlet nyhederne fra den store Samsung Unpacked-event. Du kan få et overblik her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2025 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram