Ulovlig streaming har konsekvenser
En ny kampagne skal oplyse de unge om konsekvenserne ved ulovlig streaming og download, men ved de unge om indholdet de bruger er ulovligt?

En ny kampagne skal oplyse unge om konsekvenserne ved ulovlig streaming og downloads. Navnet på denne kampagne er “Ulovlig Streaming Koster”.
I den forbindelse vil Rettighedsalliancen ikke bare oplyse om det ulovlige i det, men også de oversete personlige konsekvenser – nemlig at hver tredje unge angiver, at de har været hacket eller kender nogen, som er blevet det som følge af ulovlig streaming.
Rettighedsalliancen skriver selv, at der dagligt bliver lokket unge til sider, som lover gratis adgang til film og serier, men oftest bruges det som lokkemad for at få fat i personlige oplysninger, billeder eller adgangskoder.
Esbern Stig Møller, senior risiko- og sikkerhedsrådgiver i Globeteam, fortæller til Rettighedsalliancen:
– “Hver gang du streamer ulovligt eller bruger pirattjenester, åbner du døren for mere end bare dårlig billedkvalitet. Bag skærmen gemmer der sig ofte kriminelle netværk, der er ude på at stjæle din digitale identitet.
– “fra adgangskoder til dine sociale medier til manipulation af dine venner via falske MobilePay-anmodninger. Unge mellem 15 og 25 er særligt udsatte, fordi de er meget online og ikke altid opmærksomme på risikoen. Tendensen er klar: Ulovlige platforme er en farlig genvej, der kan føre til identitetstyveri og økonomisk svindel. Beskyt dig selv – vælg de lovlige veje til underholdning.”
Kampagnen kører på sociale medier fra den 23. april til den 14. maj og i biograferne fra den 11. april til lørdag den 31. maj.
Hvad er bagrunden for disse tal?
Jeg har dykket lidt ned i baggrunden for disse tal for at forstå problematikken bedre. Tallene er baseret på en undersøgelse blandt 1.515 personer i alderen 15-25 år.
Her angiver én ud af fem unge (21 procent), at de har streamet ulovlige film eller serier inden for den seneste måned. Derudover har 9 procent gjort det med sport.
Hvis vi kigger på sociale medier, angiver 18 procent, at de i løbet af den seneste måned har delt, modtaget eller deltaget i ulovlig streaming på TikTok, mens 13 procent angiver, at det er på YouTube, og 12 procent på Reddit. Der er flere tjenester end disse, men dette er de tre højeste.
Halvdelen af de unge har også delt et login til en streamingtjeneste eller TV-pakke den seneste måned.
Personligt er der nogle dele, jeg ikke helt forstår – blandt andet hvad undersøgelsen har defineret som “ulovligt”. Eksempelvis hvilken type indhold på TikTok og YouTube, der menes at være ulovlig streaming eller brud på rettigheder.
Jeg er helt med på, at indholdet findes, men jeg savner lidt uddybning af, om det er, hvad de unge tror er ulovligt, eller hvordan dette er defineret.
Samtidig hæfter jeg mig ved, at 53 procent af de unge bruger ulovlige løsninger, fordi de lovlige mangler ønsket indhold. Dette er også noget, vi tidligere har beskrevet i vores artikelserie om ulovlig streaming.
Jeg tvivler på, at kampagnen vil have en effekt, og tror først, vi ser en effekt, når priserne bliver stabiliseret, eller vi ikke har så vanvittigt mange tjenester med indhold fordelt som spredehagl.
I forbindelse med denne artikel skimmede jeg lige arkivet igennem for, hvad vi har skrevet det seneste år omkring prisstigninger – dem kan du læse nedenfor:
- Priserne stiger endnu engang på Disney+
- Netflix har hævet prisen igen
- YouSee hæver priserne igen – 900.000 husstande rammes
- Viaplay klar med Premium-pakke
- Atter prisstigninger på TV 2 Play
Mere til historien
I starten af året fik den danske Oscar-nominerede film premiere herhjemme. Det skete, efter den havde haft biografpremiere i en række andre lande og allerede kunne købes digitalt i udlandet.