Afsløring: Disse mobiler kommer med Snapdragon 845

En perlerække af flagskibs-mobiler bliver her i 2018 udstyret med Qualcomms nye topchip, Snapdragon 845. Se listen her.

Det er lidt af en artig lækage som norske Tek.no har fået fingre i. Sitet afslører nemlig nu, hvilke mobiler der udstyres med Qualcomms nye topchip; Snapdragon 845, her i 2018.

Til dato har det ellers kun været Galaxy S9 og LG G7, som er blevet forbundet med den nye chip, men Tek.no er temmelig sikker på, at de nye oplysninger giver et sikkert indblik i, hvad der venter af mobiler med Snapdragon 845.

Der tages dog forbehold for svipsere, “da telefonerne ikke er officielt bekræftet”, som sitet skriver.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Men listen her skulle være ganske vist:

  • Google Pixel 3
  • HTC U12
  • LG V40
  • LG G7, som vi tidligere har skrevet
  • Nokia 10
  • OnePlus 6T
  • Sony Xperia XZ2
  • Xiaomi Mi 7
  • Xiaomi Mi MIX 3
  • ZTE Nubia Z18S
  • … og som nævnt formentlig også Galaxy S9 inklusiv S9 Plus og Note 9

25 procent bedre til spil

Snapdragon 845 er bygget over en ny processor-arkitektur. Den skulle gerne give 25 procent bedre afvikling af spil og præstere den samme forøgede hastighed ved åbning af apps.

Desuden kommer den med 30 procent bedre energieffektivitet end Snapdragon 835, som findes i blandt andet HTC U11, Sonys 2017-topmodeller med flere. Samsung bruger deres egen Exynos, mens Huawei bruger chips fra deres egen fabrik HiSilicon.

Snapdragon 845 understøtter optagelse i 4K opløsning, HDR og 10-bit farvedybde, samt optagelse med op til 480 billeder per sekund med 720p opløsning.

Mere til historien

Snapdragon 845 har en ny LTE-teknologi, der giver hastigheder på op til 1,2 gigabit per sekund. Læs her og bliv klogere på, hvad LTE gør for dig.


Om Peter Bergman

Peter er freelance-skribent og skriver mest flow-nyheder og news you can use.