Hemmeligt bilag sår tvivl om nordjysk dækningsrapport

BAGGRUND: Skatteborgerbetalt nordjysk dækningsrapport er fejlbehæftet, og vi må ikke vide hvorfor. Et hemmeligt bilag spænder muligvis ben.

Mobilmast, telemast

Mobilmast i Jylland (Foto: MereMobil.dk)

Vi har på MereMobil.dk tidligere fortalt nyheden, om den 5 millioner kroner dyre kortlægning af mobildækningen i Nordjylland. Det var en rapport, som vi havde set frem til, da det var den første gennemarbejdede operatør-neutrale rapport, som det offentlige har gennemført.

Skuffelsen var desto større, da vi fik lejlighed til at nærlæse rapporten, som flere steder efterlader det indtryk af, at den muligvis slet ikke er retvisende. Vi gennemgik i den forbindelse rapportens mangler slavisk i en stor baggrundsartikel, hvor vi også så nærmere på det tilhørende interaktive dækninskort. Den gennemgang kan læses i linket herunder.

Nordjysk mobildækningsrapport er (måske) smækfyldt med fejl

Problemer med fremstillingen af 3’s dækning

Blandt kritikpunkterne var manglende informationer om, at teleselskabet 3 havde skiftet national roamingspartner midt under drivetesten og derfor manglende mulighed for at skifte mellem 3G og 4G, hvilket kan tegne et helt forkert billede af mobildækningen. Der var også vilkårlig tredobbelt belastning af TT-netværket, hvilket også kunne tegne et forkert billede af kapaciteten i et givent område.

Som bekendt findes tre slags usandheder: Løgn, forbandet løgn og statistik. I dette tilfælde har vi fat i det sidste punkt, men på MereMobil.dk kan vi dog ikke føre bevis for dette da alle informationerne, som rapporten bygger på, er hemmeligstemplet af Region Nordjylland.

Kritikpunkterne blev samtidig klart afvist af projektleder Thomas Kampmann fra Region Nordjylland, som overfor MereMobil.dk tidligere medgav, at regionen var klar over, at der var en række fejlkilder, som ikke blev nævnt i rapporten.

Tilbage stod det store spørgsmål: Var rapporten så var 5 millioner (skatte)kroner værd? For hvis dataindsamlingen indeholder flere ret kritiske fejl, som Region Nordjylland er bekendt med, men som ikke fremgår i den endelige rapport og interaktive kort, hvordan skal almindelige mennesker så kunne læse og forstå rapporten og konklusionerne?

Ifølge vores opfattelse kan man ikke forvente, at almindelige mennesker – og almene journalister – har den mindste chance for at kunne finde ud af, om rapportens konklusioner nu også tilnærmelsesvis viser sandheden.

Afslag på aktindsigt

På vegne af borgerne, der har betalt 5 millioner kroner for rapporten, ville vi gerne undersøge, om rapporten nu også fremstiller virkeligheden nogenlunde korrekt.

Det kunne være meget interessant at se om de fejl, som projektleder Thomas Kampman anerkender findes i datamaterialet, har medført forkerte målinger. MereMobil.dk har derfor bedt Region Nordjylland udlevere det ikke offentliggjorte “bilag 2”, som indeholder datamaterialet bag rapporten.

Det har Region Nordjylland afvist med henvisning til, at datamaterialet er udarbejdet i samarbejde med teleselskaberne. Aftalen med teleselskaberne er, at datamaterialet ikke udleveres til offentligheden. Vi modtog første afslag den 24. juni 2016.

Læs afslaget her:

Regionen Nordjylland begrunder i korte træk afslaget om aktindsigt således;

-“Der er tale om et dokument, som indeholder oplysninger fra flere forskellige teleoperatører i Region Nordjylland. Den enkelte teleoperatør har ikke kendskab til de oplysninger, som Region Nordjylland har modtaget fra de andre teleoperatører, og alle oplysninger er blevet givet ud fra en klar aftale om, at oplysningerne vil blive behandlet fortroligt.

Dertil kommer, at telemarkedet er præget af stor konkurrence, og mobildækningen er et væsentligt konkurrenceparameter og at offentliggørelse af oplysninger vil give konkurrenterne en indsigt i fortrolig og forretningskritisk information. Vi har således lagt vægt på, at der er tale om oplysninger af væsentlig økonomisk betydning for virksomhederne.”

Hele afslaget kan læses i sin fulde længde her: Afslag fra Region Nordjylland vedr mobildækning.

Vi har fra MereMobil.dk side pointeret, at teleselskaberne selv foretager disse drivetests, hvor både eget og konkurrenters mobilnetværk testes. Vi har derfor svært ved at se, at oplysningerne i den hemmelige rapport skulle have en sådan karakter, at det kunne være til skade for teleselskaberne – teleselskabernes dækningskort er f.eks. offentligt tilgængelig på selskabernes hjemmesider.

Vi undrer os… MEGET

I afslaget gør Region Nordjylland det gældende at “retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår.”

På MereMobil.dk har vi meget meget svært ved at forestille os, at rapporten indeholder oplysninger som ikke kan fremskaffes andet steds via aktindsigt eller blot ved at slå oplysningerne op på myndighedernes hjemmesider, men det er svært at forholde sig til, når det ikke fremgår, hvilke konkrete oplysninger, der er SÅ hemmelige.

 – Podcast #23: Telebranchen bag facaden

Endvidere fremgår det at “Der er tale om et dokument, som indeholder oplysninger fra flere forskellige teleoperatører i Region Nordjylland. Den enkelte teleoperatør har ikke kendskab til de oplysninger, som Region Nordjylland har modtaget fra de andre teleoperatører, og alle oplysninger er blevet givet ud fra en klar aftale om, at oplysningerne vil blive behandlet fortroligt.”

Her er det igen svært at forestille sig, hvilke informationer, der kan være så hemmelige, at de ikke er frit tilgængeligt eller som er så hemmelige, at det kan gå ud over en virksomheds drift. I Region Nordjyllands begrundelse er der altså ikke skyggen af konkrete eksempler på informationer, som er så hemmelige at de ikke tåler dagens lys.

Derimod pointerer Region Nordjylland at telemarkedet er yderst konkurrencepræget, og derfor skal oplysningerne i “bilag 2” forsat være hemmelige.

Intet unikt ved målemetoderne

Alle danske mobilselskaber udfører på ugentlig eller månedlig basis lignede drivetests med eget udstyr, hvor eget og konkurrenternes mobilnetværk testes. Vi har derfor understreget, at de omtalte hemmelige “bilag 2” på ingen måde bør give konkurrenterne en viden, som de ikke havde i forvejen.

På sin vis er der intet unikt ved de målemetoder, som er brugt i rapporten. Enhver almindelig radio/TV-montør med en måler kan i bund og grund udføre de samme målinger af signalstyrken, som er fremstillet i rapporten. Det eneste man skal vide er, hvilken frekvens man skal måle på, og disse oplysninger kan man finde offentligt tilgængeligt på Energistyrelsens hjemmeside.  Faktisk kan man i “fieldtest-mode” på alle almindelige iPhone/Android smartphones se en angivelse af mobilnetværkets signalstyrke.

Mobilhullerne lukkes på trods af hylekoret

Selve målingerne af datahastigheden kan alle og enhver udføre med en almindelig mobiltelefonen.

Vi har på MereMobil.dk tidligere gennemført lignede tests i mindre skala, og vi kan bekræfte, at testmetoden er ganske lige til – og det kræver INGEN hemmelige tekniske data fra moderselskaberne for at gennemføre.

Vi har klaget over afslaget

Vi er ganske uforstående overfor afslaget på aktindsigt – med mindre det selvfølgelig er fordi Regionen ønsker at dække over forhold, som ikke tåler dagens lys.

Da Region Nordjylland som nævnt ikke vil udlevere det hemmelige “bilag 2”, klagede derfor den 25. juni 2016 til over afgørelsen og fremsendte vores argumenter for at få aktindsigten gennemført.

Region Nordylland fastholdte afvisningen, og den 5. juli 2016 fremsendte Regionen sagen til Statsforvaltningen, der tager sig af klager over manglende aktindsigt.

Statsforvaltningen: Afslag igen

Det tog Statsforvaltningen små tre måneder at afgøre klagen, hvilket er ganske normalt for en offentlig myndighed, og vi fik afgørelsen den 10. oktober 2016.

Desværre var der heller ikke hos Statsforvaltningen meget hjælp at hente. Statsforvaltningen har afgjort, at Region Nordjylland er i sin gode ret til at hemmeligholde datagrundlaget til den 5 millioner kroner dyre offentlige rapport.

Statsforvaltningen gør gældende at Region Nordjylland forud for afgørelsen har hørt de virksomheder (teleselskaber), som de undtagne oplysninger angår. De er blevet spurgt om deres deres holdning til, at oplysningerne udleveres –  altså de oplysninger som er så hemmelige, at vi end ikke kan få oplyst, hvilke oplysninger det konkret drejer sig om.

Podcast #29: Mobilnetværk for begyndere

Aftale om fortrolighed spænder ben

Ifølge Statsforvaltningen har alle virksomhederne samstemmende givet udtryk for, at oplysningerne skal undtages under henvisning til, at der imellem virksomhederne og Regionen er aftalt fortrolighed om projektet. Statsforvaltningen skriver videre:

-“Det er endvidere anført, at en offentliggørelse af oplysningerne vil give et upræcist billede af teleoperatørernes dækning og kapacitet og vil således være skadelig for den fremtidige dialog om mulighed for at forbedre mobildækningen i området.”

Se det var noget af en nyhed. Teleselskaberne har altså angivet overfor Region Nordjylland, at datagrundlaget i det hemmelige “bilag 2”, vil give et upræcist billede af teleoperatørernes dækning og kapacitet.

Som den kvikke læser sikker allerede har bemærket, så var det netop på grund af en snærende mistanke til et total fejlagtigt datagrundlag, at vi på MereMobil.dk i første omgang bad om aktindsigt.

Hele afgørelsen kan læses her: Statsforvaltningen – Henvendelse vedrørende Region Nordjylland om aktindsigt

Telia kom på banen

Statsforvaltningen var altså en blindgyde, men noget fik vi dog ud af klagen.

Vi fandt nemlig ud af, at Region Nordjylland havde fået en parthøring fra Telia, og det var en helt ny information, da vi ikke tidligere har været bekendt med Telias involvering i sagen. Vi havde blot fået et afslag fra Region Nordjylland, men nu er Telia også pludselig inde i billedet.

Ifølge skrivelsen fra Statsforvaltningen modtog Region Nordjylland en udtalelse fra Telia den 23. juni 2016 – altså dagen før Region Nordjylland afviste vores aktindsigt. I skrivelsen fra Statsforvaltningen fremgår det at:

[…] Telia har ikke fået indsigt i det konkrete indhold i bilag 2, men er blevet gjort bekendt med, at bilaget indeholder detaljerede ikke anonymiserede data, som angiver fladedækningen for de enkelte operatører og dermed specifikke oplysning om Telias mobilnetværk.

Disse oplysninger må efter vores opfattelse betegnes som værende af forretningsfølsom karakter. Bilaget afspejler således ikke kun Telias aktuelle dækningsgrad, men oplysningerne vil også af telefaglige personer kunne anvendes til at kortlægge udbygningsstrategi for et givent netværk. Dette er oplysninger, som vi normalt holder meget tæt ind til kroppen, men i denne konkrete sag, har vi undtagelsesvis valgt at medvirke til en nærmere kortlægning til brug for regionens arbejde under forudsætning af fortrolighed.

Vi er således meget bekymrede for, at sådanne oplysninger om bl.a. vores udbygningsstrategi vil kunne bruges aktivt af Telias konkurrenter til at opnå konkurrencemæssige fordele, dels i forbindelse med udbud (private og offentlige) til at tilrettelægge udbuddet på et usagligt grundlag, dels ved markedsføring af konkurrenternes teknologier i specifikke områder af Region Nordjylland og dels ved planlægning af den kommende udrulningsplan i Region Nordjylland. Sådanne informationer er altafgørende i en så konkurrencepræget branche som mobilbranchen og kan derfor påføre Telia væsentlig økonomisk skade.”

Telia ved altså heller ikke helt konkret, hvad bilaget indeholder, men fordi bilaget indeholder ikke anonymiserede data om Telia mobildækning, så opfatter Telias disse oplysninger som forretningskritiske.

– Lån en mobilkuffert og test dækningen

Bilaget kan give økonomiske tab

Telia pointerer at oplysningerne kan give konkurrenterne en fordel, da oplysningerne f.eks. kan bruges til at vinde offentlige udbud. På den anden side så ligger alle konkurrenterne allerede inde med disse oplysninger, da teleselskaberne selv løbende foretager drivetests af deres eget og konkurrenternes mobilnetværk. Hvordan hænger det lige sammen?

Dernæst pointerer Telia overfor Region Nordjylland, at de hemmelige informationer i bilaget blandt andet kan bruges til at tilrettelægge udbud på et usagligt grundlag, hvilket kan medføre økonomiske tab til Telia.

Det vil altså sige, at hvis folk er klar over, hvor de enkelte teleselskaber har god eller dårlig mobildækning, så kan det skade Telia økonomisk? Og det skal være en begrundelse for, at offentligheden ikke må se datagrundlaget for en dyr offentlig rapport om netop mobildækning.

Hvis man skal følge den logik, så giver en hjemmeside som OpenSignal.com store økonomiske tab til Telia, for slet ikke at tale om dækningskortene fra Telia, 3 og TDC.

Bliver Skjern nu et mobilhul?

Teleindustrien på banen

Nu er det meget oplagt at tage kontakt til Telia og spørge dem om, hvad de egenligt mener. I bund og grund mener vi det er forkert at hænge Telia ud, bare fordi en medarbejder har lavet et høringssvar. Høringssvaret kunne lige så godt være fra TDC, Telenor eller 3. Så vi har på MereMobil.dk i stedet for kontaktet Teleindustrien (TI), som er teleselskabernes brancheorganisation. Det er TI som udtaler sig i de store principielle spørgsmål.

Direktør Jakob Willer fortæller i et skriftligt svar, at Teleindustrien overfor Region Nordjylland har sat stort spørgsmålstegn ved undersøgelsen, allerede inden den blev igangsat.

-“Årsagen er, at en sådan måling er forbundet med stor usikkerhed, som I (MereMobil.dk, red.) også selv har påpeget i jeres dækning af sagen. Endvidere giver en måling alene et øjebliksbillede, som vil være forældet meget hurtigt, da nettene jo udbygges løbende med forbedret dækning og kapacitet. Jeg anbefalede derfor Region Nordjylland at tage udgangspunkt i teleselskabernes dækningskort, som nu udarbejdes på helt ens måder, og som løbende opdateres i forhold til nettenes udbygning, fortælle Jakob Willer og forsætter:

– “Selskabernes dækningskort giver et retvisende billede af selskabernes udendørs dækning, og beregningerne tager også hensyn til, at f.eks. skove, huse og geografiske forhold kan påvirke dækningen. Udfordringen er, at dækningsoplevelsen er meget afhængig af, hvilke telefoner der anvendes. Det er en usikkerhedsfaktor, der er vanskelig at få ordentligt belyst. Den store forskel i telefonernes antennekvalitet er påvist meget klart i Gert Frølunds (Professor i antenneteknologi ved Aalborg Universitet) undersøgelser.”

Ingen kender indholdet af bilag 2

Til spørgsmålet om hvilke dele af det hemmelige “bilag 2” det er, som teleselskaberne helt konkret ikke ønsker skal komme til offentlighedens kendskab, svarer Jakob Willer, at der er tale om et bilag, som hverken teleselskaberne eller Teleindustrien kender indholdet af. Ingen af teleselskaberne har haft adgang til at gennemgå og vurdere materialets validitet i forhold til egne dækningsberegninger og kørselsmålinger.

Endvidere er der i projektet aftalt en fortrolighed i forhold til de oplysninger, der er leveret fra teleselskaberne.

-“Teleindustrien er ikke bekendt med, hvilke oplysninger, der er indeholdt i ‘bilag 2’, og har derfor heller ikke grundlag for at vurdere, præcist hvilke oplysninger, der er forbundet med fortrolighed. Jeg har her fra min stol ingen grund til at betvivle, at det er en korrekt afgørelse fra både Regionen og Statsforvaltningen at undtage bilaget fra aktindsigt,” svarer Jakob Willer, der selv har en fortid som embedsmand hos de danske telemyndigheder – og derfor kendskab til sagsgangene.

TI: Selskaberne har interesse i retvisende informationer

Til spørgsmålet om teleselskaberne forsøger at dække over, hvor dårlig mobildækning de har, svarer Jakob Willer:

-“Alle teleselskaber har en interesse i at give retvisende og sammenlignelige informationer om dækningen. Det er hele baggrunden for, at der har været gennemført et omfattende arbejde med at få skabt et fælles grundlag for beregning af dækningen på tværs mellem selskaberne. Så der er ikke tale om, at der er nogen, der ønsker at skjule noget. Der er tale om et bilag vi ikke kender indholdet af,” lyder det fra TI-direktøren.

Så teleselskaberne ønsker altså at “bilag 2” forbliver hemmelig, fordi de ikke kender indholdet af bilaget. Og Statsforvaltningen giver Region Nordjylland ret til at hemmeligholde bilaget fordi teleselskaberne ønsker at bilaget forbliver hemmeligt. Det minder lidt om den gamle blondine joke; Hvordan holder man en blondine beskæftiget en hel dag? Man giver hende et stykke papir, hvor der står skrevet  “vend” på begge sider…

Vi har på MereMobil.dk selvfølgelig også spurgt om den specielle sætning som Statsforvaltningen skriver i afvisningen. Statsforvaltningen skriver at (udlevering af “bilag 2”) “vil give et upræcist billede af teleoperatørernes dækning og kapacitet og vil således være skadelig for den fremtidige dialog om mulighed for at forbedre mobildækningen i området.”

Uden at have set det omtalte hemmelige “bilag 2” hvordan kan Telia (og de andre teleselskaber) så nå frem til den konklusion?

– “Som I også selv har afdækket på MereMobil.dk, så er en sådan måling forbundet med stor usikkerhed, og metoden vil ikke give et præcist og retvisende billede af de forskellige selskabers dækning og kapacitet. Det vil derfor også være problematisk, hvis disse målinger i detaljen skulle lægges til grund for drøftelser om behov for udbygningerne af nettene. Det er i sidste ende teleselskaberne selv, der bedst kender behovene for udbygninger, og det bør ikke baseres på metodisk usikre målinger gennemført af eksempelvis en region,” skriver Jakob Willer fra Teleindustrien.

Vores konklusion: Rapporten er ubrugelig

Hvad har vi så fået ud af sagen? Vi har ikke fået udleveret det hemmelige “bilag 2”, og vi får det ikke med mindre en tilfældig offentlig ansat sender det til os.

Vi mener på MereMobil.dk stadigvæk, at rapportens datagrundlag med stor sandsynlighed indeholder flere fejlkilder, som med muligvis gør rapporten direkte ubrugelig – eller i det mindste beskriver den ikke tilnærmelsesvis virkeligheden.

Dernæst har vi via Statsforvaltningen fået bekræftet, at teleselskaberne mener, at det hemmelige “bilag 2” “vil give et upræcist billede af teleoperatørernes dækning og kapacitet og vil således være skadelig for den fremtidige dialog om mulighed for at forbedre mobildækningen i området.”

Men hvis det hemmelige “bilag 2” er upræcist, så er hele datagrundlaget for rapporten og det interaktive kort også upræcis. Det kan således være direkte skadelig for den fremtidige dialog mellem Region Nordjylland og teleselskaber, om muligheden for at forbedre mobildækningen i Regionen. Direktøren for Teleindustrie, Jakob Willer, kommer frem til samme konklusion med med sætningen “metoden vil ikke give et præcist og retvisende billede af de forskellige selskabers dækning og kapacitet”.

Det er vidst det nærmeste vi kommer på et rapporten ER ubrugelig.

Rapporten kan ikke bruges til til en dialog om at forbedre mobildækningen i Nordjylland.

Det er faktisk ganske kritisk, da meningen med dataindsamligen og udarbejdelsen af rapporten var, at den skulle danne grundlag for en konstruktiv dialog med teleselskaberne omkring mobildækningen i Region Nordjylland. Men hvordan får man en dialog, når den ene part i det store hele mener, at modpartens dataindsamling giver et upræcist billede af dækning og kapacitet?

Tilbage er der faktisk kun at huske læserne på, at rapporten har kostet skatteyderne i Region Nordjylland små 5 millioner kroner, og for det har borgere fået en tvivlsom rapport, et med overvejende sandsynlighed misvisende interaktivt dækningskort samt et hemmeligt bilag med en dataindsamling, som næsten med garanti er fejlbehæftet på grund af en hel række fejlkilder.

For os på MereMobil.dk er dette en rigtig øv-historie. Nu forsøgte en Region én gang for alle, at gennemføre en ordenlig og seriøs undersøgelse af mobildækningen, som skulle bruges konstruktivt, og så bliver slutresultatet fuldstændig ubrugeligt.

Det er lidt som at spille Ludo – man er næsten i mål, og så bliver man slået tilbage til start.

Mere til historien

Statsforvaltningen bruger gennemsnitligt 21 uger på klager over manglende aktindsigt.

Lukningen af fastnettet i Danmark starter til årsskiftet

TDC Net trækker ved årsskiftet de første stik til fastnettet i Danmark.

(mere…)
Grønt lys: Norlys opsluger Telia

Onsdag kom den længe ventede meddelelse om, at Norlys’ opkøb af Telias danske forretning er godkendt.

(mere…)
Nu sælger 3 brugte telefoner

Du kan spare 4.800 kroner på en iPhone, hvis den må være brugt.

(mere…)
Teleselskaber lægger op til megafusion

De danske teleselskaber står foran store investeringer i forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur, mener topchef.

(mere…)
Mobilmaster spår om antallet af danskere på Christiansborg Slotsplads

I går fik Danmark en ny regent og mobilmasterne har hjulpet med, at finde antallet af danskere, der var mødt op på Christiansborg Slotsplads.

(mere…)
Jonas Vingegaard og “Friends”-dødsfald trak dataforbruget til nye højder

Danskerne satte igen rekord i dataforbrug. Især én dato stikker ud, skriver teleselskabet Telenor.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram