Hvilket ’panserglas’ bruger du?

Skærmbeskyttelse er en nødvendighed, hvis du vil undgå ærgrelse og en stor udgift, når telefonen smides på gulvet.

PanzerGlass
Beskyttelse af skærmen på ens telefon er en nødvendighed, efter min opfattelse. Specielt i lyset af de meget høje priser på smartphones, og høje priser for skærmudskiftning (Foto: MereMobil.dk)

I en tid hvor smartphone-skærmene vokser, og priserne stiger, forøges behovet for beskyttelse af smartphonen.

Priserne på smartphones har nået uanede højder. En iPhone Xs Max koster op til 12.999 kroner (512 GB), mens Samsung Galaxy S10+ (1 TB) har et prisskilt på 12.699 kroner.

Dette er de absolut dyreste telefoner på markedet p.t. Selvom ens smartphone kun har kostet det halve, er det stadig mega ærgerligt og ekstremt dyrt, hvis skærmen skal skiftes.

Prisen for autoriseret udskiftning af skærmen på eksempelvis en iPhone Xs eller iPhone X er 2.372,25 kroner.

Så spørgsmålet er: Beskytter du din smartphone?

Sådan beskytter jeg

Smartphones og tablets hjemme hos os får monteret skærmbeskyttelse og et cover. Selvom min indboforsikring dækker ”dumme-uheld” er der stadig en selvrisiko – og det er ærgerlige penge at skulle af med.

Mit valg til skærmbeskyttelse er PanzerGlass. Det er langt fra det billigste valg, men jeg tør simpelthen ikke gå på kompromis. Også selvom prisen kan være op mod 400 kroner for et beskyttelsesglas.

Jeg kunne vælge et billigere alternativ, men jeg er glad for den finish, som PanzerGlass har. Monteringen er let og ikke mindst kan jeg sætte det på uden, at der kommer luftbobler under. Jeg bliver vanvittig, hvis noget ikke sidder helt rigtigt.

Jeg vil også være sikker på, at glasset har en overflade der gør, at min finger glider ubesværet på overfladen.

Udover glasset sætter jeg et bagcover på – i nogle tilfælde har jeg købt coveret og beskyttelsesglasset i én og samme pakke. Det vil sige, at der er et match på hundrede procent.

Hvorfor ikke et billigere panserglas?

Naturligvis kunne jeg bare købe et helt vildt billigt alternativ på Wish, eBay eller en fysisk butik, men for mig betyder det noget, at dem som producerer, står på mål for deres produkt. F.eks. ombytter uden beregning hvis glasset ikke sidder rigtigt.

Jeg kan desuden godt lide tanken om, at jeg støtter dansk innovation. PanzerGlass er i virkeligheden nogle ”bonderøve”, der har udspring i Hinnerup nord for Aarhus, som gerne vil erobre verden.

Jeg får ofte spørgsmål fra venner, familie og læsere om, hvilken skærmbeskyttelse de skal købe. Dette er faktisk årsagen til mit indlæg her.

– ”Jeg har set et panserglas til 150 kroner inklusive montering. Er det godt nok?” lyder spørgsmålet blandt andet.

Ja! Det er sikkert udmærket. Faktisk ved jeg jo ikke præcis hvilket produkt, at du står med. Dermed er spørgsmålet umuligt at svare på. Derfor køber jeg det ikke selv. Jeg anbefaler dem at købe PanzerGlass, men valget i den aktuelle situation, er naturligvis deres eget valg.

Uanset hvad så er det trods alt bedre at forsøge at beskytte, end ingenting at gøre.

Mere til historien

Nogle klager over, at deres skærmbeskyttelse nedsætter følsomheden i touchskærmen. Det er ikke noget, som jeg selv har oplevet.


Avatar

Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.