Teleselskaberne jagtes som Muhammed tegnere

Kommentar: Når de store medier jagter teleselskaberne er fakta ofte langt væk fra virkeligheden. Lidt om journalister, sandheden, vinkling og telebranchen.

Denne artikel er opdateret 9. juli 2015 med link til DRs beklagelse omkring sagen.
breaking newsJa, der fik vi dig – du læste overskriften, og tænkte med det samme, at det er da godt nok for galt, at sammenligne teleselskaber med Muhammed-tegnere. Men overskiften er faktisk for én gangs skyld ikke helt misvisende, for de danske teleselskaber er forfulgt af medierne, og de bliver beskyldt for meget, som de ikke har gjort.

Baggrunden for denne kommentar er de seneste dages medieomtale omkring spionage, Huawei og TDC.

TDC har nemlig fået ørerne i mediemaskinen, fordi teleselskabet benytter udstyr og driftsfolk fra den spionmistænkte kinesiske teleleverandør Huawei. Det er Danmark Radio har har ført an i korstoget, som så mange gange før, med store overskrifter såsom Spionagemistænkt kinesisk telegigant har adgang til dine teleoplysninger og Tjek om du bruger en Huawei-driftet mast. Som den vakse læser måske har bemærket, så har vi på MereMobil.dk valgt ikke at skrive om historien, og det er der en ganske god grund til.

Hele historien drejer sig om, at den kinesiske teleleverandør Huawei angiveligt er spionmistænkt, og at TDC ikke benytter sikkerhedsgodkendte medarbejdere til TDCs driftscenter. Og det må da være noget skidt, når ikke-sikkerhedsgodkendte medarbejdere fra et spionmistænkt telefirma angiveligt har adgang til fortrolige oplysninger hos TDC? Det er i hvert fald den vinkling, som DR har valgt på sagen.

Det er for galt!!!

Problemet med historien er blot, at den kommer som seneste eksempel i en lang række historier om telebranchen, som falder fuldstændig fra hinanden, når sagen undersøges nærmere. Det er sådan set også baggrunden for, at vi på MereMobil.dk i første omgang ikke skrev om historien – for vi ville godt lige se, hvor sagen førte hen i løbet af dagen.

I DRs artikel påstås det f.eks. at “Medarbejdere hos Huawei, der betjener 750.000 TDC-kunder, kan få adgang til følsomme informationer uden at være sikkerhedsgodkendte.” Problemet er blot, at historien er forkert.

I følgende pressemeddelelse, som vi har valgt at publicere ordret, forklarer TDC, hvorfor hele DRs historie i bedste fald er upræcis:

TDCs information til pressen

TDC og TDC’s samarbejdspartner, Huawei, er i dag blevet beskrevet i flere medier. Desværre er dele af omtalen præget af misforståelser og fejl.

Til venlig orientering har vi i TDC lavet en kort gennemgang af fejl og fakta i dagens generelle mediedækning.

Ingen har adgang til fortrolige oplysninger

Det har i flere medier fremgået, at ”kinesere har fri adgang til TDC-kunders data”. Det er ikke korrekt. De pågældende medarbejdere i Huawei har alene adgang til informationer af driftsteknisk karakter i TDC’s driftscenter på Borups Allé i København.

Indholdet af telefonsamtaler, sms, e-mail eller informationssøgning på nettet er IKKE tilgængelige for medarbejdere i driftscenteret.

Huaweis opgave er at drive TDC’s mobilnet. Det vil sige, at selskabet har ansvaret for drift, vedligeholdelse og evt. udbygning med yderligere kapacitet. Opgaven sker under tilsyn fra TDC i samarbejde med statens Center for Cybsersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

TDC’s sikkerhedsmæssige set-up er et af de skrappeste blandt europæiske mobilselskaber.

Huawei-medarbejdere er sikkerhedsgodkendte

Alle Huawei-medarbejdere, der løser opgaver i TDC’s driftscenter på Borups Allé i København, skal ifølge TDC’s sikkerhedsaftale med Center for Cybersikkerhed være godkendt af danske myndigheder. Der er dog mulighed for undtagelser f.eks. i forbindelse med, at Huawei-ansattes sikkerhedgodkendelser er under udarbejdelse. 

Tre medarbejdere arbejder under sikkerhedsgodkendt opsyn

En medarbejder uden sikkerhedsgodkendelse kan kun arbejde i TDC’s driftscenter, hvis vedkommende er under opsyn af en leder, som selv er sikkerhedsgodkendt på højere niveau.

Aktuelt er der i alt 40 sikkerhedsgodkendte Huawei-ansatte, der arbejder i TDC’s driftscenter, mens i alt 3 (tre) medarbejdere endnu ikke er sikkerhedsgodkendte og derfor arbejder under sikkerhedsgodkendt opsyn. Det tager normalt ca. 6 måneder at blive sikkerhedsgodkendt i Danmark.

Kun TDC har adgang til personfølsomme oplysninger

Medarbejderne i TDC’s driftscenter har kun adgang til at se hvilke mobilnumre, der helt aktuelt er forbundet til en given basestation/mast. Personfølsomme oplysninger som samtaler, søgninger på nettet, indhold i sms’er osv. er ikke tilgængelige i driftscenteret og altså heller ikke for Huaweis ansatte.

TDC ejer selv sit mobilnet – det er ikke blevet solgt

En forhenværende ansat i FE, John Foley, har til DR2 Morgen fortalt, at TDC har tjent 4 mia. kroner på, at frasælge sit mobilnetværk til Huawei. Det er forkert. TDC ejer selv sit mobilnetværk og har aldrig solgt netværk fra. Tværtimod er det netop TDC, der over de kommende år betaler i alt 4 mia. kroner for den service, TDC køber hos Huawei. John Foley, der er kilde til denne ukorrekte beskyldning, er blandt hovedkilderne til en dokumentar-udsendelse på DR2 i aften.

Daglig kontrol i TDC’s driftscenter

TDC opsamler alle aktiviteter i driftscenter i et log-management-system. TDC kan derfor efterfølgende kontrollere, hvem der foretager hvilke ændringer i nettet hvornår.

Skaden er sket

Som man kan læse ud fra TDCs pressemeddelelse, så er store dele af DRs historie direkte forkert, og de påståede sikkerhedsmæssige problemer er i bedste fald en storm i et glas vand. Men er det et problem, at DRs mediedækning måske ikke er helt objektiv og glemmer lidt detaljer?

Det der med at medier skal være objektive, det er trods alt kun noget som almindelige mennesker tror på. Alle der har arbejdet professionelt med journalistik ved, at objektivitet ikke findes ude i virkeligheden, og at alle journalister vinkler deres historier på en bestemt måde. Så skal vi ikke bare sige skidt pyt til DRs kiksede historie?

NEJ! Jeg mener klart, at det er et stort problem, når et respekteret medie, som DR laver denne form for journalistik, hvor store teleselskaber bliver hængt offentligt til tørre – for det er ikke første gang, at DR laver “fodfejl” som underminerer hele historien.

DRs journalister har glemt at lave en ordentlig research, og derfor bliver læserne, lytterne og seerne ført bag lyset – for det vil være synd at kalde DRs historie løgn fra ende til anden.

Ikke første gang

Det helt store problem er ikke den aktuelle sag, men derimod, at det blot er seneste eksempel på, hvordan specielt Danmarks Radio på grund af elendig research hænger hele telebranchen ud med historier, som i absolut bedste fald er misvisende.

Blot for at nævne et par graverende fejlhistorier, som DR efterfølgende har trukket i land og med røde ører og beklaget, så kan nogle af vores læsere måske huske disse fejlbehæftede historier fra DR, der alle er indenfor det seneste års tid: 3s påståede skatteunddragelse, Mobilhuller er også et problem for undervisningen, Kommune går ind i kampen for bedre mobildækning og Kommuner kræver langt bedre mobilsignal fra ny udbyder.

Ja, alle disse historier indeholder graverende fejl (tryk på ovenstående links for mere info), og vores læsere skal ikke være kede af, hvis de ikke vidste, at historierne indeholdte fejl. DR er nemlig usædvanlig langsommelige til at rette fejl i deres historier, og fejlene bliver ofte først rettet, flere måneder efter historien er publiceret.

Derved får de fejlagtige historier lov til at leve deres eget liv i flere måneder, før en lille notits på DRs hjemmeside under Fejl og Fakta fortæller, at DRs journalister har lavet en lille “fodfejl”, og at historien ikke helt holdt vand.

Tilføjet 9. juli 2015: DR har per 9. juli 2015 beklaget historien – helt som forudsagt.

Det er ikke bare pinligt, det er direkte beskæmmende for et velanset medie som DR, at de er så langsommelige til at fortælle deres seere, læsere og lyttere sandheden, når de har trådt i spinaten og ført danskerne bag lyset.

TV 2 fejler også

Nu kunne man selvfølgelig foranledes til at tro, det kun er i DR, hvor journalisterne ikke checker deres oplysninger, men desværre kan TV 2 også være med på vognen.

TV 2 har i flere omgange “testet” mobildækningen i Danmark, og med en bombastisk overskrift “Stor test afslører tusindvis af huller i 3G-dækningen” så er det lagt op til en stor “afsløring”. Problemet er blot, at de indsamlede data ikke holder til en nærmere undersøgelse, hvilke vi kort gennemgik i Podcast #29: Mobilnetværk for begyndere.

DRs historier faktacheckes

Normalt behøver man som journalist ikke faktachecke historier fra Danmarks Radio, da det journalistiske niveau og etikken er i orden. Men på lige nøjagtig teleområdet er det journalistiske niveau hos DR så afsindigt lavt, at det er nødvendigt at faktachecke DRs påstande, og vi har på MereMobil.dk mere end én gang undgået at lave citathistorier, som DR har skrevet om.

Den simple grund er, at vi på MereMobil.dk ikke ønsker at viderebringe historier fra DR, der ikke holder til et nærmere eftersyn.

Det lader til, at det kan godt være, at historierne er det pure opspind, men det er lige meget, sålænge historien er god nok. Desværre er det ikke kun DR som brillierer, men også resten af mediebranchen som uden den mindste kildekritik råt og usødet æder DRs historier, og gang på gang citerer DRs fejlbehæftede historier.

Jeg vil opfordre vores læsere til at holde øje med Fejl og Fakta på DRs hjemmeside. Om cirka to måneder kommer der en lille notits om TDC, Huawei og spionanklagerne, hvor DR beklager, at de har lavet nogle “fodfejl” og at historien ikke holdt til et nærmere eftersyn. Men om to måneder har alle glemt, at det var DR, der fandt på historien, men alle kan huske at Huawei spionerede på TDCs kunder… eller hvordan var det nu det var?

Nu kan man så beskylde os for, at gå teleselskaberne erinde med denne kommentar. Ja! Det er PRÆCIS det der hedder vinkling af en historie, og her valgte vi, naturligvis helt objektivt (for objektive er alle journalister jo), at dække den anden side af historien.

Tilføjet den 9. juli 2015: DR har i dag helt som forudsagt beklaget fejlene i historien om Huawei og TDC.

Mere til historien

Teleselskabet 3 kan skrive under på, at det direkte koster penge på bundlinjen, når journalister ikke gør deres arbejde ordenligt og laver historier, som ikke helt holder til en nærmere undersøgelse.

Huawei har succes på elbilmarkedet

Samarbejdet mellem Seres og Huawei går rigtig godt og de sælger biler som aldrig før på det kinesiske marked.

(mere…)
Lukningen af fastnettet i Danmark starter til årsskiftet

TDC Net trækker ved årsskiftet de første stik til fastnettet i Danmark.

(mere…)
Huawei overhaler Samsung på foldbare smartphones

Samsung havde førstepladsen i 4. kvartal på markedet for foldbare smartphones, men det ligner at Huawei overhaler i 1. kvartal.

(mere…)
Apple får artige stryg af Huawei

Trods slutspurt på de nyere markeder, vil der forlade færre smartphones fra fabrikkerne i år, vurderer analysefirma.

(mere…)
TDC slukker ADSL-forbindelserne

Hvis din internetforbindelse er baseret på ADSL-teknologi, bliver den lukket.

(mere…)
Hvad har Huawei gang i?

Huawei har på egen hånd skabt telefoner med et 5G-chipset.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
7 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram