Husker du: Her er tingene alle ønskede sig for 40 år siden

Glem smartphones denne jul. Her er de ting alle ønskede sig i gamle dage. I dag er tingene retro- og vintage-coole.


Julegaver behøver ikke være nye. Retro- og vintage-produkter passer perfekt ind i tidens trend, hvor genbrug er vejen frem. Jeg har fundet inspiration til 10 julegaver, som enhver med bare et lille blik for fortidens coolness vil blive begejstret for.

Mange af tingene er noget mange ønskede sig for 30-40 år siden.

Den gode nyhed er prisen. Ofte har sælgerne slet ikke fokus på værdien i de seje retro-ting, og du kan derfor gøre et kup, samtidigt med at du løfter julestemningen hos gavemodtageren.

Og der er jo ikke noget som at give gaver der glæder, og samtidigt stadig er cool og anvendelige.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Her er mine 10 julegave-favoritter i retro-kategorien. Kom selv med flere forslag i kommentarfeltet.

RETRO: Husker du disse gamle mobiler?

1. Forstærkeren fra 70’erne er stadig moderne

Retro-forstærker

Sansui retro-forstærkeren ser fed ud med de store knapper og lysende display (Foto: DBA)

I 70’erne skulle et stereoanlæg se ud af noget. Store knapper og et fremtrædende lysende display var noget, der blev lagt mærke til. Trenden på nutidens musikanlæg er, at de skal være små og ikke fylde for meget i hjemmet.

Flere af de gamle forstærkere har phono-stik på AUX-indgangen. Så med et kabel, der går fra 3,5 millimeter jackstik til to phono-stik, kan du tilslutte din smartphone, og stadig høre den nye musik.

Er du en tand mere avanceret, skal du købe en Chromecast Audio (pris lige omkring 320 kroner). Nu kan musikken overføres trådløst fra din topmoderne telefon til den gamle retro-forstærker.

Nogle vil mene, at de gamle forstærkere har en mere varm lyd end de moderne. Så selvom det er gamle gadgets, lyder de stadig fedt. Vil du flotte gaven lidt så find et par matchende retro-højtalere. Og så skal du naturligvis huske, at det hele skal have en fremtrædende plads i stuen.

Du skal regne med at punge ud med 800 til 1.500 kroner for en gammel retro-forstærker.

2.  Frem med vinylpladerne

Bang & Olufsen pladespiller

Beogram 6500 er af de gamle Bang & Olufsen pladespillere, der i dag igen er rigtigt sjove at finde frem (Foto: B&O)

Når den gamle 70’er forstærker pryder i stuen, så er en pladespiller oplagt som en ekstragave til en af juledagene. Der findes mange forskellige brugte pladespillere, men nogle af de mest seje er nok de gamle Bang & Olufsen modeller. Priserne ligger fra 500 til 2.000 kroner. Her afhænger prisen meget af standen.

Mange brugte pladespillere sælges uden pickup, men der kan faktisk stadig skaffes pickups til nogle af de gamle retro-pladespillere. B&O oplyser, at de for flere år siden solgte produktion og salg af pickups til Sound Smith, hvorfra dette vigtige tilbehør kan købes.

Vi er lige nu i en tid, hvor vinylplader er mere hotte end CD’erne, og på DBA kan du ofte finde store pladesamlinger. Der udgives også rigtigt meget ny musik på vinyl, og i nogle tilfælde er lydkvaliteten bedre end på de digitale udgivelser.

Inden du køber pladespilleren, så pas på: Pladespillere er ikke elektronik men mekanik, så du kan let finde noget, der ikke fungerer ordentligt.

3. Ghettoblaster til køkkenet

Ghettoblaster

Sony CFS-45L fra midten af 70’erne var en af de mange ghettoblastere, der kunne optage musik fra radioen. (Foto: DBA)

I dag har vi musikken i lommen, men mon ikke du kan grave nogle gamle kassettebånd (mixtapes) frem fra loftet eller kælderen?

Og hvorfor ikke finde en fed gammel ghettoblaster til køkkenet? Nogle af dem har endda mulighed for tilslutning af et kabel, så smartphonen kan benyttes som musikkilde.

