Sommer: Pas på mobilen i varmen

TIP: Sand, vand og fugt er gift for mobilen. Her kan du læse, hvordan du passer bedst på mobilen i sommervarmen.

Sommer strand

Sommer er skønt, men vand og sand er farlig for mobilen (Foto: MereMobil.dk)

Det er så skønt med sol, varme og udeliv, men ikke for mobilen. Strand, sand, sved, fugt og varme er en farlig cocktail for smartphonen. Pas derfor godt på den og tag dine forholdsregler.

Hvis telefonen går i stykker som følge af vand, fugt og sand skal du ikke søge hjælp i reklamationsretten. Sand, vand og fugtskader er ikke dækket, og skaderne skal genoprettes for din egen regning. I nogle tilfælde vil en all-risk forsikring kunne hjælpe, men her er ofte en selvrisiko.

Mange har fejlagtigt den opfattelse, at en smartphone skal have være udsat for vand, før den bliver ødelagt, men det er ikke tilfældet. Bukselommen, der er varm og fugtig, kan være nok til at påføre mobilen en fugtskade. Det gælder også hvis du smider mobilen i strandtasken sammen med fugtige håndklæder.

Sand og poolvand er ’no go’

apple temperature_cool_down

Advarsel om forhøjet temperatur i iPhone

De små sandkorn som du har på fingrene, når turen går til stranden, kan trænge ind i mobilen og ødelægge den. Der skal ikke mange stykker sand i ladeporten, før stikket bliver vanskeligt at sætte i. Heller ikke saltholdig luft har mobilen på længere sigt godt af. Det gælder også det klorholdige vand ved poolen.

Oven i alt dette kommer varmen, og i yderste konsekvens kan høje temperaturer ødelægge den følsomme elektronik i telefonen. Når temperaturen i telefonen igen falder, kan der dannes kondensvand inde i mobilen, hvilket kan udløse en fugtskade.

De fleste telefoner vil, når temperaturen bliver for høj, lukke ned for at beskytte elektronikken. En iPhone og iPad er designet til anvendelse, hvor den omgivende temperatur er mellem nul og 35 grader. Uden brug kan enhederne tåle, at ligge i temperaturer mellem -20 og 45 grader, oplyser Apple. I de fleste tilfælde fungerer telefonerne alligevel ved højere temperaturer.

Del bare feriebilleder på Facebook – forsikringen dækker

Vandtætte telefoner

Nogle telefonmodeller markedsføres på at være vand- og støvtætte. Særligt Sony har slået sig op på dette. Samsung Galaxy S5 er ligeledes en af de modeller, som er vand- og støvtætte.

Fælles for de vandtætte telefoner er, at de kun er tætte når beskyttelsesklapperne hen over stik, er forsvarligt lukkede.

Du skal være opmærksom på, at en telefon med IP-certificering inden for støv og vand, holder til mere end en gennemsnitlig anden smartphone, men der er ikke tale om en dykker, sports eller håndværkertelefon.

Sony Xperia Z3+ (Foto: Sony)

Sony Xperia Z3+ er en af de vandtætte mobiler  (Foto: Sony)

Efter alt sandsynlighed vil telefonen ikke tage skade af en tur til stranden, lidt sand og vand, men det betyder ikke, at du ikke skal passe på den. Hvis telefonen efterfølgende går i stykker, dækker reklamationsretten ikke nødvendigvis. Det vil i hvert fald være en konkret vurdering.

– ”Mobilerne er vandtætte ifht, ferskvand, så vi anbefaler ikke at bruge dem i salt- eller klorvand. Fugt holder de til uden problemer, og så længe man ikke sænker dem ned i vandet, og bruger dem under vandet, burde der ikke være problemer. Hvis de får ’ikke-ferskvand’ på sig, er det vigtigt, at skylle dem grundigt i rent ferskvand efterfølgende,” siger Morten Johansen, marketingschef hos Sony Mobile Danmark, til MereMobil.dk.

Han gør opmærksom på, at reklamationsretten på Sonys produkter vil dække, hvis alle dæksler har været lukket, og der ikke er andre skader på mobilen.

– ”Telefoner må ikke have haft skader, som gør det muligt for vand/sand at trænge ind. Det vil som i andre reparations-sager være en vurdering fra sag til sag efter grundig undersøgelse på et certificeret værksted,” forklarer Morten Johansen.

Flere reparationer

Selvom der passes på telefonen i ferietiden, er uheldet lidt mere ude, samtidigt med mobilbrugerne er ude af huset.

– ”Sand og vand er ren gift for telefonerne, så vi forventer det helt store rykind når folk kommer tilbage fra ferie. De typiske skader er fra tab såsom flækkede skærme. En del telefoner har også været udsat for fugt, og det er rigtigt ærgerligt, da man i sådanne tilfælde ikke kan bruge sin reklamationsret,” siger Michael Bech, adm. direktør i Humac, som også huser fem autoriserede Apple-værksteder.

Humac så en lille opgang i reparationsantallet efter Roskilde Festival, hvor mobilerne også har været lidt mere udsat.

Gode råd til mobilbrug i sommerlandet

– Undlad at lægge mobilen i solen eller i en varm bil
– Overopheder telefonen så køl den langsomt af – ikke noget med køleskab
– Læg ikke mobilen sammen med fugtige håndklæder
– Opbevar ikke telefonen for tæt på kroppen hvor den udsættes for fugt og sved
– Udsæt ikke telefonen for store temperaturskift. Det kan skabe kondens
– Bliver mobilen våd, så tag omgående batteriet af og lad delene tørre HELT
– Sand kan komme ind over alt. Blæs forsigtigt sand ud af hullerne med trykluft
– Brug en vandtæt mobiltaske, men pas på kondens

Mere til historien

Hvis din smartphone alligevel bliver våd så sluk den øjeblikkeligt. Fjern covers, hukommelses- og SIM-kort, tag omgående batteriet ud, og tør alle delene grundigt af. Læg telefonen i en pose med rå ris eller silika-pakker. Disse suger fugt. Kryds fingrene og håb det bedste.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.