OnePlus 10T test | salgsargumentet mangler

TEST: Denne telefon sælger andre telefoner. Som selvstændigt produkt giver OnePlus 10T ikke mening. selvom det er en fin mobil.

OnePlus 10T
OnePlus 10T kommer med Android 12 og brugerfladen OxygenOS 12.1. OnePlus’ egen brugerflade opdateres senere til OxygenOS 13 (Foto: MereMobil.dk)

Hmm… OnePlus 10T er en af de telefoner, som reelt set er svær at “sælge”. På mange måder ved jeg ikke, hvad jeg helt skal mene om OnePlus 10T.

Den ligger sig mellem den prisvenlige OnePlus Nord 2T på den ene side og den dyrere OnePlus 10 Pro på den anden, hvilket gør, at den mangler det reelle salgsargument, som man synes en telefon i den prisklasse skal have. Jeg kommer nærmere ind på dette herunder.

Her er dagspriserne fra Pricerunner:

  • OnePlus 10 Pro (256 GB): 7.500 kroner
  • OnePlus 10T (128 GB): 5.500 kroner
  • OnePlus Nord 2T (128 GB): 3.200 kroner

Dette er de mindste konfigurationer af modellerne.

Specifikationer: OnePlus 10T

  • Processor: Qualcomm Snapdragon 8+ Gen1
  • Skærm: 6,7 tommer, AMOLED, 120 Hz, Gorilla Glass 5
  • Opløsning: 1.080 x 2.412 pixels, 20.1:9, HDR10+, 120 Hz dynamisk
  • Frontkamera: 32 megapixels, f/2.74
  • Kamera 1: Hovedsensor – 50 megapixels, f/1.8, 23 mm, OIS/EIS
  • Kamera 2: Ultravidvinkel – 8 megapixels, 120 grader
  • Kamera 3: Makro 2 megapixels, afstand: 2-4 cm.
  • RAM: 8 GB / 16 GB (LPDDR5)
  • Lagerplads: 128 / 256 GB
  • Tilslutninger og sensorer: Bluetooth 5.3 (aptX), Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/6, dual-band, NFC, VoLTE, VoWiFi, GPS, A-GPS, Glonass, Galileo, Beidou, USB-C, fingeraftrykssensor undrer skærmen
  • Batteri: 4.800 mAh
  • Mål: 163 x 75,37 x 8.75 mm
  • Vægt: 203,5 gram
  • Opladning: 150 watt via kabel – 160 watt oplader medfølger
  • Trådløs opladning: Nej
  • IP-certificering: Nej
  • Styresystem: Android 12, OxygenOS 12.1

Den bedste ydelse, men…

Chipsettet Qualcomm Snapdragon 8+ Gen 1 yder rigtigt flot og udvikler mindre varme end den foregående version Snapdragon 8 Gen1. Samtidigt har OnePlus gjort mere ud af kølingen, hvilket reducerer et par grader i driftstemperaturen.

Faktum er, at du kun får en lille ydelsesforbedring i forhold til OnePlus 10 Pro – og naturligvis betydeligt mere end med OnePlus Nord 2T. Reelt gør det ingen forskel i dagligt brug – hverken i den ene eller anden retning.

De største telefoner på markedet har i dag langt mere ydelse, end man kan udnytte, mens en billigere telefon som OnePlus Nord 2T er mere afstemt på dette punkt. Godt nok yder den mindre men ikke så meget mindre, at det bliver et problem.

Naturligvis er det den nye 10T-model du skal købe, hvis du VIL have mest ydelse.

Og jeg kan også bringe Asus Zenfone 9 i spil, der bruger samme chipset og som yder MERE end OnePlus 10T.

Du kan se de rå tal herunder.

GB 1-coreGB 2-coreGB OpenCLAntutu
OnePlus 10T1.3093.6996.554993.382
OnePlus 10 Pro9773.0666.008764.421
OnePlus Nord 2T8203.1205.614608.207
Asus Zenfone 91.3094.1666.6071.077.641
GB = GeekBench 5

Hurtigste opladning

OnePlus 10T understøtter kablet hurtigopladning med op til 150 watt. Som jeg beskrev i min anmeldelse af Xiaomi 12 Pro, der har 130 watt, så ændrer dette ens opladningsvaner.

Når man pludselig kan komme i nærheden en fuld opladning på 19 minutter under optimale forhold, så er der ingen grund til at oplade om natten.

Du må så til gengæld undvære trådløs opladning, som kun pro-modellen har.

Den største nyhed i OnePlus-regi er uden tvivl den hurtige opladning, der virkelig giver stor værdi i hverdagen. Der medfølger i øvrigt en oplader, som kan trække det maksimale ud af opladningsteknologien.

Ifølge OnePlus skal man ikke være nervøs for, at den kraftige opladning ødelægger batteriet. Ifølge firmaets egne tests holder batteriet mindst 80 procent af sin oprindelige kapacitet efter 1.600 opladnings-cyklusser. Det svarer til fire år brug.

NY BILOPLADER: Samtidigt med præsentationen af OnePlus 10T afslørede OnePlus også en ny biloplader, der kan oplade telefonen med 80 watt. Denne koster 499 kroner. Denne var ikke inkluderet i testkittet.

Pas på antenne-salgsvrøvl

Under præsentationen af telefonen gjorde OnePlus rigtigt meget ud af antennesystemet i telefonen. Her skal du passe på ikke at falde i baljen med salgsvrøvl.

Steder hvor mange mennesker er samlet, som f.eks. på et sportsstadium, bliver forbindelsen på telefonen ofte ”painfully slow”, lyder det fra firmaet. Derfor har OnePlus 10T et såkaldt 360 graders antennesystem, der med 15 antenner altid har stabil og hurtig forbindelse.

Dertil kommer en særlig ”SmartLink”-funktion, som finder den bedste forbindelse / vej til mobilmasten og signalet.

Jeg tror ikke på, at OnePlus 10T har en bedre og hurtigere forbindelse end andre af firmaets produkter eller konkurrenterne.

For det første er de tal, som blev fremlagt under præsentationen, baseret på laboratorietests internt hos OnePlus. For det andet hjælper mange antenner i telefonen ikke på et fyldt stadion, hvis ikke mobiloperatørens netværk og kapacitet er i orden – og det vil jo så gavne alle telefoner.

Dernæst vil mobilmasterne altid flytte en telefon til en bedre mast og bedre forbindelse, hvis det er muligt – og giver mening i forhold til belastningen af netværket. Telefonen kan ikke flytte sig selv til en anden mobilmast og finde “en bedre vej for signalet”, sådan som OnePlus lægger op til i snakken om ”SmartLink”-funktionen.

Jeg har spurgt OnePlus, om der hos mobiloperatørerne eller ved et uafhængigt firma er foretaget tests, som underbygger deres egne udmeldinger. Det forefindes ikke.

Min oplevelse er, at ved dagligt brug har OnePlus 10T en fin mobilforbindelse, men jeg oplever ikke denne som hverken bedre eller værre end på andre telefoner.

INGEN LYDKNAP: OnePlus 10T kommer uden den såkaldte ‘alertslider’, der ellers er en unik funktion for OnePlus’ telefoner. OnePlus har tidligere sagt, at ‘alertslider’ er fjernet for at give plads til anden teknologi i telefonen.

Kameraet er det største ”problem”

OnePlus 10T
Der er ingen lydknap (alert slider på siden af OnePlus 10T (Foto: MereMobil.dk)

Topmodellen OnePlus 10 Pro har Hasselblad-branding, hvor OnePlus virkelig slår på kameraet og fotokvaliteten. Sådan er det ikke på OnePlus 10T.

Hovedsensoren kommer fra OnePlus Nord 2T (Sony IMX766-sensor), som i øvrigt også findes i Nothing Phone 1 og en lang række andre telefoner.

Kameraet er såmænd udmærket, men det er et mellemklasse-kamera. Kamerasystemet har i øvrigt ikke optisk zoom via en telefotolinse. I stedet må du nøjes med digitalt zoom.

Der sidder desuden en makrosensor, der kan bruges til makrobilleder i en afstand af 2-4 centimeter. Du får også en ultra vidvinkelsensor med 8 megapixels opløsning.

Kort sagt: Køber du OnePlus Nord 2T får du præcis de samme billeder og fotomuligheder, som hvis du køber OnePlus 10T.

Manglende salgsargument

Det tydelige salgsargument for netop OnePlus 10T mangler. Går man efter bedre kamera, så er vinderen klart OnePlus 10 Pro – mens OnePlus Nord 2T er vinderen, hvis prisen er vigtig. Her får man samme kamera. Både på OnePlus 10 Pro og OnePlus Nord 2T får du også “alert-slideren”.

Der er derfor ikke én ting, som gør, at du SKAL vælge OnePlus 10T. Groft sagt kan jeg se OnePlus 10T som en telefon, der skal bruges til at sælge andre OnePlus-telefoner. Den slags strategier er almindelige i marketing.

Her er nogle af de ting, som du skal lægge mærke til:

  • Vil du have det gode kamera, skal du gå efter OnePlus 10 Pro. Har du ikke ”så store” fotokrav og er prisen vigtig, så er det OnePlus Nord 2T.
  • Den hurtigste processor har 10T, men den er ikke signifikant hurtigere eller bedre end topmodellen.
  • 10T har hurtigst opladning med 1-100 % på 19 minutter. OnePlus 10 Pro bruger 32 minutter på den samme opgave, men har også et større batteri. Trådløs opladning får du kun på 10 Pro.
  • Skærmstørrelsen er 6,7 tommer, som på 10 Pro, men opløsningen er en smule mindre. Den bedste og stærkeste skærmoverflade får du på OnePlus 10 Pro.
  • Ingen ”alert slider” på OnePlus 10T.

Der er ikke ét argument, som for alvor gør, at du absolut bare MÅ have OnePlus 10T. Der er derimod mange argumenter for at vælge enten den billigere eller dyrere model.

SÅDAN BLIVER ONEPLUS 10T OPDATERET: OnePlus vil vedligeholde OnePlus 10T med sikkerhedsopdateringer i fire år. Softwaren, Android og OnePlus’ egen brugerflade Oxygen OS, loves vedligeholdt med tre store opdateringer. Det oplyser OnePlus til MereMobil.dk.

Konklusion: Op- og nedgradering på samme tid

OnePlus 10T
OnePlus 10T kan oplades virkelig hurtigt med kabel, men trådløs opladning er ikke understøttet (Foto: MereMobil.dk)

OnePlus 10T er enten en opgraderet OnePlus Nord 2T eller en nedgraderet OnePlus 10 Pro. Nu er vi tilbage ved starten; at det er utroligt svært at placere og bedømme telefonen.

Det skal siges, at telefonen er rigtig fin. Jeg har bare svært ved at finde idéen i at give 5.550 kroner for den. Jeg er mest forelsket i OnePlus Nord 2T, som samler alt det, som OnePlus er rigtigt gode til – value-for-money i mellemklassen.

Du kan læse min anmeldelse af OnePlus Nord 2T her. Se nu ”sælger” jeg OnePlus Nord 2T.

Når det er sagt, så fatter jeg intet af, at OnePlus har fjernet det som ”er OnePlus”; trepunkts-knappen til lyd, kendt som ”alert slider”. Det er en dødssynd at fjerne det, som for alvor gør ens produkter unikke. Så bliver den bare “som alle andre”.

OnePlus 10T er en god telefon, men den er bare ikke noget særligt.

Den ender på 5 ud af 6 stjerner.

Overvejer en telefon med Snapdragon 8+ processor og må den gerne være kompakt? Læs min anmeldelse af Asus Zenfone 9 her.

Vil du have en alternativ vurdering af OnePlus 10T, så læs også anmeldelsen på Lyd & Billede.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Kraftig ydelse
  • Virkelig hurtig opladning
  • Fin skærmkvalitet
  • Fornuftig lyd ved samtaler
  • OnePlus har styr på varmeudviklingen fra processoren

Lidt at tænke over

  • Ingen ”alert slider”
  • Mangler optisk zoom – kameraet matcher OnePlus Nord 2T
  • Ingen IP-certificering
  • Ikke mulighed for trådløs opladning
  • Svært at finde ét godt argument for at vælge 10T

Mere til historien

IP-certificeringen der en ”garanti” mod indtrængende vand og støv får du ikke i denne model eller i Nord 2T. Det er kun at finde i OnePlus 10 Pro. Denne er IP67-certificeret.

OnePlus 10T
Det bedste smartwatch til Android-telefoner

DUELTEST: Lang batteritid eller omfattende sundhedsdata. Det er hovedforskellene på disse to smartwatches.

(mere…)
Nye OnePlus-telefoner på vej – de seneste rygter

Det ventes, at vi inden for de næste måneder får mindst to nye OnePlus-modeller.

(mere…)
OnePlus Nord 5 er snart på vej

RYGTE: OnePlus Nord 4 springes over. OnePlus ventes at gå direkte på 5’eren.

(mere…)
OnePlus Watch 2 test | én ting gør hele forskellen

TEST: 100 timer uden en oplader. Lækkert design og relevante funktioner. Læs min OnePlus Watch 2 test.

(mere…)
Udfordrer Samsung på batteritid – mød OnePlus Watch 2

OnePlus Watch 2 imponerer på batteritiden, der sætter Samsung Galaxy Watch og Apple Watch til vægs.

(mere…)
Der teases for OnePlus Watch 2

Skal man tro de seneste rygter, så er OnePlus klar med et nyt smartwatch i næste uge, der ventes at hedde OnePlus Watch 2.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram