Ultrahuman Ring Air test | Et billigere alternativ til Samsung Galaxy Ring
TEST: Ring Air er billigere end Samsung Galaxy Ring og Oura Ring. Min Ultrahuman Ring Air test fortæller, om den er pengene værd.
Smartringe er måske det næste store gadgethit. Ringe som Oura Ring, Samsung Galaxy Ring og Ring Air fra Ultrahuman taler til dem, der ikke vil gå med et smartwatch, men som stadig ønsker informationer om motion, puls og søvn.
I min test af Samsung Galaxy Ring konkluderer jeg, at produktet er vildt innovativt, og det er fantastisk, at noget så småt kan fungere så godt.
Det samme kan siges om Ultrahuman Ring Air, der er et ukendt alternativ til Samsung Galaxy Ring og Oura Ring. Ikke desto mindre er Ring Air på vej i butikkerne her i Danmark.
Prissætningen er spændende:
- Ultrahuman Ring Air: 2.799 kr
- Samsung Galaxy Ring: 449 € / 3.350 kr. *
- Oura Ring: 3.199 – 3.999 kr.
* = Galaxy Ring er p.t. ikke lanceret i Danmark. Prisen er hentet fra Samsungs officielle webshop i Tyskland.
Lad os se på, om Ultrahuman Ring Air reelt er et interessant alternativ til Samsung Galaxy Ring. Jeg har i en længere periode båret begge ringe og har derfor et godt sammenligningsgrundlag.
Dette kan Ultrahuman Ring Air måle
- Søvn
- Gå- og løbeture / bevægelse
- Hjertefrekvens
- Hudtemperatur
- Puls
- Stressniveau
- Menstruationscyklus
- Iltmætning af blodet
Sådan er designet af Ring Air
Den gennemsnitlige vægt på tværs af størrelserne er 2,8 gram, men ringen er lidt bredere og mere iøjnefaldende end Galaxy Ring.
Selve ringen er skabt i titanium, men har desuden en tungstenkarbidbelægning for at opnå større modstandsdygtighed over for ridser.
Min testring er guldfarvet, men desværre har den ikke fået mange positive kommentarer fra mine omgivelser. Ligesom med Galaxy Ring synes mange, jeg møder, at den ser mindre billig og mindre eksklusiv ud.
Ring Air kommer i disse fem farvevarianter: Titanium, Matte Grey, Aster Black, Bionic Gold og Space Silver.
Jeg ved ikke, hvordan de andre ringfarver er i deres udtryk, altså om de også ser billige ud. Der medfølger godt nok en lille farveprøve i deres sizing kit, men det er stadig forholdsvis svært at danne sig et reelt indtryk.
Specifikationer: Ultrahuman Ring Air
- Mål og vægt: 8,1 mm (bredde), 2,5-2,55 mm (tykkelse), 2,4-3,6 g
- Hukommelse: Ikke oplyst
- Sensorer: Accelerometer, PPG, hudtemperatur-sensor
- Forbindelse: Bluetooth
- Beskyttelse: Vandtæt ned til 100 meter
Et bjerg af informationer
Jeg blev noget overrasket, da jeg så, hvor mange parametre der kan måles med ringens tre sensorer.
Appen kræver lidt koncentration at komme i gang med, da informationsmængden er virkelig stor. Desuden er den ikke oversat til dansk.
De grundlæggende data er bevægelse, skridt, kalorier, stressniveau, søvn og puls. Derudover viser den også, hvordan ens krop restituerer.
På en række parametre er Galaxy Ring og Ring Air rimelig enige om de forskellige dataregistreringer. Selv søvnscoren og dens registreringerne minder også meget hinanden.
Stressniveauet er i øvrigt interessant, da du ikke kun får informationer om, at du f.eks. er “stressed”. Den foreslår også en vejrtrækningsøvelse, så du kan nedbringe stressen i kroppen. Faktisk har appen en stor mængde forskellige afslapningsøvelser baseret på vejrtrækning; mere omfattende end tilsvarende vejrtrækningsøvelser i Apple Watch og Samsung Galaxy Watch.
Fokus på fysisk og mental sundhed
I lighed med appen Samsung Health har Ultrahuman også en sektion med træningsprogrammer. Jeg er overrasket over, hvor mange gratis træningssessioner der er adgang til.
Samsung har f.eks. løbeprogrammer, så du kan træne dig op til en 5 kilometers distance. Ultrahuman fokuserer mere på meditation, yoga, pilates og hjemmetræning. Du får mange videoer med instruktioner, der næsten føles som at have en personlig træner.
Der er også playlister med (gratis) musik, som passer til alt fra meditation, træning og afslapning. Faktisk er der også en podcast, som du kan følge.
Denne sektion vidner om, at det langt fra kun er de kolde datapunkter, som er en gevinst ved at købe et produkt som Ring Air.
Ekstra funktioner som kan tilvælges
Udover standardfunktionerne får du også adgang til såkaldte “PowerPlugs”, som er små ekstrafunktioner, der tilsyneladende løbende udvikles.
Jeg har aktiveret Caffeine Window, som vejleder mig til, hvornår jeg bør drikke koffeinholdige drikke som kaffe, hvis jeg skal kunne slappe af eller performe optimalt. Jeg har mit prime klokken 9:17, hvor kaffen er mest effektiv. Efter klokken 15:52 bør jeg ikke indtage mere koffein, hvis det ikke skal ødelægge min nattesøvn.
Der er også PowerPlugs til skærmtid og D-vitamin fra solen, som fortæller, hvornår jeg bør bevæge mig udenfor.
En række PowerPlugs er gratis, men tredjepartsudviklere er også med. Priserne har jeg set fra 2,5 til 4,9 dollars om måneden.
Cardio Age er en anden interessant funktion, hvor du får viden om, hvordan din krops alder er kontra den alder, du reelt har. Min har vist sig at være lidt yngre, end jeg reelt er.
God morgen! Har du sovet godt?
Søvnanalyse er tidens store trend på smartdevices, og Ultrahuman er ingen undtagelse.
Hver morgen mødes du af et Sleep Index fra 0-100. Her kan du se, om du har slappet nok af, hvor længe du har sovet samt dine søvnstadier; hvor meget REM-søvn, dyb søvn osv.
Nogle af parametrene kan du dykke yderligere ned i og få mere information om, hvad du kan gøre for at optimere din søvn.
Jeg oplever dog, at appen f.eks. mener, jeg har sovet dårligt, men at jeg stadig føler mig super frisk – eller omvendt.
Skærmbilleder: Ultrahuman Ring Air
TALER MED ANDRE: Ultrahuman Ring Air fungerer med Android såvel som iPhone. Derudover integrerer ringen med blandt andet Apple Health (Sundhed), Google Fit, Fitbit, Garmin, Strava og mange andre.
Batteriet holder længe i Ring Air
Hvor længe du kan gå med ringen uden at oplade, ligger på 4-6 dage. Det er lidt mindre end de 6-7 dage, som Samsung lover. Min oplevelse er dog, at begge ringe har nogenlunde ens batteritid, men det kommer selvfølgelig an på, hvordan du bruger dem.
Ultrahuman Ring Air kommer med en kedelig opladedock, hvor ringen lægges omkring en forhøjning. Docken tilsluttes med USB-C stik. Her er Samsungs opladeæske betydeligt foran.
Jeg konstaterer også, at Ring Air er langsommere til at oplade end Samsung Galaxy Ring.
KØB RING AIR I DANMARK: Flere forhandlere i Danmark sælger Ultrahuman Ring Air. Du kan også købe den direkte hos Ultrahuman. Bruger du dette link og rabatkoden “JohnG10” så opnår du en rabat og vi på MereMobil.dk modtager en lille kommission. Ultrahuman har ikke haft redaktionel indflydelse på denne anmeldelse.
Se testen: Billigere alternativ til Galaxy Ring
Konklusion: Rigtig god til prisen
Hvis du vil stige ombord på smartring-toget, så er Ultrahuman Ring Air et temmelig interessant bud. Særligt fordi prisen ligger omkring 2.700 kroner.
Jeg synes, ringdesignet er lidt “kluntet” i forhold til Samsung Galaxy Ring, som er lidt smartere. Til gengæld er informationsmængden enorm stor.
Folk, jeg har mødt i testperioden, er meget uenige om, hvilken ring der er pænest, så det er nok en personlig smag. Det skal her siges, at ringens komfort har jeg intet problem haft med. Den er helt i top.
Ring Air kommer med en virkelig omfattende app med mange data, hvor overskueligheden indimellem udfordres. Heldigvis er designudtrykket meget indbydende og giver en lyst til at dykke dybere ned i mulighederne.
Jeg er vild med, at der ikke er en abonnementsbetaling trukket ned over funktionerne og den omfattende mængde af trænings- og mentaløvelser, som gratis følger med.
Ring Air er for dig, som vil prøve smartringe-konceptet af uden, at det koster alt for meget, selvom den dog stadig koster mange penge.
Det skal her siges, at på vores marked er Ultrahuman ukendte, og derfor er det svært at sige, hvordan de på den lange bane vil vedligeholde produktet. Her er Samsung nok et mere ‘sikkert’ valg, men det er blot et gæt.
Ring Air er også oplagt at overveje, hvis du har en iPhone.
5 ud af 6 stjerner.
Læs også min anmeldelse af Samsung Galaxy Ring. Se også min video med de første indtryk af Galaxy Ring.
Aktuelle priser på Ultrahuman Ring Air
Herunder kan du se dagspriserne på Ring Air fra Ultrahuman.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Vejer meget lidt og sidder godt på fingeren
- Samler rigtigt mange data fra sensorerne
- Omfattende nedbrydning af målingerne via en flot app
- Appen har ekstrafunktioner; PowerPlugs
- Ikke dansk sprog i appen
- Fejlfri kommunikation med telefonen
- Går du tur uden mobilen lagres data i ringen. Overføres senere
- God batteritid: Op til 6-7 dage
- Virker med både Android og iPhone
- Kræver ikke abonnement
- Farveprøver medfølger i prøvekit med ringstørrelser
- Mange måldata inkl. stressniveau og menstruationscyklus
- Gratis programmer til hjemmetræning og meditation medfølger
- Vandtæt – ned til 100 meter
- Indgravering tilbydes
- Rimelig pris
Lidt at tænke over
- Kedelig opladedock uden indbygget batteri
- Har ikke indbygget GPS
- Batteriet kan ikke udskiftes
- Appen kan virkelig lidt uoverskuelig
- Bredt ring-design
- Ultrahuman: Har du tillid til firmaet?
Mere til historien
Ultrahuman tilbyder ved bestillingen, at ringen kan indgraveres. Det koster 30 euro ekstra. Der kan også tilbydes en forsikring mod tab og tyveri, som koster 2,5 euro om måneden.