Smartphone-mobning: Forældre aner ikke, hvordan deres børn har det
Tonen er hård blandt børn – også på mobilen og de sociale medier. Børnene går sjældent til forældrene, hvis de bliver mobbet. Og faktisk aner mange forældre ikke, hvordan deres børn har det.
Giver du dit barn en smartphone, får barnet også en øget risiko for at blive mobbet. Det siger Lykke Møller Kristensen til DR.dk. Hun har de seneste fire år interviewet 500 børn og unge om deres adfærd på sociale medier.
– “Det er helt normalt, at børn helt ned i otte-årsalderen oplever at “spurgt” eller noget andet negativt, får likes,” fortæller Lykke Møller Kristensen.
“Spurgt” er slang. “Hvem har spurgt dig?” eller “Hvad rager det mig”. Og den type kommentarer får børn, så snart de bevæger sig ud på de sociale medier eller får en smartphone.
Således har Lykke Møller Kristensen gennem sine interviews konstateret, at den negative adfærd ofte giver flere likes, end hvis børn skriver noget sødt og anerkendende til hinanden. Og så følger adfærden børnene fra de små klasser og op i de ældre klasser, skriver DR.
– Forældre overlader små børn til sig selv på internettet
En undersøgelse viser samtidig, at kun hver fjerde folkeskoleelev går til forældrene, mens godt 40 procent taler med en ven om det, hvis de har oplevet noget grimt på sociale medier.
Søren Hebsgaard, konsulent i digital dannelse, har lavet en undersøgelse, som viser at der er et stort mørkt område af de unges adfærd og oplevelser på nettet, som forældrene ikke ved noget om. Og det er et problem, mener Lykke Møller Kristensen:
– “Det er et kæmpe problem, at vi som forældre ikke forstår det her, for der sidder mange børn og unge med ondt i maven. Der er både dem, der bliver udsat for mobning. Og så er der dem, som er vidne til mobning, som er bange for, hvornår sker det her for os, hvis vi ikke selv er med til det,” siger Lykke Møller Kristensen til DR.
Spilleregler skal læres
Faktisk har forældrene ikke kun et ansvar overfor deres børn i at vide, hvad de foretager sig og hvordan de har det. De skal også oplyse deres børn om, hvad der er lovligt og ulovligt i deres færden på sociale medier. Præcis som i den virkelige verden. Det er også vigtigt, at forældrene her tager et ansvar og sætter sig ind i, hvad børnene benytter af apps, hjemmesider m.m. Det er muligt, at man ikke selv interesserer sig for mange af de ting, men man bør gøre det for ens barns skyld. Der har tidligere været store problemer med applikationen Ask.fm. Men megen mobning foregår også via SMS og sociale medier.
– Det skal forældre vide om mobbe-app’en Ask.fm
Teleselskabet Telenor har tidligere i år forsøgt at gøre opmærksom på digital mobning.
– Telenor vil bekæmpe digital mobning
Silas Holst, som blev mobbet i barndommen, har også tidligere udtalt, at han ikke ville have overlevet mobningen i dag. Netop fordi man i dag ikke har “fri”, da mobningen foregår 24/7 ved de nye muligheder. Tidligere foregik den måske “kun” i skolegården.
For eksempel kan det være i strid med loven at krænke et andet menneske, oplyser Vibeke Borberg. Hun er forskningschef med ansvar for mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og siger til DR.dk, at de voksne har en tendens til, at tro deres børn har kontrol over nettet og diverse digitale enheder.
– “Men det er mit indtryk, at der er nogle spilleregler, som man er nødt til at lære på samme måde, som man skal lære andre ting om at færdes i vores samfund,” siger Vibeke Borberg.
Mere til historien
Spørger man de ældste elever i folkeskolen eller gymnasielever om deres forældre har sat regler op for brugen af de digitale platforme, svarer ni ud af ti nej. Det viser Søren Hebsgaards undersøgelse, som er foretaget blandt elever fra seks gymnasier og elever fra 6. til 10. klasse på seks forskellige folkeskoler.