Maneno – test af en læseapp for hele familien
ANMELDELSE: Vi har testet læseappen, Maneno, som motiverer børnene til læsning – både digitalt og i analoge bøger. Udvalget er stort, men er abonnementet pengene værd?
Vi har testet læseappen Maneno i en længere periode. I testen har min 7-årige pige læst og læst og læst.
Maneno er egentlig ikke en ny app. Den har faktisk flere år på bagen. Den er udviklet med støtte fra undervisningsministeriet og med støtte fra dedikerede klasselærere og elever.
Den hurtige konklusion på testen af appen er, at vi er yderst tilfredse, men prisen skræmmer.
LÆS OGSÅ: Forældre hægtes af børnenes digitale liv
Personligt er jeg ellers tilhænger af at læse en rigtig fysisk bog. Jeg må dog indse, at mange har det anderledes – og e-bøger og lydbøger er geniale, men ikke så hyggelige som den gamle bog.
Maneno gør, at noget af den skærmtid børnene har, er mere ”effektiv”. Det er ikke dumt at læse fremfor blot at “glo’ YouTube” eller spille Roblox.
Derfor introducerede jeg min datter for Maneno, der har sat hendes læsning i system. Som barn er det vigtigt at komme godt fra start med læsningen, samt have en naturlig nysgerrighed på, at blive bedre til at læse. Den udfordring løser Maneno.
Har et spændende indbygget spilelement
Maneno har både lydbøger og e-bøger, der er inddelt i forskellige sværhedsgrader. Der er noget for mange aldersklasser.
Det der gjorde, at jeg faldt for Maneno var, at appen holder styr på, hvor længe og hvor ofte man læser. Og så er der en nuttet digital drage, der udvikler sig i takt med, at man læser mere og mere.
Da jeg udforskede appen, kunne jeg se, at der kan optjenes virtuelle “mønter” og “diamanter” ved at læse. Disse kan gøre dragen endnu mere personlig. F.eks. hvilken farve den skal have, hvilket tøj den skal have på og hvad den skal hedde.
Maneno har således et spændende spilelement indbygget. Dette kaldes også gamification.
LÆS OGSÅ: Så meget spiller danske børn
Der er mere end 9.400 bøger i forskellige kategorier og i hvert fald noget for børn op til 12 år. Dog opdateres biblioteket løbende, så der også noget til børn over 12 år.
Manenos egen præsentation
Hjælp til børn der læser alene
Har barnet valgt et niveau, som er for svært, eller er der nogle ord de ikke forstår, kan appen læse ordet op. Så sidder børnene alene med iPad’en og læser, kan de fortsat få lidt hjælp.
Maneno udvalg:
- Ternet Ninja
- FIFA eSport
- Danske gamere
- Bo i en kø
- Nu er vi to
- Ak og Ve
- Alfa til VM
- Saga i galop
- Cirkusponyen
- Bøger af Naja Münster og mange mange flere bøger.
Der er også en række lydbøger som eksempelvis: Kasper på skolens hold, Elefanten der så gerne ville sove, Nadia Nadim, Iqbal Farooq i Indien, Emil fra Lønneberg og meget andet. Er du til Lukas Graham, Kim Larsen eller Christopher, så er der blandt andet også lydbøger om dem.
Du finder også bøger på engelsk, tysk og svensk.
Barnet kan selv se, hvor mange og hvilke bøger, som det har læst. I biblioteket ses også de bøger, der anbefales ud fra barnets niveau, mens der også kan søges efter interesser, forfattere eller andet.
Det er desuden muligt at dyste i læsning mod dine venner.
Smart forældreapp
Dragen i Maneno-appen er med til at motivere børnene og som forældre kan man give “diamanter”, hvis man synes barnet har gjort sig fortjent til det. Så vælges ”beløn” i ManenoParent-appen.
Det jeg for alvor synes var sjovt, var, at man i forældre-appen kan se børnenes forbedringer i læseniveau og læsehastighed. Der føres nemlig statistik med, hvor meget og hvor hurtigt børnene læser, samt om tidsplanen overholdes.
GUIDE: For meget iPad? Så let begrænser du børnenes skærmtid
Børnene kan også svare på spørgsmål om bogen, når den er slut. Så kan man også se, hvor meget de er opmærksomme på detaljerne.
Du vælger hvor meget der skal læses om dagen
I forældreappen vælger man som forældre, hvor tit og hvor meget børnene skal læse. Du kan også se anbefalingerne i forhold til alderen. Jeg har sat den på 15 minutter om dagen i fem dage om ugen til min datter.
Man kan også vælge, at dragen nulstilles, hvis læseplanen ikke overholdes. Det har jeg valgt, at den ikke skal, da min datter ikke altid selv ”bestemmer” om hun har læsetid.
Det er muligt at lave udfordringer til børnene, så de eksempelvis skal læse i to timer i en ferie og når de det, har de ”vundet” en tur i biografen. Det vælger man som forældre helt selv.
I statistikken kan jeg se, at min datter mange dage har læst lidt mere end de 15 minutter hun skal. Der er endda dage, hvor hun har læst mellem 24-32 minutter.
GUIDE: Når skolebørn får mobil – dette skal du overveje
Fysiske bøger kan indgå i læseregnskabet
Man kan også læse fysiske bøger, som indgår i ”læse-regnskabet”. Her ndtastes alt fra ISBN nr., billede af bogen, bogtitel, forfatter, dato, hvor lang tid der er læst og hvor mange sider. Denne funktion er vildt genial, da fysiske bøger fra skolebibliotek kan indgå. Det sker i forældre-appen.
Flere børn kan i øvrigt have adgang til samme abonnement, hvilket gør forældrene bare kan skifte i forældre-appen. Du kan oprette fem profiler på et abonnement.
Konklusion: Genial men dyr
Jeg, som forældre, har været supergodt tilfreds med Maneno og min datter har ligedes været glad for appen i prøveperioden. Det skal siges, at vi fortsætter med læsningen og appen lidt endnu for vi er langt fra færdige med at se dragen vokse.
En ting, som jeg har lært er, at man kan indtaste tiden, hvis børnene har læst en fysisk bog. Mega genialt. Dermed kan læsning i almindelige bøger hjælpe med, at dragen vokser.
Maneno koster 139 kroner om måneden, men du kan få syvdages gratis medlemsskab ved Maneno, så du kan prøve tjenesten af. Derudover er der jævnligt influencers, som deler koder ud til længere prøveperioder. Får dit barn skolemælk, er der desuden lidt rabat at hente her.
Maneno har også billigere abonnement, hvis du tegner dig for enten et halvt eller et år ad gangen. Tegner du for ét år, bliver månedsprisen 99 kroner.
Vi synes, at Maneno er sjov og spændende, så den får 5 stjerner ud af 6 stjerner af os. Det er prisen, som gør tjenesten ikke får 6 stjerner. Op mod 139 kroner om måneden er mange penge, men Maneno får vores bedste anbefalinger.
Mere til historien
Der findes også et alternativ til børn, hvis man ønsker de skal forbedres i matematik. Her kan man abonnere på appen “Hej Albert”. I øjeblikket er det børn i alderen 3-9 år, mens der også senere bliver en del for de 10-16 årige.