Udover at lytte til radio på ghettoblasteren, mens maden bliver klar, så kan du altså høre gamle musikminder fra samlingen, som kæresten flere gange har forsøgt at smide ud.

Sony CFS-45L fra midten af 70’erne var en af de mange ghettoblastere, der kunne optage musik fra radioen

Når du køber en gammel ghettoblaster får du både en visuel fed gadget i dit køkken, og endelig noget at bruge de støvede kassettebånd til. Og mon ikke det kan starte en spændende samtale med gæsterne?

Jeg har fundet en lækker gammel SONY ghettoblaster til 200 kroner. Du kan også gå helt vintage og finde forløberne for ghettoblastere. Altså transistorradioer fra for eksempel Philips, Blaupunkt og Goldstar.

Du må ikke forvente dig mirakler af lyden i sådan en gammel sag, men trods alt lyder den stadig betydeligt bedre, end den lille højtaler din smartphone.

4. Commodore 64 – fra dengang hvor gameplay var vigtigt

Commodore 64

Commodore 64 blev også fremstillet til danske skoler, hvor tastaturet var dansk. Eller rettere der blev sat klistermærker på tasterne med Æ, Ø og Å. Samtidigt blev karaktersættet ændret i selve maskinen.

80’ernes vildeste gadget var Commodore 64. Selvom ”brødkassen” i år fylder 35 år, så findes der stadig funktionsdygtige maskiner på DBA – endda med tilbehør. Commodore 64 blev særligt stor på grund af det enorme spiludvalg (efter datidens normer). Pludselig var arcade-spillene fra grillbaren flyttet hjem i stuen.

Commodore 64 er langt fra plug-and-play. Du skal huske de gamle kommandoer for at få hul igennem. Som for eksempel LOAD “filnavn”,8 efterfulgt af kommandoen RUN. Dine børn finder aldrig ud af det, med mindre du viser dem hvordan.

Mange fik Commodore 64 som den første hjemmecomputer. Det interessante er, at gameplayet dengang var fedt og stadig holder. I dag drukner spil ofte i fed grafik, vild lyd og søgte historier.

Jeg har med både båndstation, floppydisk drev, printer, joysticks, spil m.v. til 4.500 kroner, hvor det meste er i de originale kasser. Men bare rolig. C64 findes også langt billigere.

C64 er gaven til farmand, der har en slyngelstue til rådighed. Her er der virkelig lagt op til retro-gaming med vennerne.

5. PlayStation med spil

Playstation 3

Trods PS4 er på markedet, er der stadig mange timers underholdning i PlayStation 3, som du sparer rigtig mange penge på at købe brugt frem for ny. (Foto: Sony)

Mens farmand spiller med vennerne, kan ungerne, der ikke har tålmodighed til gamle retro-computere, fornøje sig med en PlayStation. Selvom PlayStation 4 er det mest hippe, så er der god mening i at købe en brugt PlayStation til jul.

Eksempelvis er PlayStation 3 en fremragende spillekonsol, og de kan købes i sæt med både controllere, spil og meget andet tilbehør til en rimelig pris. For 500-800 kroner kommer du langt.

Inden du køber, så få tjekket, om udstyret virker. Controllerne ses tit med defekter. Få muligheden for at se maskinen virke med en skærm tilsluttet og læg mærke til, om blæsere og harddisk larmer. I så fald så skal du ikke købe det. Prøv også at starte et spil op, så du er helt sikker på, at drevet fungerer.

RETRO: Sådan husker vi Nokia 3310 – tidernes bedste mobil

6. Drop smartphone-lommeregneren

Original Texas lommeregner

Texas Instruments begyndte i starten af 70’erne at lave lommeregnere. Her ses TI-2550 på et billede vi fandt på nettet. (Foto: DBA)

Hvorfor skal smartphonen altid frem, når regnestykkerne bliver for komplicerede til hovedet?

Julegaven til hjemmearbejdspladsen, som fast inventar på bordet, er selvfølgelig en vintage lommeregner. Ikke bare en nymodens med store digitale displays, men en RIGTIG retro lommeregner med lysende tal.

Udover det er praktisk når lommeregneren har en fast plads på bordet, så er det også med til at gøre netop dit skrivebord til noget særligt. Alle har i dag smarte gadgets, men hvor mange har en 70’er lommeregner stående fremme?

Texas Instruments TI-2550 er en af de modeller, du kan kigge efter. TI-2550 fra 1974 er mega sej på det . Prisen for en sådan i god stand er omkring 400 kroner.

Selvom det er en gammel regnemaskine, så regner den stadig ud, at julegavebudgettet er overskredet. Også i år!

7. Clockradioen til soveværelset

Total analog clockradio

Retro clockradio med analoge flip-tal. Mærket er ”Mark”. Udbudsprisen er 300 kroner. (Foto: DBA)

Smartphonen forstyrrer vores nattesøvn. Mange har telefonen med i seng, fordi den også bruges som vækkeur. Oplad mobilen et andet sted, og lad clockradioen flytte ind ved siden af sengen. Ligesom i 80’erne.

For 50-200 kroner, alt efter stand, kan du finde en clockradio, der både kan vække dig med BEEP BEEP BEEP eller den lokale radiostation.

Hvis du vil være virkelig retroagtig så gå efter en clockradio fra 70’erne. Du ved den slags, hvor uret er felter med tal, der vipper rundt. I vintageafdelingen findes Sony FM-AM Solid State 8FC. Denne har et rigtigt analogt ur med visere.

Clockradioen er fællesgaven til parret, hvor smartphonen fylder for meget i sengen.

8. Røremaskinen skal være analog

Kenwood klassisk røremaskine

Den dag i dag kører en Kenwood A901 selv de tungeste opgaver i køkkenet. Helt manuelt. Intet digitalt over den. (Foto: DBA)

Elektronikken fylder i køkkenet, men hvorfor skal der være digital timer på røremaskinen? Når vaniljekranse, brunkager og farsen til julefrokost-frikadellerne skal røres, sker det hos de rigtig hippe på en retro køkkenmaskine fra 70’erne eller 80’erne.

Kenwood A901, der blev fremstillet mellem 1976 og 1988, er et godt bud.

Røreskål, dejkrog, piskeris m.v. kan sammen med maskinen findes på DBA til 400 kroner. Endda i en original 70’er farve.

Jeg har i øvrigt selv en i klassisk brun-gul, og den kører stadig som da den var ny.

9. Sæt din favoritmusik på væggen

Med dine yndlingsalbums og idoler på væggen får du en udsmykning, der siger noget om hvem du er. Pladerne kan selvfølgelig ikke spilles, når de hænger på væggen, men du kan jo lave en playliste med dem på Spotify, så de stadig kan høres på den måde.

Du finder pladerammer i IKEA.

10. Uret der har stil

Vintage lommeur

Et rigtigt lommeur er indbegrebet af stil. (Foto: DBA)

Til jakke og slips hører ikke en smartphone. Det ser kikset ud, når du gang på gang hiver smartphonen frem fra lommen for at se hvad klokken er. Dem med stil skriver et lommeur på ønskeseddelen til jul. Du ved sådan et rigtigt gammelt et med kæde og det hele.

Et lommeur på DBA koster fra 500 til 1.500 kroner. I nogle tilfælde skal du forberede dig på en restaurering af den gamle mekanik, men så har du også den vilde stil.

Til hverdagsbrug skal du finde et digitalt ur. Ikke de nye moderne smartwatches men en vintage klassikker fra Casio, der nok er det mest ikoniske digitalur. Batteriet i et sådant ur kan i øvrigt holde i årevis.

Både med lomme- og digitaluret slipper du for hele tiden at være den ved bordet, der kigger på smartphonen, bare fordi du vil tjekke klokken. Det er også god Emma Gad-stil ved julebordet.

TEST: Marshalls retrohøjtaler lyder fantastisk

Mere til historien

Nogle retroting behøver ikke sættes i drift. Et gammel smalfilmsapparat kan f.eks. være fed udsmykning. Denne artikel er bragt i samarbejde med DBA Guide.

Læs også:
GUIDE: Så meget sparer du ved at købe en brugt Macbook


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.